Close
Log Ind Opret Bruger

begravelse/bisættelse

  • 5 december 2017, 21:59

    Fredag da jeg var 20+ fik vi af vide til gennemscanning at vores lille dreng var misdannet i mellemgulvet og med al sandsynlighed ikke ville overleve efter fødsel og hvis han endelig gjorde, ville det være et meget kort liv i respirator. Hans lunger og hjerte var blevet trykket sammen af mavesæk og tarme pga et stort hul i mellemgulvet.

    22 mdr havde vi brugt på at opnå denne første graviditet og nu blev han taget væk fra mig.

    Vi brugte weekenden på at læse om/skrive med andre der havde været i samme situation og blev blandt andet anbefalet foreningen for spædbørns død. Dem snakkede jeg med et par gange og de er virkelige søde.

    Theis blev født onsdagen ugen efter og den tætteste familie var oppe og hilse på ham samme aften, uden undtagelse hvilket vi satte meget stor pris på.

    Han blev klædt en i babyblå dragt og svøbt i tæppe som han også blev bisat i.

    Alt vedr bisættelsen klarede vi selv og hentede ham selv fra hospitalet og kørte med kisten til kirken. 

    Vi havde inviteret hele familien, da det var vigtigt for mig at alle der havde mulighed, var med og ligesom anerkendte at vi havde fået en søn. Han blev også skrevet ind i kirkebøgerne, dog uden officielt navn, da han ikke havde et cpr nr.

    Jeg var sygemeldt i en mdr efter og kom tilbage på deltid. Jeg arbejdede med barselsdagpenge, så havde jo med gravide at gøre hele tiden og det var lidt hårdt, men også godt for livet går jo videre. Det var enkelte sager og tidspunkter efterfølgende som slog pusten ud af mig og der tog mine kollegaer over, de vidste alle hvad der var sket og jeg har altid talt åbent om ham, det er min terapi selv her snart 9 år efter.

    Du vil møde mennesker som ikke aner hvad de skal sige, men hvis du kan så åben selv op for samtalen omkring din engel, det kan være med til at folk godt "tør" tale med dig uden at være bange for at såre dig. Og det vil ske… Uanset hvad du gør, vil et eller andet nogle gange udløse en tuder, men vær ikke bange for det og hvis folk ikke har berøringsangst, så vil de os støtte dig.

    Du vil os møde folk som siger al verdens dumme ting i deres bedste mening og lad det flyve igennem og sig pyt, for de gør det ikke for at være onde, men fordi den situation er så uvant for de fleste, da det nemlig ikke er noget som mange taler om.

    Nu har vi Mille på 7 og Tobias på 1 og 3 andre aborter og det var 8 hårde år, men vi er ude på den anden side og elsker alle 3 børn og heldigvis er ingen i familie eller omgangskreds bange for at nævne Theis.

    Og ja vores kærlighed er kun blevet stærkere med tiden, modgang gør stærkere…

    5. december 2017 kl. 23:41

    Kondolerer mange gange med jeres tab. Det må være ubeskriveligt hårdt for jer alle at være i. Jeg har heldigvis ikke prøvet at skulle begrave et barn (kun oplevet en MA i uge 12), så jeg har ingen erfaringer at bidrage med.

    Jeg faldt bare lige over din tråd og bemærkning om, at storebror ikke skal mærke døden og tumle med tanker om døden. Måske misforstår jeg dig, men jeg vil råde dig til at inddrage storebror på det niveau, han nu kan forstå. Mine unger var 2 og 3 år, da min far døde meget pludseligt. Det kom som et chok for alle og var uden forvarsel. Men både præsten og bedemanden anbefalede os at inddrage dem på deres niveau. Dvs. de var med i kirken og til gravøl. Og de var med på kirkegården, da urnen blev sat ned. De var dog ikke inde og se ham i kisten, men det var mit valg, fordi han ikke var "pæn" pga. ligpletter i ansigtet.

    Lad være med at skjule noget for jeres store dreng. Svar på alt det, han spørger om, men svar ikke på mere, end han spørger om. F.eks. spurgte min ældste "hvorfor er morfar død?" og så svarede vi, at morfar var død, fordi hans hjerte var gammelt og slidt. Vi fortsatte ikke med "og vores hjerter bliver også gamle og slidte, så vi dør også en dag". Det var jo ikke det, der blev spurgt om. Og vær forberedt på, at han stiller mange nysgerrige spørgsmål. Vi fik mange "praktiske" spørgsmål. Som f.eks. "hvor er morfar nu?", "hvorfor er kister hvide" og "hvordan kan morfar være nede i den der lille krukke??".

    Børn på den alder opfatter ikke døden som noget negativt og endegyldigt. Vores havde helt styr på morfar, og hvad der skulle ske med ham. De var ikke kede af, at han var død, for de vidste jo ikke, hvad det vil sige at være død. Og i lang tid efterfølgelde kunne de gå hen til et åbent vindue eller åbne hoveddøren og stå og råbe noget ud. Når vi spurgte, hvad de lavede, så var svaret, at de lige skulle fortælle noget til morfar.

    Det, der påvirkede dem mest, var, at jeg var så ked af det. Det kunne de ikke rigtigt forstå. Den yngste plejede at spørge hver morgen "er du glad igen mor?" og kom også og tilbød mig plaster (iflg. hendes egen erfaring, så hjalp plaster jo, når noget gjorde ondt – søde væsen). Så sig til storebror, at mor og far er kede af det, fordi I ikke fik lov til at beholde babyen. Men at I elsker ham og nok skal blive glade igen. Det var i hvert fald vigtigt for mine unger at vide, at mor nok skulle blive glad igen, men at voksne også godt kan være kede af det, og det er ok.

