Close
Log Ind Opret Bruger

Hvornår ved man, om man bør skilles?

  • 27 februar 2021, 21:18

    Vi har en søn på snart et år, og hvis det ikke havde været for ham, så var det helt sikkert, at vi var gået hvert til sit.

    Han er en sød fyr, min kæreste. Og en god og kærlig far. Så det er altså ikke et af de tilfælde, man læser om herinde, hvor partneren er åbenlyst idiot. Hvis noget, er det nok mig, der er egoisten i vores forhold…

    Jeg kredser hovedsageligt om 4 emner i mine overvejelser. 

     

    1. Vores sexliv
    2. Vores forskelligheder
    3. Kærestefølelser
    4. Vores lille familie

     

    1. Sexlivet

    Vi var gennem et hårdt forløb for at få vores søn, og det har sat sine spor på vores forhold.

    Mange negative tests, ægløsningssex (hvor ingen parter havde lyst, ofte efter diskussion), en senabort, en spontan abort, 3xinseminationsforsøg og 1xivf med to ægoplægninger. Forløbet påvirkede især min sexlyst, og efter vi har fået vores søn, føler jeg desideret afsky bare ved tanken om sex. Jeg har ikke lyst til det, og jeg kan på ingen måde overskue, at skulle forholde mig til det fx ved at gå til sexolog.

    Min kæreste har på intet tidspunkt presset på, og har respekteret mine grænser.

    Jeg har ikke tænkt mig at presse mig selv til sex for hans eller vores forholds skyld. Det er slut med pligtsex.

    Med det sagt, så føler jeg ikke, at jeg kan være bekendt, at min kæreste skal være i et sexløst forhold. Det synes jeg er et for stort et offer at bringe, selvom man har et barn sammen.

     

    2. Forskelligheder

    Jeg føler, at vi er meget forskellige. Særligt efter vores søn er kommet til verden, og corona umuliggør dates, er det tydeligt for mig, hvor forskellige vi er. 

    Min kæreste vil helst bruge sin til på at slappe af og koble fra – med sin mobil eller tv – hvilket dybest set er fair nok med et lille barn, et hus at passe og et krævende job. Jeg har af samme årsag (altså knaphed på egentid) et stort behov for at bruge min egentid meget effektivt – være kreativ, rennovere, tage undervisning mv. Jeg føler jeg spilder min tid og mit liv, når jeg bruger den på ting, jeg ikke rigtig gider, som fx at se tv. Selvom at jeg ved, at det er helt fair, at han gerne bare vil slappe af, så irriterer det mig virkelig, at det er det eneste han gider bruge sin tid på.

    Derudover er han noget nervøst anlagt og er meget længe om at træffe beslutninger, hvor jeg er helt omvendt. Min tolerance for hans bekymringer og meget langesommelige beslutningsproces er med tiden gået helt i nul, og jeg bliver voldsomt utålmodig bare ved den midste tøven fra hans side. Jeg føler, at alle større beslutninger i livet, som skulle være glædelige begivenheder, er noget jeg har tvunget igennem. Og selvom han har været glad ved beslutningerne med tiden, så har hans bekymringer og modstand taget al glæden fra mig. At købe hus, at begynde at forsøge at få et barn, at blive forlovet. Jeg føler, at jeg har måttet presse på for alle tingene, og jeg føler mig som jeg dårligt menneske for det.

    Hans grundindstilling er bekymring og negativitet, og jeg føler at al min naturlige spontanitet og umiddelbare glæde er ændret til utålmodighed, skuffelse og vrede mod ham.

    Jeg føler at vores forskelligheder får dårlige sider til at komme frem i mig, og jeg føler mig som en ubehagelig person.

     

    3. De romantiske følelser

    Særligt her føler jeg, at jeg går bag om ryggen på ham, ved at skrive her. Jeg tror ikke, at jeg har været vild nok med ham, til at forholdet kunne overleve de voldsomme forandringer et barn bringer med sig. Hvis der nu var en grundfølelse af, at vi hørte sammen, så tror jeg konflikterne ville være til at håndtere. Altså der mangler noget til at opveje alle negativerne udover vores søn.

    Jeg er også bange for at indrømme, at jeg ikke ved, om jeg var gået for længe siden, hvis det ikke havde været for ønsket om et barn. Med min fertilitet og alder (nu 32), var det muligvis den eneste reele mulighed for at få et barn, at blive sammen med ham. Det er en virkelig grim tanke, men jeg kan ikke slippe den. Jeg ved ikke om jeg var gået, hvis fertiliteten havde været ude af ligningen.

