Close
Log Ind Opret Bruger
Forhøjet blodtryk under graviditet
facebook pinterest twitter

Forhøjet blodtryk under graviditet

Avatar
19 august 2016, 10:54 spaedbarnsterapeut

Blodtrykket er ofte forhøjet under graviditet

Af forskende phd-studerende og læge Lisbeth Andreasen

Blodtrykket er forhøjet, hvis det ligger over 140/90 mmHg målt i hvile.

Ved alle samtaler med læge og jordemoder undervejs i graviditeten måles blodtrykket, da man som gravid oftest ikke vil mærke symptomer på forhøjet blodtryk.

 

Forskellige typer af blodtryksforhøjelse i graviditeten:

  • Forhøjet blodtryk opstået før graviditeten eller inden 20. graviditetsuge.
  • Forhøjet blodtryk opstået efter 20. graviditetsuge, hvor der ikke er æggehvidestof (protein) i urinen.
  • Forhøjet blodtryk opstået efter 20. graviditetsuge, hvor der er æggehvidestof i urinen. Dette kaldes svangerskabsforgiftning.

 

Symptomer på forhøjet blodtryk

Der er som regel inegn symptomer på forhøjet blodtryk, når du er gravid, men ved meget forhøjet blodtryk kan der opstå hovedpine.

Hovedpine, flimren for øjnene, vand i kroppen, mavesmerter, kvalme, indre uro og åndenød kan være tegn på svangerskabsforgiftning, der er en alvorlig tilstand, og ikke må ignoreres.

Du bør derfor tage kontakt til din læge, jordemoder eller den afdeling, hvor du skal føde, hvis du oplever et af disse symptomer.

 

Årsager til forhøjet blodtryk

Årsagerne til de forskellige typer af forhøjet blodtryk i graviditeten er i det store og hele ukendte. Ved svangerskabsforgiftning mener man, at dannelsen af karrene i moderkagen er anderledes end normalt.

Moderkagen udsender derfor nogle stoffer, som medfører forhøjet blodtryk og væskeophobning i kroppen.

 

Behandling

Hvis du lider af blodtryksforhøjelse inden graviditeten, skal du måske skifte blodtryksmedicin allerede inden du er blevet gravid. Dette skyldes, at nogle typer af blodtryksmedicin kan medføre misdannelser hos fosteret. Tal med din læge, hvis du overvejer graviditet.

Det er vigtigt, at blodtrykket er under kontrol igennem graviditeten. Du vil blive set til af en læge undervejs, så I sammen kan behandle blodtrykket bedst muligt.

Hvis blodtrykket er over 150/100 mmHg, vil du blive sat i behandling med en type blodtrykssænkende medicin, som ikke er farlig for fosteret.

Gravide med forhøjet blodtryk bliver fulgt tæt med blodprøver, kontroller og ultralydsskanninger. Det gøres dels for at sikre sig, at blodtryksforhøjelsen ikke bliver til svangerskabsforgiftning, og dels for at sikre sig, at barnet får tilstrækkeligt med næring, så det kan vokse som det skal.

Hvis du har graviditetsbetinget forhøjet blodtryk, vil fødslen som regel blive sat i gang til terminen, og forløsning før terminen kan i nogle tilfælde blive nødvendig.

Hvad kan du selv gøre

Mål dit blodtryk derhjemme og tag kontakt til din læge, jordemoder eller dit fødested, hvis blodtrykket er over 140/90 mmHg i hvile.

 

Komplikationer

Forhøjet blodtryk øger risikoen for svangerskabsforgiftning, der kan medføre alvorlige komplikationer for mor og barn. Hvis blodtrykket bliver meget højt, kan det medføre en risiko for hjerneblødning hos mor.

For de fleste gravide med blodtryksforhøjelse forløber graviditet og fødsel normalt, og der er som oftest ingen problemer for mor og barn på længere sigt.

Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at fortsætte med den blodtrykssænkende medicin efter fødslen. Det vil oftest være i en kortere periode, men hos nogle få kan problemet vedvare. Behandlingen varetages da af din egen læge eller en speciallæge på sygehus afhængigt af sværhedsgraden.

 

Kilder:

DSOG guideline ”Hypertension og præeklampsi”: http://gynobsguideline.dk/sandbjerg/120403%20PIH%202012%20final.pdf