    Undskyld, det var slet ikke det, dit spørgsmål gik på. Jeg tror bare på, at I hjælper jeres søn bedst ved at være åbne om, hvorfor I er så kede af det. For uanset hvad, så mærker han det jo.

    Jeg ønsker jer alt det bedste i en hård tid.

    7. december 2017 kl. 22:25

    Det kommer meget tæt på nu og begynder at blive bange og angst for den sorg vi skal igennem. Skal til scanning på tirsdag, for at tjekke op på hvor stor hans blære og mave er, for de er stadig meget i tvivl om en alm fødsel kan lade sig at gøre, og efter scanningen skal vi til møde med børnelægen om at ligge en plan for hele forløbet efter fødslen, så vi ved hvad de kan og ikke kan, og hvordan de kan giv ham fred og ro uden smerter. Vi ønsker han får en fredelig afsked for hans egen skyld, og for han ikke skal igennem en masse som ingen formål har. broken heart! Det vigtigt for os at forløbet bliver uden kaos, og han ikke skriger af smerte og sult osv. Han er så syg at lægerne har sagt at de ikke er forpligtet til at holde ham i kunstig live og det er okay at man giver ham fred, for ingen behandlinger kan hjælpe ham. 

    8. december 2017 kl. 08:05

    Sorgen kan være alt knusende og det skal den ha lov til at være… I noget tid vil den fylde umenneskelig meget, men den skal gerne aftage lidt efter noget tid. Gør den ikke, skal du huske at søge hjælp, så sorgen ikke overtager dit liv. Sorgen er en del af dit liv, men den er ikke dit liv, husk det.

    Husk os at folk sørger forskelligt. Og at man håndtere det på hver sin måde og det er ok. Fx havde/har jeg jo behov for at tale om Theis med alle der gad høre, hvor min mand holdte det mest for sig selv/os og den nærmeste familie. 

    Jeg læste engang om et par, hvor moren nærmest låste sig inde i soveværelset og faren levede et normalt liv og hun kunne slet ikke forstå ham og det gav et endnu større pres på familien og deres første barn.

    Man lærer at håndtere den og jeg brugte fx meget tid på at synes at gud var det største røvhul og jeg er ikke engang troende, men havde et behov for at pege fingre en af og eftersom at misdannelsen var en naturlig byggefejl og ikke genetisk, blev høn mit offer.

    Jeg kan godt forstå at du er bange for forløbet, men se det som en alm fødsel og lad lægerne klare baby og stol på at de kan.

    Theis var vores første og jeg havde jo så ikke prøvet en fødsel før, så kunne ikke forberede mig andet end teoretisk på den del, men det gik så fint og inden han blev født, spurgte de mig om jeg havde nogle ønsker og så ville de gøre hvad de kunne for at udføre dem.

    Så tænk på om der er nogle specielle ting du gerne vil i forbindelse med fødsel og indenfor hvad der er muligt.

    Også i forhold til jeres familie. Skal de møde den lille ny på hospitalet, skal der tages billeder, aftryk osv. Tøj baby skal ha på, bamser, breve… Brug evt tiden på at skrive breve, enten til baby eller til at brænde/gemme og få styr på dine tanker på den måde.

    Og så et helt personligt spørgsmål og det er helt ok hvis du ikke vil svare, men hvor længe har I vidst at der var noget galt og hvad er grunden til at I har valgt at gå til termin (som jeg antager at du gør).

    Mine tanker er hos jer…

    8. december 2017 kl. 13:35

    Hej, og tak for alle dine gode råd og tanker om sorg og det tager jeg virkelig til mig med åbne arme. noSorg er rigtig hårdt og vi gennemlever allerede sorgen nu inden fødslen fordi vi ved vores søn er erklæret terminal. Han bliver behandlet som hvis vi var på hospice efter fødslen.

    siden uge 20 GA, har jeg gået til scanninger hver 2-3 uge fordi hans blære var abnorm stor. Jeg har været igennem utallige af prøver uden de fandt en sygdom. Jeg kom så til Rigshospitalet til specialister og de mistænkte mmihs. Efter fik jeg taget endnu flere prøver. 

    Jeg fik først konstateret den sjældne genfejl megacystis microcolon syndrom i uge 32 graviditetsuge. Sygdomme indebære at han ikke har tarme og blære funktion. Han vil ikke kunne få mad i hans mavesæk og skal leve et liv med organsvigt. Der er ingen behandlingsmuligheder for sygdommen udover organtransplationer som ikke kan gøres i dk. Han vil skulle leve af paratenal næring hele sit liv og leve med mange smerter. Hans tarme virker ikke, blæren vokser uendelig stor og den fylder hele hans mave og skubber alle de andre organer til siden i hans lille krop. Vi søgte om abort men fik afslag, ankede sagen og fik afslag fra ankenævnet. 

    Så har ikke haft muligheden for at sige fra – få abort eller noget som helst. Derfor er det endt med at jeg skal føde i uge 38 GA og være indlagt med min søn indtil han får fred. broken heart . Så mit forløb er meget anderledes og alt er blevet opdaget alt alt for sent.. 

    8. december 2017 kl. 13:47

    Det gør mig ondt at I er tvunget til at leve som vordende forældre, men den viden om at I ikke får lov til at beholde jeres søn. 

    Vi havde kun 5 dag og det var nok til at tude, "vænne sig til tanken" og forberede os på det der skulle ske.

    Jeg er faktisk ret overrasket over at I ikke fik godkendelsen…

    8. december 2017 kl. 14:17

    Vi os meget skuffet over deres afgørelse at levedygtigheden vægter højere end andet. Selvom de ved at han vil dø kort tid efter fødslen 🙁 

    men det pga jeg var i uge 32 :/

    Viser 7 indlæg - 16 til 22 (af 22 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.