Close
Log Ind Opret Bruger

21 år, hjemmeboende, ingen udd. og gravid!

  • 8 januar 2019, 12:08

    Som overskriften lyder, så er jeg et ungt individ på 21 år. I dag tog jeg til lægen og fik bekræftet at jeg er gravid, max 7 uger henne. Jeg står og er meget i tvivl om hvilken beslutning jeg skal tage mht. at beholde barnet eller ej. 

    Lidt info om min nuværende livssituatition:
    Jeg bor hjemme hos mine forældre, da dette år skulle være mit sabbatår og året skulle bruges på at tjene penge. Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i små tre måneder. 

    Graviditeten kommer som et kæmpe chok for mig, da jeg har gjort alt hvad jeg skulle for at forhindre en given graviditet. Da jeg sad hos lægen og vi snakkede muligheder, så var jeg helt sikker på at abort var den rigtige vej for mig og den mest realistiske pga. jeg hverken penge eller udd. har + jeg stadig bor hjemme hos mor og far. Min kæreste ville bryde helt sammen hvis jeg valgte at beholde barnet, da han ikke selv mener han er klar og det realistiske aspekt om at beholde barnet er helt afsporet på nuværende tidspunkt. 

    Nu er jeg kommet i tvivl, jeg ved at man aldrig vil fortryde at få et barn, og jeg ved at rigtig mange par kæmper en evighed for at blive gravide, så jeg er "heldig" at jeg kan blive gravid og har altid set en graviditet som en smuk gave. Jeg står også og er itvivl om faren til barnet er ham jeg vil være sammen med for resten af mit liv og vi er først nu begyndt at lære hinanden af kende. Dertil er jeg stadig ung og nyder at gå ud med veninderne i byen og drikke en bajer eller to for meget, og det er også en ting jeg skulle ligge på hylden. 
    Rigtig meget taler imod, men jeg kan mærke at mit moderhjerte er kommet til live og min største skræk er at fortryde. 

    Har brug for nogle flere synspunkter og holdninger til min situatition, ikke at i kan tage valget for mig, men i hvertfald give mig noget at tænke over. 

    8. januar 2019 kl. 12:40

    Kære du

    Du må mærke efter helt inde i dig selv om hvad der er rigtigt for dig 

    Det er ikke sandt, at ingen fortryder de børn de har fået. Det sker, og det er et meget tabubelagt emne. Jeg håber dog at det er sjældent. Det er til gengæld almindeligt at folk fortryder omstændighederne for, hvornår/hvordan de får børn.

    Hvis du og faren ikke bliver sammen, skal i stadig kunne samarbejde de næste 18 år eller mere. Får du eller han flere børn i andre forhold senere hen, får jeres fælles barn pludselig stedsøskende, som måske bor fuld tid hos enten dig eller ham, mens jeres fælles barn må skifte frem og tilbage hver uge.

    Men har du rigeligt med kærlighed at give af og et godt netværk, så skal det da nok lykkes med eller uden din kæreste. Vælger du abort, så skal du nok få chancen for at blive mor engang, når du føler tiden er til det.

    Stort kram herfra

    no

    8. januar 2019 kl. 13:11

    Jeg fik selv en abort i din alder og det er der intet galt i. 

    Jeg er glad for at jeg traf det valgt, for jeg har haft mulighed for at opleve så meget mere. 

    Dertil kommer at faderen heller ikke ønsker det og det vil formentligt ikke holde vis han ikke på nogen måde føler sig klar. 

    Det er en stor mundfuld og jeg ville ikke være i tvivl om hvad jeg ville vælge.

    Jeg håber virkeligt du finder den rigtige beslutning for dig, men når du ingen penge har, ikke er flyttet hjemmefra og ingen uddannelse vil det nok blive umenneskeligt hårdt at skulle igennem ❤️

    Avatar
    Anonym
    8. januar 2019 kl. 13:19

    Der er mange mennesker som fortryder at få børn når rammerne ikke er til det. 

    Personligt ville jeg få en abort og så leve et undsomsliv og udforske hvem jeg selv er. Få rejst og nydt din kæreste .. og få en uddannelse så du har en god ballast.

    børn er dejlige .. men situationen er ikke altid den rigtige. Det er også et stor offer 🙂

    Avatar
    Anonym
    8. januar 2019 kl. 13:23

    Jeg blev rigrig hurtigt gravid med faren til min dreng der er 8 nu. Jeg var 20. Havde dog job og var flyttet hjemmefra. Gav forhodlet en chance for hvis vi kunne klare et barn som det første kunne vi nok klare det meste . Men vi gik fra hinanden . Jeg flyttede hjem til min mor inden jeg fødte. Skulle til at samarbejde om samvær. Begyndte uddannelse efter min barsel da jeg ikke kunne blive i mit arbejde. Nu er min dreng 8 og mit samarbejde med hans far er fint. Men jeg skal undvære ham til jul, nytår, fødselsdage.  Han misser fødselsdage hos venner når det er farweekend . Jeg fortryder ikke min dreng på nogen måde. Men indimellem kunne jeg godt se fordelen  i ikke at have en deleordning. Aner af gode grunde ikke hvordan jeg ville have klaret en abort dog. 

