Close
Log Ind Opret Bruger

24 år, frygt og angst

  • Avatar
    Anonym
    11 januar 2021, 07:43

    Hej søde mennesker, jeg har i en periode fulgt med udefra og har endelig samlet mod til at dele mine tanker. Som overskriften fortæller, er jeg 24 år, og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Jeg vil gerne have barnet, og glæder mig meget til at blive mor, men frygter en del ting forbundet med min alder og hvor langt jeg er i livet. Mange af de ting jeg frygter er baseret på social angst.

    Min angst bygger på;

    • Jeg er for ung. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er omkring 30 år i Danmark, jeg frygter inderligt en form for social fordom, der bygger på at jeg er for ung og at jeg "jo" har hele livet foran mig til at blive mor. Nogle vil le af det, men min angst trigger altså i den retning.

    • Jeg ikke kan rejse verden rundt med et barn.

    • At jeg ikke kan udleve mine drømme. Som kommende mor vil jeg gerne bruge masser af tid med mit barn/fremtidige børn og det skaber en frygt i mig om at jeg ikke kan blive iværksætter som jeg drømmer om.

    • At min boligsituation ikke er egnet til børn. Jeg bor med min kæreste i en 2-værelses lejlighed som er ret stor, men tanken om at barnet ikke har sit eget værelse/nursery i de første 2 år før vi kan flytte skaber angst for om det bliver for trængt.

    • Forsinket på studiet. Jeg har et år tilbage af studiet efter førdsel. Jeg er bliver ked af at jeg ikke har mulighed for at færdiggøre mit studie på normineret tid.

    Min frygt ses måske som værende plat og som et "luksusproblem", men angst er ikke for sjov. Desuden er det her ting som jeg kan styre/lære at leve med – jeg har udover det en kæmpe angst for barnets helbred og velvære, som er en tråd for sig selv.

    Mit spørgsmål er, om nogle af jer stod i situationer der minder om og klarede jer fint. Jeg føler ikke jeg er i den rigtige "setting" for at blive mor, selvom jeg af hele mit hjerte gerne vil være det. 

    11. januar 2021 kl. 08:02

    Hej søde du! Synes slet ikke det er mærkeligt de tanker du gør dig. Jeg stod i en lignende situation da jeg blev planlagt gravid som 21 årig.

    Der er ikke nogle som har set skævt til mig og min kæreste om at vi fik vores datter som 22 og 23 årig. Men der kan være nogle som dømmer.. Men mange ting kan man lave med børn, dog kræver det mere planlægning 😜

    Min kæreste og jeg boede i en to værelses til vores datter var 1 år, det kan sagtens lade sig gøre! Det var dog trængt til sidst da hun begyndte at gå, men vores to værelses var også lille og dårligt indrettet 😅.. jeg har en veninde der bor i en stor to værelses og deres søn er 1,5 og det fungerer så fint, så ingen grund til bekymring på det punkt! 

    Jeg gik på barsel efter 3. Semester ud af 6. Det gik så fint, kom bare tilbage igen efter et år. Nu har jeg lige afleveret bachelor og færdiggjort 5. Semester så jeg bliver færdig med min bachelor uddannelse til juni. Vi venter så baby no 2 til september, igen planlagt.

    Det er da hårdt at være studerende og forældre men det kan også sagtens lykkes. 

    Jeg har lige kommenteret på de ting, hvor vores situationer minder meget om hinanden! Du er velkommen til at sende en besked, jeg er som sagt også gravid igen og er også 24 nu.

    Håber det måske gav en smule ro i maven. Er sikker på det hele nok skal gå så fint!

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 08:03

    Nu kender jeg ikke noget til social angst. Men ift de punkter du skriver, vil jeg opmuntre dig med følgende:

    1) Rent biologisk er det en perfekt alder at få børn. Din krop er færdigudviklet, og din fertilitet falder fra du er 25 år. Der er rigtig mange kvinder, der får børn i din alder – tænk på, at for at få et gennemsnit på 30 vil nogle være ældre, andre yngre. Og du har jo været voksen i flere år. 

