Close
Log Ind Opret Bruger

21 år, hjemmeboende, ingen udd. og gravid!

  • 10 januar 2019, 13:27

    Jeg har stået i næsten samme situation. Jeg var 24 og igang med min uddannelse da jeg møder en sød fyr. Da vi har datet i et par måneder bliver jeg gravid. Jeg var som sådan klar til at få barnet, men han var absolut ikke. Jeg vælger en abort, da jeg vægter en mand der vil være far højere end et liv med frem og tilbage mellem far og mor. Vi ville nok have klaret det, men i dag er jeg glad for at vi ventede. Vi er stadig sammen, har rejst rundt i verden og fået så mange dejlige oplevelser og nu er han klar, og vi skal have tvillinger. Selvfølgelig tænker jeg på det barn som ikke blev, men på den anden side kan vi nu give alt vores fælles kærlighed til de 2 små. Og føler mig meget klar til at blive mor nu da vi vil være to om det.

     

    10. januar 2019 kl. 14:50

    Tag nu den snak med din kæreste. Det er også hans liv. 

    10. januar 2019 kl. 14:52

    Snartmamatil2 skrev :

    Kronborg skrev :

    Hej alle sammen. 

    Har læst alle jeres kommentarer igennem, og tusind tak for dem. Dertil ramte jeg muren i går aftes, det gik virkelig op for mig at jeg er gravid og jeg er den eneste der kan tage beslutningen, i samråd med min kæreste og familie vel og mærke. 

    Jeg kan forstå at min sætning “ingen fortryder at få børn”, måske ikke var helt så korrekt, som jeg før har troet. 

    Jeg brød fuldstændig sammen og græd håbløst i 4-5 timer, fordi jeg nok kan se hvilken vej det går, hvis jeg skal tage et fornuftigt valg både for mig selv og det lille fine liv inde i min livmoder. Min kæreste er meget støttende og han stiller hypotesten op om at vi fortsatte graviditeten, og så ville udgangspunkterne nok være at han skulle droppe sin uddannelse for at komme ud at arbejde og jeg ikke kunne komme igang med at læse på mit studie til sommer, han fortsætter og siger “hvor skal vi bo?”, dertil nævner han at vi kun har kendt hinanden i meget kort tid. Jeg kan sagtens se hvor urealistisk det hele lyder, men nøj jeg synes det er svært fordi jeg går hele tiden med tanken “jeg ved hvad det kan blive til”
     

    Jeg har boet ude i 2 år, så jeg ved hvordan man styrer en økonomi og jeg har en opsparing som netop skulle bruges til indskud til en lejlighed, når jeg skulle studere og jeg arbejder lige nu fuldtid, hvor jeg det sidste halve år har sparet en del penge op, men igen “hvad kan jeg bruge det til”, fordi det hele er stadig urealistisk mht økonomi, min fremtidige uddannelse, bosted + min nye kæreste. 

    Jeg har en rigtig støttende familie, som siger jeg skal tænke mig godt og grundligt, og lige gyldigt hvilket valg jeg tager, så vil de støtte mig og være der for mig. Det sværeste lige nu er det beskyttergen jeg har over for det liv jeg har i min mave, jeg kan mærke jeg ikke vil have det taget fra mig. Jeg ved at jeg ville knuse elske det barn, som ville komme ud af det, men er det nok, når alle de andre parametre er så usikre? Og man kan også vende den om og sige at måske ville jeg beskytte dét mere ved at få en abort.

    Øv hvor er det her en vanskelig situation og nok det sværeste valg jeg nogensinde har måtte træffe. 

    Igen tusind tak for jeres mange gode konstruktive svar. 

    (beklager det  lange indlæg)

    Åh nej!

    Jeg får ondt i maven!

    De eneste der kommer med et konkret forslag på en løsning er abort, som jeg læser det! (Og bortadoption, som jeg kan forestille mig vil være det rigtige valg for de få?)

    av, også mit moderhjerte gør ondt.

    Min veninde og svigerinde fik en abort fordi faren var et engangsknald eller maks en bolleven. (Ikke at jeg siger det er en god grund til abort)

    Men din situation lyder anderledes.

    Jeg kan nok i bund og grund ikke forene mig med mange menneskers tankegang om at “det passer mig dårligt at få barn lige nu”, og bagefter skriver de “det er jo af egoistiske årsager at man vælger at få børn”. Det er bestemt også af egoistiske årsager at man FRAVÆLGER børn.

    Shit hvor ville jeg have svært ved at leve med at være DEN person i verden der afsluttede mit (fremtidige) barns liv, når jeg netop, som du føler det er, MIG, som mor, af alle i verden der skal passe bedst på det.

    Puha. Det er ikke en nem situation, men den der moderlige intuition skal man altså ikke ignorere… Tænk sig at skulle dæmpe den følelse resten af livet, at man tog det valg som måske viste sig at føles forkert senerehen.

    Jeg var 23 år da jeg blev gravid, havde gået et HALVT år på min bachelor og min kæreste manglede 2,5 år af sin uddannelse… Det var ikke planlagt, selvom vi godt vidste der var sandsynlighed for en graviditet uden én gang uden prævention.