    En anden ting er, at jeg ikke tror, at jeg ville have noget imod, at han finder en anden. Nogle gange fantaserer jeg om, at vi går fra hinanden, og han finder en kvinde, der er sød ved ham og gør ham glad. Ærlig talt. Jeg ønsker virkelig for ham, at han skal være glad, men jeg har svært ved at se, at det bliver sammen med mig.

     

    4. Vores familie

    Den alt overvejende grund til at blive sammen er vores søn. Han er vores største kærlighed. Tanken om, at han skal bo i to hjem og hele tiden savne én forældre, gør ondt i hjertet. Man hører tit folk snakke om, at man tidligst må blive skilt når barnet er 2-3 år. Passer det? Bliver det på mirakuløs vis bedre? Gælder det også for os? Derudover er der også et stort ønske om flere børn. Fra både ham og jeg. Vi har endda snakket om, hvordan det skulle lade sig gøre, når vi ikke pt har sex. At give vores søn en søskende er et stort ønske. Jeg ønsker mig også mere end et barn, da et barn for mig er meget skrøbeligt. Jeg er meget bange for at miste. Realistisk set, så må jeg nok forlige mig med tanken om kun et barn, hvis vi går fra hinanden, pga min fertilitet og ja, at jeg ikke har et ønske om noget romantisk forhold lige foreløbigt. Solo ved jeg ærlig talt ikke, om jeg kan klare.

     

    Vi har skænderier, men ikke så det brager, og ikke hver dag. Vi er ok gode til at opgavefordele og hverdagen forløber sådan set ok, så det er ikke på den front, den er gal. Jeg har fortalt ham om min tvivl, og luftet tanken om, om vi skal gå fra hinanden. Det ønsker han ikke. Han vil gå langt for at blive sammen af hensyn til vores søn.

     

    Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal stille op. Hvor længe og hvor meget skal man kæmpe for at holde sammen, når man har et barn sammen?

    Har alle par sådanne problemer?

    27. februar 2021 kl. 23:22

    Med ærlighed kommer man længst.

    Vis ham det, du har skrevet her.

    28. februar 2021 kl. 06:22

    ØB18 skrev :

    Vi har en søn på snart et år, og hvis det ikke havde været for ham, så var det helt sikkert, at vi var gået hvert til sit.

    Han er en sød fyr, min kæreste. Og en god og kærlig far. Så det er altså ikke et af de tilfælde, man læser om herinde, hvor partneren er åbenlyst idiot. Hvis noget, er det nok mig, der er egoisten i vores forhold…

    Jeg kredser hovedsageligt om 4 emner i mine overvejelser. 

     

    1. Vores sexliv
    2. Vores forskelligheder
    3. Kærestefølelser
    4. Vores lille familie

     

    1. Sexlivet

    Vi var gennem et hårdt forløb for at få vores søn, og det har sat sine spor på vores forhold.

    Mange negative tests, ægløsningssex (hvor ingen parter havde lyst, ofte efter diskussion), en senabort, en spontan abort, 3xinseminationsforsøg og 1xivf med to ægoplægninger. Forløbet påvirkede især min sexlyst, og efter vi har fået vores søn, føler jeg desideret afsky bare ved tanken om sex. Jeg har ikke lyst til det, og jeg kan på ingen måde overskue, at skulle forholde mig til det fx ved at gå til sexolog.

    Min kæreste har på intet tidspunkt presset på, og har respekteret mine grænser.

    Jeg har ikke tænkt mig at presse mig selv til sex for hans eller vores forholds skyld. Det er slut med pligtsex.

    Med det sagt, så føler jeg ikke, at jeg kan være bekendt, at min kæreste skal være i et sexløst forhold. Det synes jeg er et for stort et offer at bringe, selvom man har et barn sammen.

     

    2. Forskelligheder

    Jeg føler, at vi er meget forskellige. Særligt efter vores søn er kommet til verden, og corona umuliggør dates, er det tydeligt for mig, hvor forskellige vi er. 

