Close
Log Ind Opret Bruger

Hvordan blev i enlige mødre?

  • Avatar
    Anonym
    26 juli 2009, 15:09

    Heysa i herlige kvinder.

    jeg står i en meget meget mærkelig situation. Jeg har tidligere skrevet i baby/barn debatten om det (under andet navn), men så opdagede jeg lige denne del af MM.

    Jeg ville høre jer ad – hvordan skete det da i blev enlige?
    Var det jeres eget valg, eller kunne kæresten/manden ikke mere?

    Jeg står i denne situation at jeg ikke ved om jeg kan være sammen med min kæreste mere.

    Vi blev forældre for 4 måneder siden til den dejligste dreng – en opgave som har været svær for os at komme igennem.
    Han kom 4 uger for tidligt, havde gulsot og dernæst kolik – det kan slide på det bedste forhold.

    derudover har kæresten depression – har han haft i nogle år, men synes det accellerer nu.
    Jeg er selv ramlet ind i en fødselsdepression – og afventer kommunen som jeg overhovedet kan få noget hjælp. Jeg har ikke selv råd til at betale for en psykolog, selvom jeg umådeligt gerne ville.

    Igår havde vi en mindre diskussion – som udviklede sig til noget helt vildt.

    Han endte med at sætte en seddel på døren og så gå en tur – hvor jeg står tilbage og ikke aner om han vil komme igen, eller blive væk. Vores søn er helt oppe og ringe – han kan jo mærke at der er noget galt.
    Kæresten kommer dog hjem igen – sønnike er stadig oppe og ringe.. Jeg beder kæresten om at gå ind i soveværelset imens jeg får vugget V i søvn. Da V så endelig sover, gør kæresten det også. Så vi får ikke snakket.

    Jeg har dog skrevet et brev til ham med mine tanker – for desværre kan man ikke sige til en person med depression "TAG DIG SAMMEN". det ville ikke virke.. Men jeg er meget tæt på at ville stå alene i stedet. Jeg er bare bange for at gøre noget overilet. Især når jeg selv har en fødselsdepression, så har jeg ikke lyst til at stå med en baby alene, for det føler jeg mig ikke stabil nok til. Men jeg er heller ikke stabil nok til at skulle tage vare på 2 børn, som det nogengange føles som (kæresten og V).
    Han har læst brevet, sagt undskyld og han vidste at han havde dummet sig.
    Men vi har som sagt ikke fået snakket igennem, og det NAGER mig. Jeg er så sur og skuffet på ham!
    Og nu er han sur på mig, fordi jeg stadig er sur på ham – altså at han går på sådan en måde sætter ligesom nogle spor hos mig.
    For det er ikke første gang at det sker. Jeg synes ikke det er fair at han skal gå og spille børnefornærmet overfor mig, når det er HAM som har lavet hele den scene i går og ikke kan give mig tiden til at komme ovenpå.

    Jeg håber i vil dele ud af jeres oplevelser – selvom det er et MEGET personligt område.
    jeg havde hele tiden sagt at jeg intet ville gøre før V var mindst 6 måneder – nu er jeg ikke så sikker mere.

    det eneste som holder mig tilbage efterhånden er frygten for at lave en fejl, og så det faktum at ingen af os har noget sted at tage hen. Lejligheden er vores (men lejet), men jeg har lagt depositumet.

    det blev til noget af en smøre – ikke så detaljeret, men jeg fik lettet hjertet.

    qnuzz

     

    Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.