    8. januar 2019 kl. 14:39

    Kære du.

    Jeg synes det lyder til, at du sidder i en svær situation. og det er rigtigt synd, at du er endt her, når du har gjort en masse for at forhindre det.

    Hvis din kæreste havde været lige så meget i tvivl og inderst inde måske ønskede at beholde barnet, så ville jeg sige 'overvej det grundigt'. Men faktum er, at det vil han ikke. 

    Det er SÅ hårdt at få et lille barn. Jeg blev selv mor for 10 måneder siden, og jeg har både mand, egen bolig og godt job. Og det blev det bestemt ikke lettere af. Det er så hårdt og en kæmpe omvæltning, også selvom man er to om det. Du skal derfor forberede dig på, at du kommer til at stå helt alene med det, hvis du vælger at fortsætte. Nok bor du hjemme, og selvfølgelig vil du få hjælp af dine forældre. Men alligevel. Det er virkelig en stor mundfuld at stå med alene. Samtidig med at du kan se dine venner og veninder rejse ud, feste og nyde deres ungdom. Det havde været nok til at få mig til at gå helt ned med flaget, tror jeg. 

    I din situation havde jeg selv valgt en abort. Men jeg forstår virkelig godt, at det er svært, og det er ene og alene din beslutning. Og jo – jeg har hørt om nogen (ét par), der decideret fortrød at have fået børn. Og flere, der fortrød tidspunktet, de fik dem på. 

    Alt det bedste til dig fremover <3

    8. januar 2019 kl. 15:04

    Hej med dig.

    Jeg bliver lidt rørt når jeg læser dit indlæg, for jeg synes det er synd for dig, at du er endt i den her situation. Men du virker som en meget moden og reflekterende pige, så jeg er sikker på, at du nok skal finde den rette vej for dig.

    Først og fremmest: det er ikke sandt, at man aldrig fortryder et barn. Jeg kender en familie, der helt sikkert har fortrudt deres barn og jeg kender flere, der fortryder omstændighederne. Selvfølgelig elsker man sit barn, men der er meget mere end det i forældreskabet.

    Min søn har autisme, så jeg vil minde dig om muligheden for at at dit barn ikke er sundt og raskt. Kan du klare det? Et barn med ADHD eller autisme eller måske en anden sygdom? Det er det værste jeg har skullet gøre i mit liv: at udrede, acceptete og håndtere et barn med et kronisk handicap. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker ham. Men det er ikke en dans på roser at få sådan et barn.

    Og her må jeg simpelthen også slå et slag for at finde den rette medforælder. Måske vil din nye kæreste være en god forælder, måske vil han ikke. Måske vil han om 5-7 år, når han er blevet lidt ældre. Men det er SÅ vigtigt. Alt det der med bolig og uddannelse og penge, det skal nok løse sig, men for helvede hvor er det bare vigtigt at få sit barn/sine børn med én, man kan samarbejde med og som også ønsker det. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skulle have klaret mit liv med et handicappet barn, hvis jeg ikke havde min mand <3

    Husk at det i sidste ende er din beslutning, du skal nok klare hvad der kommer til dig.

    Kram.

    8. januar 2019 kl. 15:06

    Kære du 

    Jeg kender din siuation, jeg har selv lige fået en abort i en alder af 27. Jeg har et skønt sted og bo og ikke mindst en fantastisk dreng på snart 2, men at brige et barn i verden er en alvorlig ting. Og jeg fortryder på ingen måder min beslutning om ikke at skulle have et barn til nu. Vores omstændigheder var ikke til at få barn nummer to, men det er en lorte beslutning for at sige det lige ud. Og lige meget hvad du vælger er det super svært, du skal lytte til hvad du føler og ikke lade dig påvirke, du kan evt tale med mørehjælpen de har en rådgivnings linje som var mig super hjælpsom tl min beslutning. 
    En abort er ikke jordens undergang, utrolig mange kvinder gå igennem det og vi er så heldige i Danmark at det er vores valg. Hvis jeg må komme med et enkel råd er at træffe beslutningen hurtigst muligt. 
    Hvis du ender med en abort er det klart nemest og bedst for kroppen jo tidliger man gør det. 

