2 år + 19 uger – Lad sproget sprudle
Sproget er verdens muligvis mest komplicerede kodesystem, og jo før dit barn kommer i gang med at lære det, desto lettere vil det få ved at bruge det.
Og det starter tidligt. Allerede i vuggen ligger barnet og lytter opmærksomt til de lyde andre mennesker laver.
Børn elsker at opdage nye lyde og lyde bliver til ord. Ord bliver til sætninger, og sætninger bliver til tale.
Du kan hjælpe dit barn godt i gang med at bruge sproget på en nem og sjov måde.
Sig alt hvad du tænker, når I hjælpes ad med at få tøj på, lave mad, dække bord, når I går til dagplejen/vuggestuen eller ned for at handle.
Sæt ord på alt i jeres hverdag
Brug både navneordene til at fortælle hvad tingene hedder – både i ental og flertal og i bestemt og ubestemt form.
Brug udsagnsordene til alt hvad i gør – og gjorde og vil gøre.
Brug tillægsordene til at sætte kulør på sproget – og leg gerne med at overdrive og underdrive f.eks. størrelser eller vægt.
Læs og tal med dit barn. Uanset hvor lille det er og uanset hvor lidt, du tror det forstår. Til at begynde med handler det slet ikke om at forstå, men om at finde ”grundtonen”, afkode systemet og finde melodien i det danske sprog.
Lær dit barn rim og remser og mor jer med at gå rundt og opfinde vrøvle-/fjolleord.
Husker du alle de gamle bogstav-historier. Dem, hvor alle ordene (eller i hvert fald næste alle) starter med det samme ord.
”TIP TAP TØNDE…”
”OKKER GOKKER GUMMI KLOKKER”
Find en bog, hvor du kan læse bogstavhistorier – eller find selv på nye sammen med barnet.
Husk at artikulere ordene tydeligt, så barnet kan gennemskue hvor det ene ord slutter og det næste begynder. Jo tydeligere og mere du taler med det, desto større chancer har dit barn for at blive god til at kommunikere.
Læs bloggen af MariaRamskov: Hyggedag og lidt om søskendejalousi mellem drengene