    Min kæreste vil helst bruge sin til på at slappe af og koble fra – med sin mobil eller tv – hvilket dybest set er fair nok med et lille barn, et hus at passe og et krævende job. Jeg har af samme årsag (altså knaphed på egentid) et stort behov for at bruge min egentid meget effektivt – være kreativ, rennovere, tage undervisning mv. Jeg føler jeg spilder min tid og mit liv, når jeg bruger den på ting, jeg ikke rigtig gider, som fx at se tv. Selvom at jeg ved, at det er helt fair, at han gerne bare vil slappe af, så irriterer det mig virkelig, at det er det eneste han gider bruge sin tid på.

    Derudover er han noget nervøst anlagt og er meget længe om at træffe beslutninger, hvor jeg er helt omvendt. Min tolerance for hans bekymringer og meget langesommelige beslutningsproces er med tiden gået helt i nul, og jeg bliver voldsomt utålmodig bare ved den midste tøven fra hans side. Jeg føler, at alle større beslutninger i livet, som skulle være glædelige begivenheder, er noget jeg har tvunget igennem. Og selvom han har været glad ved beslutningerne med tiden, så har hans bekymringer og modstand taget al glæden fra mig. At købe hus, at begynde at forsøge at få et barn, at blive forlovet. Jeg føler, at jeg har måttet presse på for alle tingene, og jeg føler mig som jeg dårligt menneske for det.

    Hans grundindstilling er bekymring og negativitet, og jeg føler at al min naturlige spontanitet og umiddelbare glæde er ændret til utålmodighed, skuffelse og vrede mod ham.

    Jeg føler at vores forskelligheder får dårlige sider til at komme frem i mig, og jeg føler mig som en ubehagelig person.

     

    3. De romantiske følelser

    Særligt her føler jeg, at jeg går bag om ryggen på ham, ved at skrive her. Jeg tror ikke, at jeg har været vild nok med ham, til at forholdet kunne overleve de voldsomme forandringer et barn bringer med sig. Hvis der nu var en grundfølelse af, at vi hørte sammen, så tror jeg konflikterne ville være til at håndtere. Altså der mangler noget til at opveje alle negativerne udover vores søn.

    Jeg er også bange for at indrømme, at jeg ikke ved, om jeg var gået for længe siden, hvis det ikke havde været for ønsket om et barn. Med min fertilitet og alder (nu 32), var det muligvis den eneste reele mulighed for at få et barn, at blive sammen med ham. Det er en virkelig grim tanke, men jeg kan ikke slippe den. Jeg ved ikke om jeg var gået, hvis fertiliteten havde været ude af ligningen.

    En anden ting er, at jeg ikke tror, at jeg ville have noget imod, at han finder en anden. Nogle gange fantaserer jeg om, at vi går fra hinanden, og han finder en kvinde, der er sød ved ham og gør ham glad. Ærlig talt. Jeg ønsker virkelig for ham, at han skal være glad, men jeg har svært ved at se, at det bliver sammen med mig.

     

    4. Vores familie

    Den alt overvejende grund til at blive sammen er vores søn. Han er vores største kærlighed. Tanken om, at han skal bo i to hjem og hele tiden savne én forældre, gør ondt i hjertet. Man hører tit folk snakke om, at man tidligst må blive skilt når barnet er 2-3 år. Passer det? Bliver det på mirakuløs vis bedre? Gælder det også for os? Derudover er der også et stort ønske om flere børn. Fra både ham og jeg. Vi har endda snakket om, hvordan det skulle lade sig gøre, når vi ikke pt har sex. At give vores søn en søskende er et stort ønske. Jeg ønsker mig også mere end et barn, da et barn for mig er meget skrøbeligt. Jeg er meget bange for at miste. Realistisk set, så må jeg nok forlige mig med tanken om kun et barn, hvis vi går fra hinanden, pga min fertilitet og ja, at jeg ikke har et ønske om noget romantisk forhold lige foreløbigt. Solo ved jeg ærlig talt ikke, om jeg kan klare.

     

    Vi har skænderier, men ikke så det brager, og ikke hver dag. Vi er ok gode til at opgavefordele og hverdagen forløber sådan set ok, så det er ikke på den front, den er gal. Jeg har fortalt ham om min tvivl, og luftet tanken om, om vi skal gå fra hinanden. Det ønsker han ikke. Han vil gå langt for at blive sammen af hensyn til vores søn.

     

    Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal stille op. Hvor længe og hvor meget skal man kæmpe for at holde sammen, når man har et barn sammen?

    Har alle par sådanne problemer?

