Close
Log Ind Opret Bruger

Svigermor….

  • 23 december 2017, 14:34

    Hej allesammen.

    Det seneste år har jeg bøvlet en del med min svigermor, så jeg skriver herinde fordi jeg har brug for at få luft og for at høre om jeg er helt gal på den.

    Den 28 maj i år fik min kæreste og jeg vores første barn sammen og siden har der været mange udfordringer, som for alvor blev for meget for mig for et par måneder siden. Flere gange har hun overskredet mine grænser ved hele tiden at kommentere på min kærestes og mine beslutninger omkring vores søn, gøre rent i vores hus (på eget initiativ) mens hun siger "så kan man se jeres gulv igen" og generelt blande sig. Det kan jeg til en vis grad se gennem fingre med, men: I sensommeren mistede vi desværre min far i en meget ung alder, efter et sygdomsforløb der både i min graviditet og i vores søns første måneder har fyldt rigtig meget. Jeg har derfor haft et behov for at være der meget for mine forældre og efterfølgende være meget sammen med min mor og derfor har vores søn naturligt set mine forældre mere end han har set mine svigerforældre, da jeg ammer. Da vi mistede min far gik der ikke længe før de (primært min svigermor) begyndte at kommentere (mange gange) hvor lidt de ser os. Det gør mig ked af det, da jeg virkelig har forsøgt at gøre en indsats for at vores søn har set dem, så meget vi har kunne overskue midt i det hele. Ikke EN gang mens min far var syg har de tilbudt at hjælpe til, komme med aftensmad, gå en tur med vores søn eller lign. så at de på den måde skal "brokke" sig, gør mig sur og ked af det. Sådan har det været HVER gang vi har talt sammen de sidste måneder og jeg har faktisk ikke længere lyst til at være sammen med hende. Jeg er stadig meget påvirket over tabet af min far og jeg kan ikke magte at hun skal brokke sig hver gang vi ses. Jeg har fortalt min kæreste hvordan jeg føler og han kan godt forstå det, men hver gang de små stikpiller fra hans mor kommer, lægger han ikke rigtig mærke til det før jeg påpeger det når vi er alene. Jeg føler virkelig ikke at mine følelser eller beslutninger bliver respekteret af hende. Min kæreste har overvejet at tage en snak med hende, fordi jeg så ofte er træt af det hele og efterhånden skal der heller ingenting til. Så sent som idag, synes hun ikke det var tidligt nok at vi kommer kl. 15 til juleaften fordi de jo så gerne vil nå at nyde vores søn i hans vågne timer, da han bliver puttet ved 8-tiden. Men hver gang vi er hos dem er det bare så stresset og så mange mennesker, og vores søn stresser hel vildt over det, fordi han nærmest går på runde fra vi kommer ind til han skal sove. Og hvis jeg nævner det, eller går lidt væk med ham får jeg bare afvide at jeg er en hønemor eller at jeg "skal slappe lidt af".

    Puha.. Hvad synes I?

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Kærlig hilsen

Julie & resten af Team Min-Mave.dk