    8. januar 2019 kl. 17:41

    Jeg sidder og krummer tæer, hver gang jeg læser det der citat om “at man aldrig fortryder de børn man får, men kun dem man ikke får”. For jo! Der er folk der fortryder, at de har fået barn. Det betyder ikke, at de ikke elsker barnet. Der er også en del der fortryder de omstændigheder de fik barnet under. Det vigtigste valg man træffer på vegne af sine børn er, hvem man får dem med. Det er et valg som man aldrig kan ændre, og det kan påvirke barnet på så utrolig mange måder. Nogle børn lider under at have forældre, som ikke kan samarbejde og som sket ikke har samme holdning til værdier og opdragelse. Andre lider under at have en fraværende forældre som slet ikke gider være forældre. Vi har en søn fra 2013, og jeg kan love dig for, at det er vigtigt for en dreng i den alder at have en far. Der er faktisk en dreng i børnehaven som ikke har en far, og jeg får helt ondt i maven, når jeg ser hans ansigtsudtryk, når drengegruppen har den der “min-far-er-stærkere-end-din-far-diskussion”. Jeg vil råde dig til først og fremmest at tænke på, hvad du kan tilbyde barnet. Jeg havde valgt en abort, hvis jeg havde været i dit sted, men det betyder selvfølgelig ikke, at det nødvendigvis vil være det rette valg for dig.

    8. januar 2019 kl. 21:49

    De andre kommer med fine bud og råd.

    Måske når du (fornemmer jeg) er imod abort, men samtidig ikke er klar til at få et barn, kan overveje at adoptere barnet væk til netop par der ikke selv kan få børn?

    Så skal du ikke leve med en abort. Blot et alternativ til abort-valget 🙂 

    8. januar 2019 kl. 21:52

    Søde du. Kun du ved, hvad der er rigtigt for dig. Som en skriver, du virker både fornuftig og moden. Jeg er sikker på, at du ville kunne klare at blive mor, enten alene eller med din kæreste. 

    Jeg synes, at det med at et barn ikke kan være harmonisk uden en far, er noget pjat. Selvfølgelig kan de det. Nærvær og kærlighed fra mor og andre omsorgspersoner er det vigtigste. 

    Jeg er lærer, og oplever mange børn hvor forældrene er samboende, men hvor barnet ikke trives. Det er ikke det der er det afgørende. Det afgørende er at man ønsker sit barn, elsker det, bruger tid på det, priotere det over alt andet og har et netværk, som man kan trække på. 

    Jeg er sikker på, at du ville kunne blive en skøn mor. 

    8. januar 2019 kl. 22:03

    Cheerleader skrev :

    Søde du. Kun du ved, hvad der er rigtigt for dig. Som en skriver, du virker både fornuftig og moden. Jeg er sikker på, at du ville kunne klare at blive mor, enten alene eller med din kæreste. 

    Jeg synes, at det med at et barn ikke kan være harmonisk uden en far, er noget pjat. Selvfølgelig kan de det. Nærvær og kærlighed fra mor og andre omsorgspersoner er det vigtigste. 

    Jeg er lærer, og oplever mange børn hvor forældrene er samboende, men hvor barnet ikke trives. Det er ikke det der er det afgørende. Det afgørende er at man ønsker sit barn, elsker det, bruger tid på det, priotere det over alt andet og har et netværk, som man kan trække på. 

    Jeg er sikker på, at du ville kunne blive en skøn mor. 

    Jeg læser ingen steder, at der er nogen, der skriver, at et barn ikke kan være harmonisk uden en far.

    Men der en masse tanker, man er nødt til at gøre sig, når man er i TS´s situation, og ting som man skal være bevidst om.

    Det er ikke lige meget, om man kan samarbejde med faderen, og to forældre der elsker og ønsker barnet er alt andet lige bedre end kun én.

    Det er et samarbejde, der rækker mange år ud i fremtiden, og det stopper ikke, selv om barnet bliver 18 år.

    Det er en god ting at være bevidst om sine værdier og den rollemodel, man ønsker at være for barnet. Og om man ser faderen som en god rollemodel.

    Det er også en stor mundfuld, når man stadig bor hjemme og endnu ikke har lært at tage fuldstænding var på sit eget liv – altså alt hvad der hedder hverdag, økonomi, betale huslele, holde sin lejlighed osv. 

    Og så er jeg enig i, at det er noget romantisk sludder, at man "ikke fortryder de børn, man får, kun dem man ikke får".

    Når det så er sagt, så er det kun TS, der kan tage beslutningen, og jeg håber, hun kommer frem til den beslutning, som er den rigtige for hende.

    Det kan være en rigtig god idé at ringe til Mødrehjælpen. De er vant til at rådgive i sådanne situationer.

    Avatar
    Anonym
    8. januar 2019 kl. 22:23

    Nej, man fortryder ikke sine børn. Og men elsker dem. 

    Men man kan godt fortryde omstændigheder, tidspunktet og faderen. 