    2) Mange børn kan man sagtens rejse verden rundt med. Det kan godt være, det bliver på en måde end når man er 16 år, men det gør måske heller ikke noget?

    3) Det er perfekt at være selvstændig (og studerende) som småbarnsmor. Der er SÅ meget mere fleksibilitet ift barn syg-dage osv end et alm fuldtidsjob. 

    4) Et barn har ikke brug for eget værelse i den alder. Har I en lege-/sovekrog el lign, er det rigeligt – hvis ikke I alle foretrækker at sove og være sammen hele tiden. Min datter på 4 år er først lige begyndt at bruge sit legeværelse til andet end opbevaring (hun sovet i eget værelse, og har gjort 1 år). 

    5) Forsinkelse på studiet kan jo skyldes mange ting. Personligt brugte jeg 2 år mere end normeret – bare fordi. Jeg havde ikke børn, som jo er en rigtig god undskyldning.

    Hvis det hele fylder for meget, kan du jo finde en at tale med. Man kan jo sagtens glæde sig og være bekymret samtidig.

     

    11. januar 2021 kl. 08:11

    Din situation var præcis som min dengang. Jeg fik min datter som 24 årig, og boede i en lille 2 værelset med min kæreste eller vi bor her stadig.

    Dit liv og dine drømme går ikke i stå fordi man får et barn. Det er først begyndt 🙂

    mht til værelse til dit kommende barn, så har baby slet ikke behov for det de første år. Vi gjorde det, da vores datter blev 2,5, at vi rykkede vores seng i stuen og hun fik soveværelset som værelse, og det fungere upåklageligt 🙂

    Tænker at du bliver nødt til at arbejde med dig selv og dine følelser, og lade vær at gøre tingene værre end at de ikke kan klares 🙂 Der er masser der får børn i den alder, så synes du skal lade vær at ligge din energi i hvad andre mon tænker.

    Nyd du er gravid! Alting skal nok gå 🙂

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 08:13

    @Babyfever21 

    Åh hvor dejligt med sådan en besked! Tusind tak for forståelsen, først og fremmest. Jeg synes virkelig det er hårdt at gå og spekulerer over om man gør noget "forkert". Jeg har haft meget nedtrykkede følelser over graviditeten på grund af de her spekulationer, hvilket er super ærgerligt fordi jeg selv synes det er super dejligt at få lov at blive forældre. Jeg vidste ikke det vil fylde så meget i mit hoved, men mon ikke det forhåbenligt kan stilne af i takt med jeg arbejder med tankerne. 
    Tak igen!

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 08:19

    oopsie skrev :

    Nu kender jeg ikke noget til social angst. Men ift de punkter du skriver, vil jeg opmuntre dig med følgende:

    1) Rent biologisk er det en perfekt alder at få børn. Din krop er færdigudviklet, og din fertilitet falder fra du er 25 år. Der er rigtig mange kvinder, der får børn i din alder – tænk på, at for at få et gennemsnit på 30 vil nogle være ældre, andre yngre. Og du har jo været voksen i flere år. 

    2) Mange børn kan man sagtens rejse verden rundt med. Det kan godt være, det bliver på en måde end når man er 16 år, men det gør måske heller ikke noget?

    3) Det er perfekt at være selvstændig (og studerende) som småbarnsmor. Der er SÅ meget mere fleksibilitet ift barn syg-dage osv end et alm fuldtidsjob. 

    4) Et barn har ikke brug for eget værelse i den alder. Har I en lege-/sovekrog el lign, er det rigeligt – hvis ikke I alle foretrækker at sove og være sammen hele tiden. Min datter på 4 år er først lige begyndt at bruge sit legeværelse til andet end opbevaring (hun sovet i eget værelse, og har gjort 1 år). 

