Close
Log Ind Opret Bruger
Plukkeveer bliver kraftigere og kraftigere
facebook pinterest twitter

Plukkeveer bliver kraftigere og kraftigere

Avatar
20 februar 2013, 15:07 legeambassador

Plukkeveer

Generelt

I daglig tale dækker en plukkeve over de fleste fornemmelser af smerte, der stammer fra den gravide mave igennem den sidste del af graviditeten, typisk det tredje trimester (efter uge 27). Plukkeveen er en sammentrækning af livmoderens muskulatur, og kan som andre muskler irriteres til krampeagtige sammentrækninger ved forskellige påvirkninger. Jo tættere man kommer fødslen des kraftigere bliver plukkeveerne. Plukkeveer er ikke kraftige nok til at føde et barn, men de medvirker til at sætte hele processen i gang ved at forkorte livmoderhalsen åbne livmodermunden forud for en fødsel.

 

Hvordan føles plukkeveer

De tidligste plukkeveer mærkes, når maven bliver hård et kort øjeblik for at afslappes igen. Varighed, styrke og frekvens er forskelligt, men vil tiltage jo tættere man kommer på terminsdatoen. Ofte er tidlige plukkeveer fremprovokeret af den gravides aktivitetsniveau. Første handling på blivende plukkeveer er derfor at hvile sig. Stoppe aktiviteten, alternativt lægge sig ned og få ro på. Denne handling skal gerne stoppe mønsteret, hvis det stopper var det definitorisk plukkeveer. Hvis de bliver ved og/eller tiltager i styrke og varighed, er det en god ide at ringe til fødestedet og konsultere en jordemoder – især hvis man er et stykke fra din terminsdato.

 

Årsager

Andre kendte og hyppige årsager til plukkeveer er samleje med eller uden orgasme, der kan medføre en spændt livmoder i nogen tid herefter. Der er intet farligt herved og man har aldrig kunnet bevise problemer ved samleje under graviditeten, tværtimod har aktiv samliv op til terminen en potentiel gunstig effekt på igangsættelse af fødslen.

Blærebetændelser kan medføre irritation af nærliggende organer – herunder livmoderen. Dette kan vise sig på de CTG undersøgelser man laver på gravide i tredje trimester, i og med at livmoderen står i en konstant, om end sparsom, spændt form. Dette kan i sjældne tilfælde føre til for tidlig fødsel, og bør forebygges med en antibiotika behandling. Man bør derfor altid foretage urinundersøgelse hos en gravid med plukkeveer.

Forstoppelse, kraftige spark fra barnet eller udefrakommende stød mod maven er andre årsager.

 

Sene plukkeveer

Som nævnt ovenfor, er plukkeveer oftest en helt naturlig klargøring af livmoderen til fødslen. Særligt op til terminen vil de være tiltaget i varighed, styrke og frekvens.

Når teminen kan det blive nødvendig at benytte tillærte håndteringsøvelser for at klare plukkeveen: Tag fx dybe indåndinger når du mærker en kraftig plukkeve og pust ud når du mærker den er på vej igen. Nær terminen bør man tage tid på hvor lang tid plukkeveerne varer. En kraftig plukkeve kan vare op til flere minutter.

 

Plukkeve eller ve?

  • En plukkeve bliver ikke regelmæssig og kommer ikke med et bestemt antal minutter imellem, man kan ikke se noget mønster i hvordan de kommer og de tiltager tyisk ikke i styrke.
  • En plukkeve bliver som en tommelfingerregel gradvist svagere eller forsvinder helt hvis du stopper din aktivitet og forholder dig i ro et kortere stykke tid.

 

Tvivl

Plukkeve eller rigtig ve er svært at afgøre. Er du i tvivl er der ikke andet at gøre end at konsultere en fagperson, oftest med telefonnummeret til fødestedet.

 

Flere tegn på fødsel

Sene plukkeveer kan være det første tegn på en forestående fødsel. De næste tegn, som kommer varierende tid efter plukkeveerne, kan være

  • Slimproppen løsner sig med lidt øget udflåd, eller evt. mindre blødning.
  • Vandet går.
  • Reelle veer begynder.

 

Af læge Jesper Friis Petersen

 

Kilde

Jordemoderforeningen:

http://www.jordemoderforeningen.dk/nyhedsbreve/nyhedsbreve/nyhedsbrev-for-gravide/singlevisning/artikel/plukkeveer/