    Du ved, du kan blive gravid. Så det kan du højst sandsynligt også om 5 år. Det havde været anderledes, hvis du var 40 år, eller vidste du gik tidlig i overgangsalderen, eller bare var et sted i dit liv, hvor du tænkte “perfekt – et barn er så velkomment” 

    Som en anden skriver; et barn kommer med mange glæder OG bekymringer. 

    Nogle får børn med handicaps andre får børn, som er raske, men er særligt sensitive eller måske kæmper med noget helt andet. Og som forældre er der ingen garantier for, hvilket barn du får. Men du skal gerne kunne rumme alle slags – og der er en stabil livsstil “sjovere” at få et barn i. 

    Hvis jeg var dig, så ville jeg tænke: 

    Er det lige NU der er gode omstændigheder for mig? Både hvad angår faren, omstændigerheder og livet generelt? 

    Hvis ikke – abort. Det barn du får engang, ville måske ikke være kommet, hvis du havde beholdt. Så på den måde er det ikke nødvendigvis en sorg at få en abort. 

    Jeg har haft muligheden for at få børn med alle mine 4 seriøse kærester. Men faderen til mine børn skulle kunne rumme en masse ting og være nogenlunde værdimæssig i overensstemmelse med børneopdragelse i tilfælde af en skilsmisse. 

    Jeg har et barn – med den helt rigtige mand. På et godt tidspunkt i mit. Og de aborter jeg har haft – de findes selvfølglig i mit sind, men de fylder ikke. Det gør min vidunderlige datter. 

    9. januar 2019 kl. 08:44

    Der er kun dig,der ved hvad der er det rigtige for dig.

    Så jeg kan kun fortælle,hvad jeg ville have gjort.

    Jeg ville få en abort, rammerne for et barn virker ikke optimalt..

    Ny kærste – ingen uddannelse – ingen penge – ingen bolig.

    Uddannelse kan man selvfølgelig få senere,men boliger hænger ikke på træerne,og dem der er,er enten ejerboliger eller boliger med høje indskud,hvilket jo ikke er forenligt med en arbejdsløs uden opsparing,må jeg formode.

    At få et job som fuldstændig uerfaren og gravid,lyder heller ikke særlig nemt.

    Hvad siger din kæreste?

    9. januar 2019 kl. 09:29

    Hej alle sammen. 

    Har læst alle jeres kommentarer igennem, og tusind tak for dem. Dertil ramte jeg muren i går aftes, det gik virkelig op for mig at jeg er gravid og jeg er den eneste der kan tage beslutningen, i samråd med min kæreste og familie vel og mærke. 

    Jeg kan forstå at min sætning "ingen fortryder at få børn", måske ikke var helt så korrekt, som jeg før har troet. 

    Jeg brød fuldstændig sammen og græd håbløst i 4-5 timer, fordi jeg nok kan se hvilken vej det går, hvis jeg skal tage et fornuftigt valg både for mig selv og det lille fine liv inde i min livmoder. Min kæreste er meget støttende og han stiller hypotesten op om at vi fortsatte graviditeten, og så ville udgangspunkterne nok være at han skulle droppe sin uddannelse for at komme ud at arbejde og jeg ikke kunne komme igang med at læse på mit studie til sommer, han fortsætter og siger "hvor skal vi bo?", dertil nævner han at vi kun har kendt hinanden i meget kort tid. Jeg kan sagtens se hvor urealistisk det hele lyder, men nøj jeg synes det er svært fordi jeg går hele tiden med tanken "jeg ved hvad det kan blive til"
     

    Jeg har boet ude i 2 år, så jeg ved hvordan man styrer en økonomi og jeg har en opsparing som netop skulle bruges til indskud til en lejlighed, når jeg skulle studere og jeg arbejder lige nu fuldtid, hvor jeg det sidste halve år har sparet en del penge op, men igen "hvad kan jeg bruge det til", fordi det hele er stadig urealistisk mht økonomi, min fremtidige uddannelse, bosted + min nye kæreste. 

    Jeg har en rigtig støttende familie, som siger jeg skal tænke mig godt og grundligt, og lige gyldigt hvilket valg jeg tager, så vil de støtte mig og være der for mig. Det sværeste lige nu er det beskyttergen jeg har over for det liv jeg har i min mave, jeg kan mærke jeg ikke vil have det taget fra mig. Jeg ved at jeg ville knuse elske det barn, som ville komme ud af det, men er det nok, når alle de andre parametre er så usikre? Og man kan også vende den om og sige at måske ville jeg beskytte dét mere ved at få en abort.

    Øv hvor er det her en vanskelig situation og nok det sværeste valg jeg nogensinde har måtte træffe. 

    Igen tusind tak for jeres mange gode konstruktive svar. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 43 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.