    Har du nogensinde elsket ham? Altså kan du ærligt sige det? For det har jeg brug for at vide, før jeg kan give dig mit råd smiley

    Eller er det fx det, du også er i tvivl om? 

    28. februar 2021 kl. 07:14

    For ca. 3 år siden kunne jeg havde skrevet ca. det samme som dig – stort set alle punkter passer!

    Det der blev det store vende punkt var faktisk at jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke kunne det her mere (vi havde ikke børn den gang). Det fik ham virkelig til at vågne op, og det ændrede vores forhold total.

    Nu er jeg SÅ lykkelig for at vi blev sammen, og jeg er mere forelsket i ham end da vi mødtes for 9 år siden. Ja vi er forskellige, men vi har også mange fælles værdier og ting vi holder af.

    Jeg ville derfor overveje at tage en alvors snak med ham, og så hvis jeg var dig vil jeg også overveje nøje om det er pga Corona og baby det hele er lidt trist nu – og om det ikke er værd at give familielivet en chance. Du har kun en chance for at skabe en kernefamilie. Derefter vil det altid være en konstalation af dine, mine, vores børn (som selvfølgelig også er helt ok). Jeg ville i hvert fald tale med ham før du træffer nogen beslutninger ❤️

    28. februar 2021 kl. 07:51

    Jeg synes mest af alt, at det lyder som om, at der er gået "leverpostej" i den i jeres forhold, og det tænker jeg faktisk er ret naturligt, når man har et lille barn på knap 1 år. Det betyder selvfølgelig ikke, at du bare skal lade stå til, men du skal bare være klar over, at græsset ikke nødvendigvis et grønnere på den anden side. Så kan du meget vel sidde i præcis samme situation om nogle år bare med en ny mand og barn nr 2 på knap et år. Selvfølgelig skal du som sagt ikke bare finde dig i tingenes tilstand. Du skal have rusket op i ham så i sammen kan arbejde for at genskabe romantikken og gnisten, og et parterapisforløb kan evt være en hjælp til at få talt det hele igennem. Og så skal du huske på, hvad en skilsmisse vil indebære. Du kommer til at gå glip af en del af dit barns opvækst. Du skal jo på sigt have en deleordning med faderen og derudover undværre hver anden jul og fødselsdag, flere ugers ferie osv. jeg synes helt bestemt, at det er værd at kæmpe for at undgå den situation. Ikke mindst for jeres fælles barns skyld, for det er heller ikke altid nogen dans på roser at være delebarn, og nyere forskning viser, at det altså ikke er uden konsekvenser at mor og far går fra hinanden. Tidligere var der nok en tendens til, at folk troede, at når bruddet sker før barnet kan huske og forstå, så har det ikke den store betydning, men det er ikke tilfældet 

    28. februar 2021 kl. 10:10

    Tænker også det er gået leverpostej i den og sådan er det jo bare i perioder. Men jeg tænkte også da jeg læste dit indlæg, har du elsket ham? For at I er forskellige har I vel også været før i fik barn? Og så synes jeg altså det er fair at man har mindre lyst til sex men at man stadig spreder ben for sin partner hvis han har lysten. Personligt har jeg da stadig brug for bekræftelsen og kropskontakten, at jeg synes sexen er lidt uinteressant i perioder, skal min partner da ikke lide under, så der synes jeg også man nå yde en indsats for forholdet skyld .

    Man siger man ikke bør gå fra hinanden før yngste barnet er 4 år, men det er jo ingen regl, hvis du ingen følelser har for din mand og ikke vil yde en indsats, så er han vel bedre tjent med at I går fra hinanden

    28. februar 2021 kl. 10:29

    Jeg tænker faktisk en hel del, når jeg læser dit indlæg.

    Sexlivet: Du synes, det er urimeligt, at din kæreste skal leve i et sexløst forhold. Du tænker, det er for stor en pris at ofre, selv om man har et barn. Synes din kæreste også det? Det er et ret centralt spørgsmål, du bliver nødt til at stille ham, før du bruger det som grund til at gå fra ham. Måske er han ok med det. 
    Og måske bliver du heller ikke ved med ikke at kunne overskue at gøre noget ved problemet. I har trods alt et meget lille barn, og coronalockdown gør i hvert fald også noget ved mit overskud til at tage initiativer.
    Og måske kan det også være, at du på et tidspunkt kan overskue at gøre noget ved problemet for at undgå, at dit barn skal ud i at være skilsmissebarn.