    5) Forsinkelse på studiet kan jo skyldes mange ting. Personligt brugte jeg 2 år mere end normeret – bare fordi. Jeg havde ikke børn, som jo er en rigtig god undskyldning.

    Hvis det hele fylder for meget, kan du jo finde en at tale med. Man kan jo sagtens glæde sig og være bekymret samtidig.

     

    Tak for at du har brugt tid på at svare! Dejligt at du har gennemgået alle punkter. Jeg føler virkelig en tryghed I at vide at jeg ikke er for tidlig på den, og at det hele nok skal gå før eller siden. Vi har ikke en sovekrog, men en stor åben altan, hvor baby kan sove i barnevogn med masser af frisk luft. Vi overvejer også at rokere lidt i møblerne og smide ud af det der fylder. Jeg håber også at jeg fortsat kan udøve mine drømme om iværksætteri, og måske kan det lade sig gøre alligevel. 😀

    Tak igen!

    11. januar 2021 kl. 08:22

    Kære du

    De ting du bekymret dig om, er på mange måder helt indenfor normale bekymringer for førstegangsmødre. Og 24 år er jo en helt almindelig og ikke-ekstrem alder at få børn i. Men det kunne lyde som om, at du har brug for at få behandlet din angst, såfremt den tager overhånd ift. rationelt at kunne "skelne" mellem almindelig relevant bekymring (som de fleste har) og så noget som ødelægger din graviditetsoplevelse/relation til barnet (fx overdreven sygdomsangst).

    I øvrigt … er vi masser af mennesker som bor småt, rejser verden rundt med vores børn og gør karriere 😉 Måske gør vi ikke det hele på samme tid, og noget af det kræver selvsagt mere planlægning end uden børn … men det er lidt, hvad man selv er med til at gøre det til. Det er "bare" et barn 😉

    Ps: Du skriver en masse om hvad du selv tænker og gerne vil… men hvor er din kæreste henne i alt dette?

    Held og lykke med det hele.

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 08:24

    emiliaa skrev :

    Din situation var præcis som min dengang. Jeg fik min datter som 24 årig, og boede i en lille 2 værelset med min kæreste eller vi bor her stadig.

    Dit liv og dine drømme går ikke i stå fordi man får et barn. Det er først begyndt 🙂

    mht til værelse til dit kommende barn, så har baby slet ikke behov for det de første år. Vi gjorde det, da vores datter blev 2,5, at vi rykkede vores seng i stuen og hun fik soveværelset som værelse, og det fungere upåklageligt 🙂

    Tænker at du bliver nødt til at arbejde med dig selv og dine følelser, og lade vær at gøre tingene værre end at de ikke kan klares 🙂 Der er masser der får børn i den alder, så synes du skal lade vær at ligge din energi i hvad andre mon tænker.

    Nyd du er gravid! Alting skal nok gå 🙂

    Dit liv og dine drømme går ikke i stå fordi man får et barn. Det er først begyndt

    Det er selvfølgelig en hel anden måde at se det hel på – det vil jeg tænke på hvis angsten slipper op igen. Tak fordi du gider dele jeres måde at gøre det på! Jeg skal helt sikkert arbejde med min angst, og tanken om at alt skal være perfekt (eller ændre betydningen af hvad perfekt skal være). 🙂

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 08:36

    ErDuHerIkkeSnart skrev :

    Kære du

    De ting du bekymret dig om, er på mange måder helt indenfor normale bekymringer for førstegangsmødre. Og 24 år er jo en helt almindelig og ikke-ekstrem alder at få børn i. Men det kunne lyde som om, at du har brug for at få behandlet din angst, såfremt den tager overhånd ift. rationelt at kunne "skelne" mellem almindelig relevant bekymring (som de fleste har) og så noget som ødelægger din graviditetsoplevelse/relation til barnet (fx overdreven sygdomsangst).