    Jeg VED godt du har gjort hvad du kunne ift. at forhindre en graviditet, men sket er sket og JEG vil råde dig til at gennemføre graviditeten og beholde barnet.

    Jeg ved godt din kærestes mening også tæller. St han ikke føler dig klar til at blive far. Hverken jeg eller min kæreste følte os klar dengang! Det er jo det vildeste det er sket for en!

    Men ja. Det er blot min mening, for JEG ville fortryde en abort.

    Det er simpelthen noget fis at man ikke kan få børn før man er: gift, har eget hus, uddannelse, Volvo og vovse!

    Du lyder så fornuftig, moden og reflekteret og jeg er sikker på du har mindst lige så gode forudsætninger for at give dit barn en god tilværelse, som så mange andre som sidder i hus, er gift og har fast job! 

    Vi venter vores 2. Barn og jeg er netop et halvt år inde i min kandidat, så man KAN altså godt tage en uddannelse selvom man er forælder! 

    Din kæreste behøver ikke stoppe på sin uddannelse-man får så meget økonomisk hjælp fra staten når man begge studerer. Der er ingen der bliver tvunget til at hverken sulte eller leve af havregrød hver dag.

    Jeg ønsker jer alt det bedste ????❤️

    Nej, det er ikke altid af egoistiske årsager, at man fravælger børn.

    Det handler altså ikke altid om, at det bare er fordi, man ikke lige gider lige nu.

    Det kan handle om rigtig mange ting. Hvis man ved, at samarbejdet med faderen bliver et helvede, hvis man ved, at det vil flå ens hjerte ud at skulle udlevere barnet til samvær med faderen. 

    Det kan handle om, at man står i en situation, hvor man ikke kan give et barn en god og stabil start på livet.

    Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg i dag tænker – hvis jeg var blevet gravid, så ville det have været egoistisk at beholde, men det ville ikke have været egoistisk at vælge en abort. 

    Fordi – en abort ville kun gå ud over mig – det ville være mig, der skulle igennem aborten.

    Havde  jeg derimod fået barnet, så ville barnet være kommet til at betale en høj pris.

    Samt smerten over at få en abort, ville ikke kunne være højere end smerten ved tanken om den pris, som barnet skulle betale. Og et barn, som jeg er mor til, skal ikke vokse op med min eks som rollemodel. Jeg kan slet ikke stå inde for de (manglende) værdier, han havde

    Der er da for øvrigt ingen, der skriver, at man både skal være gift, have uddannelse, hus, bil og hund. Hvor læser du det i denne tråd ?

    Jeg har altid vidst, at jeg ville have en uddannelse først, for det var det rigtige for mig.

    Derimod kunne jeg godt starte i en lejlighed, og afhængig af hvor i landet jeg boede, ville jeg heller ikke nødvendigvis mene, at en bil er nødvendig.

    Det var et sidespring i forhold til TS, men det er ikke så sort/hvidt, som du beskriver.

     

    10. januar 2019 kl. 19:37

    Jeg har stået i præcis din situation og jeg valgte at få en abort fordi jeg kunne mærke at det var (for mig) det mest fornuftige at gøre. Jeg havde ingen uddannelse, boede hjemme, gravid med en kæreste jeg ikke ville tilbringe resten af livet med og meget social med vennner/veninder, byture og generelt bare livsnyder.. Jeg overvejede at beholde, men jeg kunne inderst inde mærke at det ikke var det rigtige. Jeg var ikke færdig med at være ung og uafhængig. 

    Min drøm har altid været en kerne familie og jeg har den holdning at et barn kun skal sættes i verden hvis det er ønsket at begge forældre. Min kæreste på det tidspunkt ønskede ikke barnet, for ligesom mig, var han ikke på det sted i sit liv. Så beslutningen var sådan set ikke svær for mig dengang.

    Som sagt fik jeg en abort og jeg har ALDRIG fortrudt – tvært imod. Nu er jeg 32, sammen med mit livs kærlighed og sammen har vi en datter på snart 4 år og en lillebror der kan komme når som helst. For mig er mit liv perfekt og jeg er rigtig glad for min beslutning dengang stadigvæk.

    Især efter jeg er blevet mor er det gået endnu mere op for mig hvor rigtig en beslutning den abort var. For at få børn er ikke bare en hyggetur med barnevogn – det er et fuldtidsjob du aldrig har fri fra. Jeg ELSKER at være mor, men jeg er så glad for at jeg gav mig selv lov til at være ung, samt tid tid til at finde den mand jeg vil dele mit liv med gennem tykt og tyndt. 