    Forskelligheder: Ja, I er forskellige. Behøver I at gøre det samme? Hvis din kæreste kan lide at ligge på sofaen, når han har fri, men du kan lide at lave kreative projekter, så kan I vel gøre hver jeres ting. Nogle gange tror jeg, at folk forventer for meget af deres relation til partneren – han skal dele alle mine interesser, vi skal kunne tale om alt. Men han er jo trods alt kun en enkelt person. Igen vil jeg også trække coronakortet – mit parforhold bliver også udfordret af, at vi er hinandens primære relationer – HELE tiden. Så kan man da netop irritere sig over, at man ikke vil det samme.

    De romantiske følelser: Jeg tænker, det er fuldstændig naturligt, at romantiske følelser ikke er det, der fylder mest i et parforhold under corona med et lille barn. Jeg har heller ikke altid særlig mange romantiske følelser over for min mand. Nogle perioder (lange perioder) er vi nok nærmere et velsmurt arbejdsfællesskab, der får familielivet til at glide. 

    Familielivet: Det hænger sammen med det sidste: Følelser, sexliv, fælles oplevelser og følelsen af samhørighed kan gå op og ned, og lige for tiden har de hårde odds i jeres familie med pandemi og et lille barn. Det tager tid at finde sig selv som ny familie. Men min holdning er (og det er ikke sikkert du deler den), at når man har valgt at sætte børn i verden, så skal der noget til, før man dropper familielivet. Det er desværre, som en anden også skriver, ikke sådan at børnene ikke bliver påvirket af en skilsmisse. Heller ikke selv om de er ganske små. Jeg ville aldrig kaste mine børn ud i en skilsmisse og en tilværelse som delebørn, så længe jeg ikke selv havde gjort ALT i verden, for at få tingene til at fungere. Børnene betaler bare en høj pris ved en skilsmisse, for noget som ofte er mors og fars behov.

    Selvfølgelig kan skilsmisse være det rigtige – jeg siger ikke, man skal gå bundulykkelig igennem sit voksenliv, fordi man har fået børn med en forkert. Jeg synes bare, man skylder sine unger at kæmpe det bedste man har lært.

    Jeg ved ikke, om jeg lyder skrap. Det er ikke skrapt ment, jeg forstår til fulde den krise og tvivl du står i. Jeg håber, I kan finde ud af det. OG jeg tror det er sindssygt vigtigt, at du snakker meget åbent med din kæreste om de her ting. Hvilket du måske allerede gør.
    Held og lykke.

    28. februar 2021 kl. 10:43

    Barn på snart et år + kæreste som ikke er rendyrket psykopat-idiot. Jeg behøver ikke læse mere for at sige bliiiv og kæmp. Det er alt alt alt for tidligt at hive op no Livet kan være sådan i perioder. Det gode er, at der så også er perioder hvor man er som nyforelskede og alt er godt  Det sure med det søde sad Græsset bliver ikke grønnere på den anden side, tværtimod som skilsmissefamilie. Vigtigst er fælles grundlag og retning – så må der godt være udsving undervejs. Men det er klart – det er ikke dét vi ser på Insta eller læser om i damebladene enlightened

    28. februar 2021 kl. 10:47

    Og så få genstartet det der sexliv. Ovenpå fertilitetsbehandling og graviditet kan det nok være tiltrængt.  Nye veje! I gang med sensualitetstræning! Googl er din ven! 

    28. februar 2021 kl. 11:24

    Mht sex tænker jeg at det kommer hvis I finder kærligheden frem igen. I er blevet pressede og sex er blevet billedet på jeres kamp. Måske er det fint at I aftaler ingen sex i et stykke tid fx en måned eller to. Måske det i sig selv kan give lidt luft. 

    Dernæst forskelligheden. Den kan I jo ikke lave om på men behøver I det? Det er som en anden skriver fint at have hver sit. Dog synes jeg at I bør finde noget der er jeres begges. Gåture, dans, madlavning. Hvad det er er lige meget, bare noget I begge synes er rart og I kan gøre sammen. 

    Jeg er helt med på følelsen af om det er det rigtige og det er jo svært for andre end dig at vide. Men hvis det var mig ville jeg gå langt for at finde forelskelsen igen. 

    Held og lykke uanset hvad du ender med. 