    I øvrigt … er vi masser af mennesker som bor småt, rejser verden rundt med vores børn og gør karriere 😉 Måske gør vi ikke det hele på samme tid, og noget af det kræver selvsagt mere planlægning end uden børn … men det er lidt, hvad man selv er med til at gøre det til. Det er "bare" et barn 😉

    Ps: Du skriver en masse om hvad du selv tænker og gerne vil… men hvor er din kæreste henne i alt dette?

    Held og lykke med det hele.

    Hej, tak for din besked.

    Min angst bunder i min skolegang, som har presset mig til at se verden urealistisk og som en stor konkurrence. Jeg har døjet med meltdowns ved dårlig præstation i så stort et omfang at jeg har været på hospitalet flere gange i løbet af mine første år på studiet. Jeg går til coaching og arbejder med det – men at høre baby-relaterede bekymringer fra nogen der har stået i samme situation er langt mere trøstende end at høre det fra sin coach. Jeg er virkelig glad og glæder mig meget til at blive mor men min angst kan overkygge det tid tider – det arbejder jeg på.
     

    Mht. min kæreste er han støttende og hjælper mig utrolig meget når jeg bliver ængstelig. Han har et klassisk 9-17 job og er klar på at tage barsel når jeg selv vil tilbage i til studiet igen. Han tager alt i et chill tempo og deler holdning med de fleste herinde om at alt kan lade sig gøre med baby og at vores lejliged ikke er en begrænsene faktor for det ene eller andet etc. Det gør jo meget at han tænker stik modsat mig når min hjerne slår over i negativ-mode. 

    11. januar 2021 kl. 09:08

    loveisonitsway skrev :

    Hej søde mennesker, jeg har i en periode fulgt med udefra og har endelig samlet mod til at dele mine tanker. Som overskriften fortæller, er jeg 24 år, og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Jeg vil gerne have barnet, og glæder mig meget til at blive mor, men frygter en del ting forbundet med min alder og hvor langt jeg er i livet. Mange af de ting jeg frygter er baseret på social angst.

    Min angst bygger på;

    • Jeg er for ung. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er omkring 30 år i Danmark, jeg frygter inderligt en form for social fordom, der bygger på at jeg er for ung og at jeg "jo" har hele livet foran mig til at blive mor. Nogle vil le af det, men min angst trigger altså i den retning.

    • Jeg ikke kan rejse verden rundt med et barn.

    • At jeg ikke kan udleve mine drømme. Som kommende mor vil jeg gerne bruge masser af tid med mit barn/fremtidige børn og det skaber en frygt i mig om at jeg ikke kan blive iværksætter som jeg drømmer om.

    • At min boligsituation ikke er egnet til børn. Jeg bor med min kæreste i en 2-værelses lejlighed som er ret stor, men tanken om at barnet ikke har sit eget værelse/nursery i de første 2 år før vi kan flytte skaber angst for om det bliver for trængt.

    • Forsinket på studiet. Jeg har et år tilbage af studiet efter førdsel. Jeg er bliver ked af at jeg ikke har mulighed for at færdiggøre mit studie på normineret tid.

    Min frygt ses måske som værende plat og som et "luksusproblem", men angst er ikke for sjov. Desuden er det her ting som jeg kan styre/lære at leve med – jeg har udover det en kæmpe angst for barnets helbred og velvære, som er en tråd for sig selv.

    Mit spørgsmål er, om nogle af jer stod i situationer der minder om og klarede jer fint. Jeg føler ikke jeg er i den rigtige "setting" for at blive mor, selvom jeg af hele mit hjerte gerne vil være det. 

    Ad sociale normer: Ret ryggen. Det er det bedste du kan gøre sad 

    Ad rejse: Du kan sagtens rejse med børn. De er fantastiske rejsemakkere. Vi har med vores børn, som

    vi fik tidligt, rejst langt mere end de fleste vi kender uden børn. Som fik børn til "normal" tid. 

