Close
Log Ind Opret Bruger

39 år – gravid med mit 3. barn med 3. mand

  • 6 januar 2021, 18:03

    Jeg er en kvinde på 39 år med 2 fantastiske døtre på 17 og 9. Jeg blev altså mor for første gang som knap 22-årig, hvilket var planlagt og et stort ønske for både faren og jeg. Desværre holdt forholdet ikke, men faren var og er stadig en stor del af min ældste datters liv. Hun er faktisk flyttet hjem til ham i marts måned. Min yngste datter fik jeg med en anden mand, der var steriliseret da jeg mødte ham (han har 4 andre børn). Vi flyttede sammen efter lidt over et år og blev gift efter 2 år. Jeg ville gerne have et barn mere, hvilket han vidste fra starten. Han blev refertiliseret, og måneden efter vi blev gift, stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. 2 måneder efter vågnede jeg op en morgen, og så var han væk! Han havde gemt nogle ting i kælderen og havde fået en lejlighed – alt sammen uden at sige ét ord til mig om sine overvejelser. Jeg stod altså alene med min datter og et barn i maven og forsøgte at gøre alt for at holde sammen på vores familie, selvom jeg havde mistet tilliden fuldstændig til ham, fordi jeg ønskede at vores kommende barn skulle have en relation til ham fra starten. Det var først op til fødslen, han kom retur.

    Vi flyttede til noget større og forsøgte at starte forfra, men han var langt fra den far for vores datter, jeg havde håbet. Da hun var knap 2 år gav jeg op, og han havde det helt fint med at flytte fra os. Forholdet mellem ham og vores datter har været præget af stor ustabilitet, da han flyttede til Malmø, blev gift igen og ikke gjorde sig specielt gældende i hendes liv.

    Nu er hun 9 år og siger selv til og fra ift., om hun vil tale med ham i telefon eller se ham.

    For knap 2 år siden mødte jeg min nuværende kæreste, som uden sammenligning er den mest stabile, ordentlige og tillidsvækkende mand, jeg har mødt. Han er 3 år ældre end mig men har ingen børn. Da vi mødtes, var det derfor naturligt at tale om, om det var noget han ville. Det var det, men han ville hellere undvære at få et barn end at få barn med den forkerte. Jeg sagde, at jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville have flere børn, fordi jeg i så fald ville have 3 børn med 3 forskellige og skabe en virkelig stor aldersforskel mellem den ældste og yngste. Det respekterede han. Han har fra starten været af været utrolig sød mod begge mine piger og gjort alt for at vise dem, han vil dem.

    Nogle måneder efter den samtale nævnte han dog, hvor dejligt det ville være at få et barn sammen, og jeg kunne mærke, at fornuften sagde ’nej’ men hjertet ’ja’. For her var chancen for endeligt at få – ikke en kernefamilie i traditionel forstand men – en familie med et barn hvor far og mor boede sammen, hvor der var styr på tingene, økonomien, netværket osv. Jeg læste mig frem til, at kvinder i min alder havde 4 – 5 % chance for at blive gravid, så vi aftalte at give det et års tid, og hvis jeg ikke var blevet gravid inden da, var det sådan det var.

    Og så skete det! Efter 8 måneder uden prævention er jeg nu gravid i 6. uge. Og jeg er gået fuldstændig i panik og er slet ikke glad (som jeg burde være). Tankerne kører rundt i hovedet; hvordan kan jeg være så uforsvarlig at lade det ske? Hvordan kan man synes, det er en god idé at få 3 børn med 3 forskellige? Hvordan kan jeg byde min ældste en søskende, der er 18 år yngre? Bliver min hjemmeboende datter nu tilsidesat af min kæreste, der pludselig får sit eget barn? Hvad skal der ske med min karriere? Nu var jeg lige begyndt at føle bare lidt frihed efter pigerne er blevet store – en frihed jeg ikke har følt, siden jeg lige var i start 20´erne. En frihed jeg sukker efter. Nu starter alt bare forfra. Hvor skal energien komme fra? Jeg tager min opgave som mor dybt seriøs og det ansvar der følger med. Mine piger er super velfungerende, sjove, kloge, kærlige, glade og sympatiske skabninger. Jeg er bare blevet mor i så ung en alder, at det unægtelig påvirker kernefamilie-setup´et. I mit tilfælde passer devisen 'livet leves forfra og forstås bagfra' virkeligt!

    Jeg er så forvirret og ulykkelig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er dage, hvor jeg håber, jeg får en spontan abort, hvilket er helt absurd. For jeg kommer ikke til at stå alene denne gang. Jeg har en fuldstændig fantastisk mand ved min side, som er støttende og med super sunde kerneværdier. Han har købt et hus til os, som vi flyttede ind i for 3 måneder siden, så rammerne er i orden, selvom vi gerne vil renovere. Men hans karriere gør, at han arbejder meget, og jeg står for alt det huslige. Han har dog sagt, at han vil tilpasse sig og gerne tage halvdelen af barslen.

    Jeg brød sammen i går og delte alle mine bekymringer med ham. Han har intet problem med at jeg har 2 børn med 2 forskellige (selvom han ikke giver meget for fædrene). Han kan i det hele taget ikke se problemet, hvilket jeg jo godt forstår, for han har et helt andet udgangspunkt.

    Han er rigtig ked af, at jeg vakler ift. vores valg om at få et barn, hvilket jeg dog også gjorde inden, jeg blev gravid. Han nægter mig ikke at få en abort, men ville blive knust, hvis jeg vælger det.

    Jeg føler, jeg svigter mine piger ved at få det her barn, at det er noget jeg gør MOD dem, og jeg føler jeg positionerer mig til offentlig udskamning ved at få mit 3. barn med den 3. mand (og føler også indre skam). Og det kunne jeg jo have sagt mig selv, inden jeg smed præventionen – og det gjorde jeg også. Men der var det en tænkt situation, nu vælter alle følelserne og tvivlen op i mig.  Jeg skal kunne stå på mål for denne store beslutning, men jeg skal også tænke på min kæreste i alt det her.

    Reflektioner modtages med kyshånd – og tak fordi du læste med…

    Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Kærlig hilsen

Julie & resten af Team Min-Mave.dk