    28. februar 2021 kl. 19:39

    Jeg vil kun sige noget til punkt 1. Jeg har ingen problemer med at få børn – men har ikke haft sex siden jeg fik min yngste. Jeg har ikke lyst, og min mand presser ikke. Det kommer igen engang!! Men også dit eget pres påvirker lysten, og det er så ubehageligt at føle sig forkert og som kedeligt dårligt menneske og partner, der ikke magter sex og fysisk nærvær oven i alt andet. Fortæl ham at du ikke har lyst nu, men det betyder ikke for evigt! Og hans tålmodighed arbejder kun med i processen. Det er hårdt at blive forældre.

    28. februar 2021 kl. 19:47

    Alle dine punkter rør alligevel meget i mig. Giv det tid, seriøst. Vi har dannet par i knap 15 år, og efter Corona og 2. baby, så tænker jeg ofte hvad vi laver sammen, kan det holde, osv osv. Jeg tror simpelthen bare det er mega ulidelig irriterende leverpostej, vi er aldrig alene, ingen dates, samsovning, selv en gåtur bliver så træls, når børnehavebarnet gåstrejker fordi hun bliver sur over ingenting. Men det må være det som har ramt så utroligt mange andre gør os. Så længe man kan lide hinanden, er ordentlige overfor hinanden osv, så er det værd at blive sammen. Dele børn er mega svært.

     

    28. februar 2021 kl. 22:35

     

    Seriøst, tak for alle jeres svar. Det er faktisk rart at læse, at de fleste forstår, men synes jeg skal blive i det. 

     

    @afrodites ja, jeg har elsket ham. Det første 1,5-2 år af vores forhold var jeg meget glad for ham. Efterfølgende har jeg tvivlet. Vi har været sammen i 7-8 år nu.

     

    @Mallej tak! Er virkelig glad for at høre, at andre kan nikke genkendende til situationen, og særligt, at der har været et vendepunkt for jer.

     

    @lillemumi jeg tager det slet ikke, som at du er skarp i tonen. Det er godt at få modargumenter. Skrev netop herinde for 

    at få noget perspektiv. Min kæreste ved, at jeg ikke har lyst til sex, og at der formegentlig er lange udsigter til, at det ændrer sig. Han har sagt, at han godt kan undvære i en længere periode, hvis det holder sammen på familien.

     

    @mitalt jeg kommer ikke til at sprede ben for min partner fordi han har lyst, hvis jeg ikke har. Det er formegentlig dét, der er hele roden til, at bare tanken om sex gør mig ubehageligt tilpas – altså, at jeg har overtrådt mine egne grænser gang på gang ved at have sex uden at have lyst, med henblik på at kunne blive gravid. Om det er urimeligt af mig, at jeg ikke kan overskue at konfrontere den manglende sexlyst ved fx at søge behandling, kan jeg bedre forholde mig til. 

     

    @_elena er så glad for, at du skriver I ikke har haft sex siden fødslen af din yngste. Føler virkelig, at jeg er “en særling” på det punkt. Håber lysten kommer igen.

    Avatar
    Anonym
    1. marts 2021 kl. 07:02

    Generelt synes jeg ikke man skal blive sammen kun for sit barns skyld. For det kan være lige så slemt for et barn at vokse op med forældrene der ikke har det godt sammen som det kan være som skilsmissebarn. 

    Når det er sagt, så er jeg enig i at jeg synes det er for tidligt at give op. Ift sex så tænker jeg at du måske skulle overveje terapi, evt snakke med en sexolog. Når du på den måde har et traume så tror jeg ikke lysten kommer af sig selv. Tror du må bearbejde det du har været igennem.

    Det der med at være forskellige det kender jeg godt. Min kæreste og jeg er nærmest modsætninger, og nogen gange driver det mig til vanvid! Men andre gange er jeg glad for det, for det giver mig et andet perspektiv på tingene og jeg har lært nogle ting af det. Men herhjemme der laver vi altså ikke alt sammen når vi har fri. For os er det vigtigt at have forskellige interesser og lave ting hver for sig, det gør også vi har ting at snakke om når vi er sammen. Og gør at vi ikke går hinanden på nerverne 😀 

    Jeg tror ikke på at man kan være sammen med den samme i mange år uden at have perioder hvor man bliver irriterede og trætte af hinanden. Og ikke føler sig forelskede. Men tror man i de perioder må stoppe op og tænker over hvorfor man er sammen og huske hvad det var man forelskede sig i. Huske alle de gode ting ved sin partner. 