     

    At andre par har svært ved at få børn synes jeg ikke du skal tænke over (forstå mig ret). Det er omsorgsfuldt at dig at tænke sådan, men groft sagt, så har det jo ikke noget med dig at gøre 🙂 

     

    Jeg vil ikke råde dig til det ene eller det andet, for abort er så personligt og forskelligt fra kvinde til kvinde hvordan man har det med det. Jeg ville blot give dig min historie og fortælle at jeg i hvert fald aldrig har fortrudt det – tvært imod er jeg faktisk rigtig glad for min beslutning <3 

     

    du er ung og har masser af tid til også at finde ham du bare ikke kan undvære 😉 Held og lykke <3

    11. januar 2019 kl. 22:25

    Jeg havde skyndt mig at få en abort.. Men det er jo bare mig. Jeg har altid drømt om kernefamilien. 

    Du er ikke engang flyttet hjemme fra endnu. Du har ikke prøvet at stå på egne ben endnu.

    11. januar 2019 kl. 23:04

    At få børn er fantastisk fik selv mit da jeg var 21 år. Jeg fortryder på ingen måde at få barn i den alder. Man er ung og frisk og fuld af gå på mod og ikke så nervøs. Vi har levet med vores barn, det er hvad man gør det til. Jeg gik i en mødregruppe med unge kvinder alle under 25. I dag har alle pigerne en uddannelse, flere børn på nær lige mig og dejlige mænd.  Ingen af os er “tabere” i samfundet, alle har succes med deres familie, mand eller ej. Jeg havde mand men dermed ikke sagt det er nemmere, måske lidt sjovere fordi man kan dele sin kærlighed til barnet. Men alkohol har været en by i Rusland, en del år, men det er ikke for evigt. Barnet bliver også ældre og mere selvstændigt og i dag 8 år efter er hun meget selvstændig og jeg savner at have en baby igen. Så go for it, man fortryder ikke de børn man får kun dem man aldrig fik❤️

    12. januar 2019 kl. 11:58

    Avatar
    Anonym
    12. januar 2019 kl. 12:32

    MomWannaBe skrev :

    Jeg havde skyndt mig at få en abort.. Men det er jo bare mig. Jeg har altid drømt om kernefamilien. 

    Du er ikke engang flyttet hjemme fra endnu. Du har ikke prøvet at stå på egne ben endnu.

    Hun skriver senere i tråden at hun har boet alene i to år og har en opsparing til indskud til lejlighed.

    13. januar 2019 kl. 08:31

    Kære TS du kan jo få styr på tingene før barnet kommer, det skal da ikke være det der gør at udvikle får barnet, men at du ikke selv er klar til at få barnet. 

    Bolig og uddannelse kan du jo finde dig. 

    Jeg håber at du tager den beslutning du SELV finder for rigtig.,

    Avatar
    Anonym
    14. januar 2019 kl. 10:59

    Hvordan går det?

    19. januar 2019 kl. 23:18

    Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre. Men jeg kan fortælle dig hvad jeg gjorde da det skete for mig. Jeg var blot 19 år, lige startet på uni, boede godt nok sammen med min daværende kæreste som jeg på det tidspunkt havde været sammen med i tre år. Det var en af de hårdeste perioder. Jeg valgte at få en abort, men havde ingen opbakning eller støtte fra min daværende kæreste. Han forlod mig en uge efter indgrebet blev foretaget. Så jeg gik rundt med følelser omkring abort og at blive forladt på samme tid – og det er virkelig virkelig svært! Det skal lige siges at han forlod mig fordi han bare ikke gad mig mere – den uønskede graviditet fik tingene bare til at eskalere. Nu sidder jeg tilbage og tænker at jeg kunne have haft et barn på 9-10 år i dag. Og hvor glad jeg for at det ikke er sket. For jeg er gravid nu med den mand som jeg elsker, er gift med. Hans største drøm er at blive far! Hvis jeg havde truffet et anderledes valg for ca 10 år siden så havde jeg nok ikke stået samme sted i dag. 

    Du skal lytte til dig selv. Men vær rationel. Det er så vigtigt at have dit hoved med, for følelserne kan løbe af med én! Og det er en beslutning for livet. Uanset hvad du vælger. 

    21. januar 2019 kl. 16:11

    Kære dig. 

    Jeg ved ikke hvad du skal vælge. Men jeg ved hvad jeg selv valgte da jeg stod i en lignende situation. 

    Jeg var 20 år gammel, havde en kæreste som var 4 år ældre som jeg havde kendt et år og boet sammen med i 5 måneder – jeg læste HF og han læste IT. Jeg blev gravid på P piller, og var i syv sind. Min kæreste ville ikke have barnet – men det ville jeg. Efter mange diskussioner og tårer valgte vi at beholdte vi barnet. Her 5 år efter har vi fået endnu et barn, vi er blevet gift, jeg læser socialrådgiver og min mand er færdiguddannet og i arbejde og vi har aldrig nogensinde fortrudt! 

    – det var min historie. Bare for at sige man altså sagtens kan få et barn selvom begge er under uddannelse f.eks. 

    Jeg håber at din kæreste og dig finder ud af det. 

     

    Alt det bedste herfra ????

    23. januar 2019 kl. 21:12

    Har sådan tænkt på dig… Hvad besluttede du dig for? 

    Viser 13 indlæg - 31 til 43 (af 43 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.