    Ad karriere. Fungerer fint, det er bare at smøge ærmerne op! Men hvis du forventer at sidde og se Netflix 3 timer hver aften når barnet er puttet kommer du nok ikke så langt  At være iværksætter med den fleksibilitet der hører til fungerer fint med børn – eller du kan gå den vej senere i livet. 
     

    Ad boligsituation: Børn fylder ikke, ting gør. I kan fint bo i en toværelses. Se på de der bor i Tiny Houses 

    Ad studie. Så færdiggør det på nomineret tid. Det kan du godt – hvis du vil. Og vil du ikke og prioriterer barnet, er det også ok. Men igen, den her lugter lidt af normer og din øvrige skræk for hvad andre tænker og af den grund synes jeg ikke, at du skal prioritere det. Men hvis det er vigtigt for dig, så starter du inden bebs kommer og lader sin mand tage den barsel som han jo har som arbejdende og du studerende. Du kan amme og han det andet. Arbejd fokuseret. Så tager et speciale altså ikke så

    lang tid. Være hjemme sammen, som er så hyggeligt. Og bliver færdig til tiden. 
     

    Så ja, jeg stod i stort set samme situation, men den væsentlige forskel er, at jeg ville det og ikke lagde skjul på det. Jeg sagde til omgivelserne at det var planlagt. Jeg er super målrettet og når mere end de fleste, så ingen har nogen sinde sat spørgsmålstegn ved noget. Tværtigmod har jeg oplevet stor respekt for at vi lykkes med det vi gør. Det lød selvfedt, undskyld til jante enlightened men tænkte du havde brug for at høre det.  Og den ekstra bonus: Det bliver så godt for dig med et andet fokus – sålænge angsten ikke flytter med! 

    11. januar 2021 kl. 09:47

    Jeg var lige blevet 20 år da jeg blev uplanlagt gravid. Vi ønskede at beholde. Vi boede i en lille to værelses lejlighed med havde muligheden for at flytte til en treværelses. Jeg var studerende men 1.5 år tilbage fra jeg gik på barsel. 
    Ja jeg oplevede en sjælden gang imellem at nogen dømte mig på alderen men det var godt nok ikke tit! Vi har rejst en del med vores allerede og det har ikke været noget problem. Jeg fik færdiggjort min uddannelse lidt senere ja, men jeg fik et vidunderligt barn! 

    Jeg var lige fyldt 23 da jeg blev planlagt gravid med nummer to. Nu er jeg ligesom dig 24 år. Har to børn. En uddannelse. Vi bor stadig i en tre værelses hvor de to skal dele værelse. Og hvad så? Min den store leger alligevel næsten altid inde i stuen og sover kun på værelset. Ingen af dem mangler noget!

    Mit bedste råd er ikke at lade dig påvirke af omverden men gøre hvad der er rigtigt for dig og din familie ❤️

    11. januar 2021 kl. 13:20

    Jeg lider godt nok hverken af angst eller er ung som dig, men jeg kan forsikre dig for, at du bestemt ikke står alene (som du også kan læse af denne tråd).

    Din frygt for at blive dømt -ja den er reel nok, men du er "kun" ung, ikke FOR ung. Og jeg kender mange i min nærmeste omgangskreds der er blevet unge forældre -både en af mine medpartnere (som jeg ejer virksomhed med) og min bedste veninde. Og for begge har det været planlagt at få børn forholdsvis tidligt (i hvert fald tidligere end den gennemsnitlige dansker). Og begge stortrives med det, og ingen af dem har mødt nogle fordomme -tværtimod. Jeg selv ligger så i den anden ende, og har valgt at få barn meget sent -og der er bestemt lige så mange fordomme. Men det var dét der var mit valg, og jeg er ret trekvart ligeglad med andres fordomme, for det siger langt mere om dem selv end om mig 🙂 (Jeg er 46 og har lige født min søn for 2 mdr siden). Men ingen af mine nærmeste eller min omgangskreds har dømt mig -jeg har udelukkende fået støtte og opbakning 🙂