    Jeg tror at når der bliver arbejdet med det, så vil du måske finde tilbage til de følelser du havde før alt det her. Og hvis ikke så har du i hvert fald gjort en indsats for at prøve at redde det.

    Til sidst vil jeg sige at jeg synes det er rigtig dumt at blive sammen fordi du vil give dit barn søskende. Der er mange andre muligheder, og hvis ikke så kender jeg mange enebørn som har det helt fint og har et godt liv.

    1. marts 2021 kl. 07:57

    ØB18 skrev :

     

    Seriøst, tak for alle jeres svar. Det er faktisk rart at læse, at de fleste forstår, men synes jeg skal blive i det. 

     

    @afrodites ja, jeg har elsket ham. Det første 1,5-2 år af vores forhold var jeg meget glad for ham. Efterfølgende har jeg tvivlet. Vi har været sammen i 7-8 år nu.

     

    @Mallej tak! Er virkelig glad for at høre, at andre kan nikke genkendende til situationen, og særligt, at der har været et vendepunkt for jer.

     

    @lillemumi jeg tager det slet ikke, som at du er skarp i tonen. Det er godt at få modargumenter. Skrev netop herinde for 

    at få noget perspektiv. Min kæreste ved, at jeg ikke har lyst til sex, og at der formegentlig er lange udsigter til, at det ændrer sig. Han har sagt, at han godt kan undvære i en længere periode, hvis det holder sammen på familien.

     

    @mitalt jeg kommer ikke til at sprede ben for min partner fordi han har lyst, hvis jeg ikke har. Det er formegentlig dét, der er hele roden til, at bare tanken om sex gør mig ubehageligt tilpas – altså, at jeg har overtrådt mine egne grænser gang på gang ved at have sex uden at have lyst, med henblik på at kunne blive gravid. Om det er urimeligt af mig, at jeg ikke kan overskue at konfrontere den manglende sexlyst ved fx at søge behandling, kan jeg bedre forholde mig til. 

     

    @_elena er så glad for, at du skriver I ikke har haft sex siden fødslen af din yngste. Føler virkelig, at jeg er “en særling” på det punkt. Håber lysten kommer igen.

    Jeg synes bestemt, at det lyder som om, at I har et helt normalt forhold, hvor der pga. nogle udfordringer, er kommet tvivl/lukket af for nogle følelser, som egentlig stadig er der.. 

    Jeg hæfter mig nemlig lidt ved, at du skriver, at du er bange for at miste.. Jeg har selv samme "angst" (altså mit har udviklet sig til decideret angst).. Og derfor skubber jeg ofte min kæreste væk/prøver at skubbe følelserne for ham væk, for tænk nu hvis jeg en dag mister ham.. Så vil det gøre for ondt.. Men det er selvfølgelig noget jeg arbejder på.. Måske det også gælder for dig? 

    Derudover så som andre skriver.. Med barn og Corona så går der bare mega meget leverpostej i hverdagen.. En date uden barn hjælper rigtig meget, og så selvfølgelig snak ærligt om tingene og følelserne MANGE gange.. Når der er tvivl, følelserne svækkes ELLER følelserne forstærkes, så snak med din mand om det, så I både snakker om det negative og positive.. 

    Jeg kan sige, at vi heller ikke har sex lige nu.. Jeg er gravid igen, og hormoner + tidligere undersøgelser af underlivet har gjort, at jeg slet ikke har lyst.. Min kæreste er ligesom din.. Han tager det ikke så tungt, og vil bestemt ikke presse mig, så selvom han savner mig rent seksuelt, så lægger han ikke op til noget.. Og det letter presset rigtig meget.. Så kan vi enten have sex, prøve at have sex, eller jeg kan have fokus på ham og forkæle ham, når jeg lige selv har lyst.. For jeg ved, at lysten vender tilbage igen på et tidspunkt.. Med jeres oplevelser, forstår jeg udmærket, at du ikke har lyst og at både din psyke og krop er stået af.. Prøv at giv det tid, snak igen ærligt om tingene men lad være med at have fokus på det hele tiden, og så evt. når du får overskud og lyst så forkæl ham engang imellem.. Og så husk selvfølgelig at anerkende hans følelser overfor dine afvisninger, hvis han har brug for at snakke om det, ligesom han skal anerkende dine følelser smiley

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 19 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Kærlig hilsen

Julie & resten af Team Min-Mave.dk