Close
Log Ind Opret Bruger

Alenemor (med sæddonor) i et fast forhold.

Tagget: 

  • 5 april 2021, 11:48

    Jeg er en kvinde på 32 år. Min kæreste er 45 år. Vi har været sammen i 3 år – 3 lykkelige år.

    Min kæreste har 3 børn (teenagere) fra et tidligere ægteskab – alle donorbørn. Jeg har ingen børn, men har et brændende ønske om at få mine egne. Min kæreste meldte fra starten ud, at han ikke ønsker flere børn. Jeg meldte fra starten ud, at jeg ønsker mig at få børn.

    Vi har haft snakken mange gange, og min kæreste er kommet frem til at han ville elske at blive far til mine børn, hvis han kunne få sine egne biologiske. Han fik derfor, for lidt over et år siden, tjekket sin sæd igen. Det kunne jo være at der var sket mirakler siden sidste tjek for 17 år siden. Men nej, stadig steril.

    For en uges tid siden havde vi snakken igen. Jeg fortalte ham om mine overvejelser i alt det her. Vi er ovenud lykkelige sammen, og ingen af os kan forstille sig ikke at være sammen med hinanden.

    Han er stadig fast besluttet på ikke at få flere donorbørn. Han er bange for at han ikke vil elske det/de barn/børn, da han jo, som han siger det, har fået hans ønskebørn.

    Jeg åbnede op for mine tanker om at blive alenemor ved hjælp af sæddonor, og mit håb om, at han så måske stadig vil være der, den dag jeg har udlevet min drøm.

    Min kæreste kunne egentlig godt lide tanken om, at jeg blev mor uden at han står registreret som far, og at han så har muligheden for at adoptere barnet, hvis han, mod hans forventninger, skulle få faderlige følelser for barnet.

    Her kommer mit spørgsmål så. Kan jeg bo sammen med en mand, få hjælp til sæddonation, og på papiret være alenemor?

    Det skal lige siges, at jeg på intet tidspunkt er i tvivl om, at min kæreste vil komme til at elske det her barn lige så højt som han elsker sine andre børn. Jeg har ligeledes haft mange overvejelser i alt det her.

    Beklager mit lange skriv.

    5. april 2021 kl. 20:18

    Hej med dig

    Når I ikke er gift, vil mit bud være, at det godt kan lade sig gøre – i kunne jo principielt bare være roommates… at du så ren moralsk nok må forholde dig til, om du vil tillade offentlige tilskud både under og efter en eventuel fødsel (når nu du ikke “reelt” er enlig), ligger vist udenfor min butik, at skulle bedømme.

    Når jeg læser dit skriv, bliver jeg både fuld og forståelse og samtidig bekymret. For på den ene side kender jeg inderligt til det altopslugende behov for at blive mor – og på den anden side er din mands manglende lyst til flere børn jo fuldkommen legitim – og på den tredje side kommer så et lille barn potentielt til at skulle leve med noget værre bøvl, fordi mor og (måske/måske ikke) far ikke ville acceptere, at de ikke kunne “få det hele”. Jeg får betænkeligheder omkring et barn som skal vokse op med en mand, der først lige skal “se det an” før der tages stilling til faderskab og adoption … hvad er det for et forhold og en relation de skal have, indtil “far” vurderer om følelserne er der?

    Må han opdrage barnet? Skal han aflaste dig, når du er på sammenbruddets rand af træthed? Hvilken læring er det alternativt barnet skal tage med, hvis kun mor deltager – er han så bare en mand der bor der? Har han nogen rettigheder, såfremt du fx skulle gå bort? Osv. osv.

    Måske træder jeg alt for meget over tærsklen med alle disse spørgsmål, men dem ville jeg, såfremt du spurgte mig som veninde, virkelig foreslå blev meget grundigt gennemtænkt. Måske har i allerede tænkt det.

    Du mener at din kæreste “kommer til at elske barnet præcis ligeså meget som hans andre børn” – men det er godt nok lidt af et sats på et kommende barns vegne, og det på én eller anden måde også at tale lidt ned til din kæreste, som jo faktisk ærligt og tydeligt siger nej tak til at få børn med dig?

    Jeg håber, at I finder en god løsning for jer alle.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Kærlig hilsen

Julie & resten af Team Min-Mave.dk