    Og mht at rejse -det er i allerhøjeste grad muligt. Jeg har selv rejst rigtig meget, og mødt utrolig mange på mine rejser der havde børn, nogle endda helt små børn på under 1 år. 2 af mine (mandlige) kolleger tager på udlandsrejser med deres helt små børn, og min veninde og hendes mand har ligeledes rejst med deres børn -og de har nu 4 ! På deres seneste rejse var den yngste kun 2 år. Så det kan du sagtens ! Det bliver natuligvis i et andet tempo end uden børn, men du kan sagtens rejse rundt -også med rygsæk og også på trekking mm. Det har jeg i hvert fald selv tænkt mig at gøre med min søn ! Det er kun fantasien der sætter grænsen.

    Mht bolig -jeg bor selv i en lille 2'er, og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på de første år selvom jeg nu har fået en søn. Som folk skriver herinde, så er der SLET ikke grund til at tænke børneværelse før barnet er mindst 2-3 år, og i København (hvor jeg bor) er der mange der bor småt, også med børn, for der er ganske enkelt ikke råd til andet. I min andelsforening var der sågår et par der boede med 2 små børn i en 2'er (det var dog også liiige småt nok). Men min søn når i hvert fald børnehavealderen før jeg evt flytter til noget større.

    Studie: du er langt bedre stillet som studerende mht tid end når du kommer ud på arbejdsmarkedet. Færdiguddannede der ikke har fået børn (endnu) kan let ende i kategorien at en når de søger et job, ved arbejdsgiver udmærket godt, at der måske står familieforøgelse i udsigt indenfor få år. Har du derimod fået barn/børn under studietiden, hvor du i øvrigt har LANGT større fleksibilitet ifht lang orlov, sygefravær etc end på arbejdsmarkedet, og kan signalere at du altså allerede har fået barn/børn, og dermed ikke lige står overfor mulig barselsfravær i nær fremtid, ja så står du ret stærkt på arbejdsmarkedet.

    Og mht dine gængse bekymringer og angst omkring det at få et barn -det ændrer sig på ingen måde med alderen. Den er der stadig selvom man er 40 år+ kan jeg skrive under på. I hvert fald som førstegangsmor. For ansvaret er stadig det samme, om du er 24 eller 46 -og det kan være meget skræmmende. Men jeg lover dig, at det på ingen måde overskygger den vanvittige glæde og livsbekræftelse det også er. 

    Og så skal man bare generelt få børn når man er klar til det og ønsket er der (og det ikke er uansvarligt). Også selvom man måtte være yngre eller ældre end gennemsnittet. For gennemsnittet er ren statistik ! Og kigger du rundt i regionerne, er der kæmpe stor forskel på hvornår folk får børn ! I storbyerne er folk generelt lidt ældre, hvorimod i provinsen noget yngre. Feks er min egen mor lige blevet mormor som 72 årig, hvorimod hendes storesøster (der er 75 år) allerede er oldemor til 11 børn -men hendes børn og børnebørn (og oldebørn) bor primært på Lolland, hvor jeg og min bror begge bor i København. Så der er meget stor forskel på hvad normen for i hvilken alder man får børn, alt efter hvor i landet man bor. Ikke at det skal være en afgørende faktor for hvornår man selv får børn, men det er blot for at illustrere, at bor man på feks vest Lolland, så er det på ingen måde tidligt at få børn som 24 årig.

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 13:37

    Kære du

    Jeg troede da nærmest lige det var en beskrivelse af mig du havde skrevet – bare for 9 år siden. 
     

    jeg var lige blevet 24 år da jeg fødte vores første søn. Midt i uddannelse (bachelor), og vi boede i en lille 2 værelseslejlighed. 
    Spol 9 år frem: Det hele gik! Og nu har vi en søn mere og igang med projekt baby 3. 
    Jeg nåede igennem både bachelor og kandidat, min mand nåede igennem bachelor, kandidat og PhD. Vi har rejst rundt i verden med vores børn. Heraf 6 måneder hvor vi var vidt omkring med en dengang 5-årig og 5-11 måneders baby. 

