Akut indlagt….

Natten til onsdag måtte jeg liiiige en tur på sygehuset:-(

Det hele startede ved 21.00-tiden, tirsdag aften, hvor jeg fik meget ondt i mellemgulvet. Jeg tænkte: \”Så…nu nåede jeg dertil hvor mine tarme og andet godt indhold i maven*GG* ikke længere kan være på sin vanelige plads, og så gør det ondt\”!
Jeg skyndte mig og gå i seng for at sove det væk.

Men ak og ve…det der med og sove kunne jeg godt glemme! Jeg lå og vendte og drejede mig, og lige meget i hvilken stilling jeg forsøgte og anbringe mig selv i, så gjorde det afsindigt ondt.
Til sidst stod jeg op og tog 1 1/2 panodil.
Tilbage i sengen for at vente på pillerne ville virke…men, men, men…jeg kunne lige så godt ha taget et glas vand. Det havde hjulpet lige så godt!

Så tog jeg min dyne og pude og gik ind i stuen. Jeg synes nemlig ikke der var nogen grund til og vække manden med mit klageri.

Jeg brugte ca. en time på og overveje om jeg skulle ringe til en vagtlæge eller ej. Men da kl. var 23.45, kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg havde SÅ ondt! Jeg havde på daværende tidspunkt kastet op en gang af smerter og var lige på nippet til og besvime. Så jeg ringede til en læge, og forberedte mig selv på, at blive afvist med:\” Det kan jeg ikke gøre noget ved. Det går over af sig selv. Jeg kan jo heller ikke gi´ dig noget for smerter når du er gravid\”!

Men der blev jeg da overrassket…
Lægen synes bestemt der skulle kikkes på mig. Så han ville sende en læge ud til mig, men jeg skulle være forberedt på der godt kunne gå et par timer. Fint nok med mig.

Allerede kl.00.45, en time efter opkaldet, stod der en læge ude foran min dør. Han fik undersøgt mig og skød på en meget irriteret mavesæk eller galdesten. Han gav mig en alminox for og se, om det var maven det var galt med. Den hjalp overhovedet ikke. Han målte mit blodtryk….hvilket jeg var for mast til og spørge hvad lå på….
Han havde dårligt nok målt det, før jeg stormede ud på badeværelset, (så hurtigt man nu kan med bækkenløsning*GG*), for at kaste op igen.
Jeg fik det værre og værre i løbet af den halve time lægen var hos mig, og han synes helt klart jeg skulle indlægges.
Han var bare i tvivl om hvor han skulle indlægge mig henne. Han mente jo umiddelbart ikke det havde noget og gøre med min graviditet, men han kunne heller ikke udelukke det. Så han ringede til fødegangen og satte en læge der ind i det hele. Hun ville meget gerne ha jeg kom ud til dem, for så kunne de tjekke både barnet og mig og udelukke der var noget galt med bebsen.

Så lægen ringede efter en ambulance og bad dem om ikke og vente for længe med og komme. Et kvarter efter, kl.01.30, var den klar og jeg blev kørt afsted mod sygehuset.
Inden da, havde jeg dog fået vækket min noget chokeret mand, og fået sat ham ind i det hele. Han skyndte sig og stå op, fik hjulpet mig i tøjet og givet mig et par småting med. Stakkel*GG* Havde jeg vidst jeg blev taget så alvorligt af de læger, så havde jeg nok vækket ham noget før, så han ikke skulle ha sådan en melding….\”Øh skat…er du vågen?, Ja, for jeg vil bare lige sige, at der kommer en ambulance og henter mig om lidt\”!:-)

På sygehuset blev jeg modtaget af en SSA, en afd.jordemoder og en læge. Der blev mærket på maven igen, givet noget syreneutraliserende stads…som stadig ikke hjalp…, lyttet efter hjertelyd, som var fin som den plejer. Så blev bebsen scannet, bare for en sikkerheds skyld. Alt var også her som det skulle være. Dejligt!!!
Jeg fik taget blodprøver, urinprøve, målt temp. og blodtryk.
Og så blev jeg indlagt på svangerafd.

Deroppe fik jeg afvide, at de desværre ikke kunne gi mig noget smertestillende, da de først skulle ha svaret på blodprøverne:-(
Men jeg fik i stedet et varmt håndklæde, som gjorde, at jeg fik sovet 2 timer.

Herfra gik det stille og roligt den rigtige vej. Jeg havde stadig ondt, men slet ikke i samme grad som om natten.
Onsdag eftermiddag blev jeg udskrevet igen. Lægen der udskrev mig, mente også det kunne være et galdestensanfald.

Nu har jeg det godt…er stadig øm og træt i kroppen, men har ikke ondt.

Sikke en omgang, men som både manden og jeg er enige om, om var det vel nok godt det bare var mig og ikke baby det var galt med.
….Og for det ikke skal være løgn, så havde i også liiiige en syg søn som skulle afleveres midt i det hele*SS*

Undskyld det blev så langt…hvis du har opgivet på halvvejen, så forstår jeg dig godt:-)

Knus Heidi (26+3)