Sådan siger I farvel til sutten – Ny metode til at droppe sutterne
Når ens allerkæreste skal sige farvel til sin gode ven, sutten, kan det være med en vis bæven fra forældrenes side.
For hvordan griber man det an? Og hvor ked af det bliver barnet?
For at gøre afskeden med sutten til en god og hyggelig oplevelse, har Ane Fur Øhrberg fremstillet et helt unikt koncept, som kun kræver du er i besiddelse af en printer og et par håndører.
Ideen bag materialet er, at barnet får breve fra to alfer, som spøger, som barnet vil give sine sutter til deres alfelillebror, som mangler sutter.
Barnet kan nu sammen med forældre sende sutterne til alfebabyen – og får et brev med tak igen.
Med brevet følger legefigurer i pap og et billede af en glad alfebaby.
Ane Fur Øhrberg fortæller om konceptet
”Jeg har lavet materialet for at bringe magi ind i barnets hverdag.
Fantasi er et kraftfuldt redskab og værktøj til at komme videre efter suttestoppet.
Valget om at give sine sutter væk bliver barnets egen og barnet efterlades derfor med en god følelse af at have hjulpet – i stedet for at stå tilbage med en følelse af straf og savn, da sutter ofte er noget, som bliver taget væk fra barnet”.
Materialet kan købes på saxo.com til den symbolske sum af 25 kroner og indeholder brugsanvisning, to breve til barnet, fotografier, legefigurer og en lille bog, som forældrene selv kan printe hjemme.
3 svar til “Sådan siger I farvel til sutten – Ny metode til at droppe sutterne”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Det lyder dejligt meeeen… hvad gør man så hvis barnet svarer nej til spørgsmålet om han vil give sutten til alfelillebror? Erfaring har lært mig at hvis der er noget som barnet skal gøre uanset om de kan lide det eller nej så spørger man aldrig, fordi hvis svaret er nej så skal man respektere det. Jeg siger for eksempel at: nu skal vi have børstet tænder, og det gør vi uanset om han kan lide det eller ej. Men når jeg spørger: er du sulten og han svarer nej, så kan jeg ikke tillade mig at sige “med du skal alligevel spise nu”. Det lyder da dumt. Man skal respektere barnets svar.
Derfor når det kommerdertil hvor vi skal tage afsked med sutten (svaret bliver decideret NEJ hvis jeg spørger) siger jeg bare (efter jeg har forberedt ham i længere tid) at i dag er dagen hvor vi hænger sutten på suttetrææt, og det bliver det. Han får en bamse eller andet som han selv for lov at vælge som erstatningsgave.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor man skal bilde børn ind at der findes alfer, og at det er dem der skal have sutten. Endnu en af de ting børn “skal” bildes ind når de er små, for så senere at finde ud af at det ikke findes. Jeg synes generelt det er den dårlig ide at voksne skal overbevise børn om at der findes nisser, julemand, påskeharer osv. Hvis de selv når til den overbevisning via venner i børnehaven/skolen er det ok. Men de voksne må man da kunne stole på ikke fortæller ting som ikke passer, bare fordi det er “sødt” hvis de små poder tror på den slags.
Hvad er der galt i, at vores børn tror på julemanden og alfer? Der er voksne der tror på spøgelser og havfruer!.. Da jeg var barn, troede jeg også på julemanden, og påskeharen, og det var noget af det sjoveste, at lede efter æg i haven, eller stille rissengrød på loftet til nisserne. Da jeg opdagede de ikke fantes i virkeligheden, anklagede jeg ikke mine forældre, og mente de var nogle løgnagtige onde mennesker man ikke kunne stole på. Jeg elsker at tænke tilbage på, at de gjorde det for os, og vi havde det sjovt som en familie. Hvorfor frarøve børns fantasi? Må de så heller ikke se julekalender, eller tegnefilm med alfer??
Det er en glimrende ide med alfer, da det virker hele året. Ellers har man i mange år givet sutten til Julemanden, som gav en gave for den.