    Har det været hårdt?Ja!

    Har det været det hele værd? Ja!

    Vi blev boende i vores lille lejlighed. Drengene har delt værelse, vi har sovet i stuen og først her et halvt år inden den store fylder 9 år, er vi flyttet i en større lejlighed. 
     

    Det skal nok gå. Det vigtigste er hvad i vil ❤️
    Livet slutter ikke ved børn, det starter på en helt ny måde som i kan forme som i vil. 
     

    Kram herfra. 

    Avatar
    Anonym
    11. januar 2021 kl. 14:08

    loveisonitsway skrev :

    Hej søde mennesker, jeg har i en periode fulgt med udefra og har endelig samlet mod til at dele mine tanker. Som overskriften fortæller, er jeg 24 år, og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Jeg vil gerne have barnet, og glæder mig meget til at blive mor, men frygter en del ting forbundet med min alder og hvor langt jeg er i livet. Mange af de ting jeg frygter er baseret på social angst.

    Min angst bygger på;

    • Jeg er for ung. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er omkring 30 år i Danmark, jeg frygter inderligt en form for social fordom, der bygger på at jeg er for ung og at jeg "jo" har hele livet foran mig til at blive mor. Nogle vil le af det, men min angst trigger altså i den retning.

    • Jeg ikke kan rejse verden rundt med et barn.

    • At jeg ikke kan udleve mine drømme. Som kommende mor vil jeg gerne bruge masser af tid med mit barn/fremtidige børn og det skaber en frygt i mig om at jeg ikke kan blive iværksætter som jeg drømmer om.

    • At min boligsituation ikke er egnet til børn. Jeg bor med min kæreste i en 2-værelses lejlighed som er ret stor, men tanken om at barnet ikke har sit eget værelse/nursery i de første 2 år før vi kan flytte skaber angst for om det bliver for trængt.

    • Forsinket på studiet. Jeg har et år tilbage af studiet efter førdsel. Jeg er bliver ked af at jeg ikke har mulighed for at færdiggøre mit studie på normineret tid.

    Min frygt ses måske som værende plat og som et "luksusproblem", men angst er ikke for sjov. Desuden er det her ting som jeg kan styre/lære at leve med – jeg har udover det en kæmpe angst for barnets helbred og velvære, som er en tråd for sig selv.

    Mit spørgsmål er, om nogle af jer stod i situationer der minder om og klarede jer fint. Jeg føler ikke jeg er i den rigtige "setting" for at blive mor, selvom jeg af hele mit hjerte gerne vil være det. 

    Jeg var 28 da jeg blev mor første gang, så lidt tættere på gennemsnitsalderen MEN jeg synes ikke 24 år kan defineres som værende for ung og det er ikke en alder jeg tænker vil møde "ung mor"-fordomme i udpræget grad, men det kommer nok også an på ens omgangskreds. I min første mødregruppe i det såkaldte Udkantsdanmark var vi to 28-årige førstegangsfødende som de ældste, og to i midt-tyverne der var andengangs – så på de kanter var vi faktisk ret gamle ift. at blive mødre første gang. Min jævnalderende kom fra indre København og der blev hun set på som ung mor (ikke i systemet men af omverdenen) fordi gennemsnitsalderen var langt højere der. Så synet på hvornår man er ung eller gammel mor er meget afhængig af bl.a. hvor man bor og ens omgangskreds og de normer der nu engang er der.

    Som 24 årig vil jeg påstå at du er længe forbi det punkt hvor man i bekymrende tone kan snakke om for ung 😉

    Omkring boligsituationen – børn behøver ikke eget værelse for langt langt senere. Mine har fået i en alder af 2,5 og 4 men de kunne snildt have delt værelse eller delt med mig nogle år endnu. Så eget værelse eller ikke – det er rigtig meget en smagssag. Hvis I indretter jer efter det, så kan I måske lave en "babyzone" i soveværelset og en i stuen hvis det er rarest for jer at have lidt opdeling på.

    Studiet – jeg var studerende da jeg fil begge mine børn (og er stadig) og var derfor 2 år ekstra om min bachelor. Det tænker jeg ikke der bliver studset synderligt over – jeg har i mit CV blot noteret at der er indlagt 2*12 måneders barsel. 
    Personligt vil jeg hellere have barsel under studie end lige efter. Ja man bliver forsinket med barslens længde, men når man kommer ud står man lige med de andre man dimitterer med. Barsel lige efter = der kommer en ny frisk årgang i det man selv skal til at finde arbejde. Men kommer selvfølgelig også an på hvad man læser, tænker jeg.
    Der er jo forskellige muligheder for at skrue studie og det at få børn sammen, så dem kan du eventuelt se på ift. hvor meget senere du bliver færdig. Økonomisk får du jo 12 barselsklip til SUen.

    Men når nu I gerne vil have barnet, så er det måske mere nærliggende at se ind i hvorfor det generer/bekymrer dig at være lidt længere om studiet end normeret tid? Er det frygten for hvordan det ser ud på CVet? Føler du at du bryder med hvordan man burde gøre? 
     

    Der er ok mange der får børn under studie så du er altså langt fra den eneste der har en barsel undervejs 😉

     

    11. januar 2021 kl. 14:14

    loveisonitsway skrev :

    ErDuHerIkkeSnart skrev :

    Kære du

    De ting du bekymret dig om, er på mange måder helt indenfor normale bekymringer for førstegangsmødre. Og 24 år er jo en helt almindelig og ikke-ekstrem alder at få børn i. Men det kunne lyde som om, at du har brug for at få behandlet din angst, såfremt den tager overhånd ift. rationelt at kunne "skelne" mellem almindelig relevant bekymring (som de fleste har) og så noget som ødelægger din graviditetsoplevelse/relation til barnet (fx overdreven sygdomsangst).

    I øvrigt … er vi masser af mennesker som bor småt, rejser verden rundt med vores børn og gør karriere 😉 Måske gør vi ikke det hele på samme tid, og noget af det kræver selvsagt mere planlægning end uden børn … men det er lidt, hvad man selv er med til at gøre det til. Det er "bare" et barn 😉

    Ps: Du skriver en masse om hvad du selv tænker og gerne vil… men hvor er din kæreste henne i alt dette?

    Held og lykke med det hele.

    Hej, tak for din besked.

    Min angst bunder i min skolegang, som har presset mig til at se verden urealistisk og som en stor konkurrence. Jeg har døjet med meltdowns ved dårlig præstation i så stort et omfang at jeg har været på hospitalet flere gange i løbet af mine første år på studiet. Jeg går til coaching og arbejder med det – men at høre baby-relaterede bekymringer fra nogen der har stået i samme situation er langt mere trøstende end at høre det fra sin coach. Jeg er virkelig glad og glæder mig meget til at blive mor men min angst kan overkygge det tid tider – det arbejder jeg på.
     

    Mht. min kæreste er han støttende og hjælper mig utrolig meget når jeg bliver ængstelig. Han har et klassisk 9-17 job og er klar på at tage barsel når jeg selv vil tilbage i til studiet igen. Han tager alt i et chill tempo og deler holdning med de fleste herinde om at alt kan lade sig gøre med baby og at vores lejliged ikke er en begrænsene faktor for det ene eller andet etc. Det gør jo meget at han tænker stik modsat mig når min hjerne slår over i negativ-mode. 

    Det er faktisk en kæmpe fordel, at du ikke når at gøre din uddannelse færdig, især når din kæreste samtidig er i job. For det betyder, at din kæreste kan tage alle de 32 ugers barselsorlov, som I ville have skullet dele imellem jer, hvis du også havde været i arbejde. Du får 12 ekstra SU-klip, som du kan bruge mens du holder barsel. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 19 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.