Close
Log Ind Opret Bruger
Pirogger til madpakke, aftensmad eller som snacks
facebook pinterest twitter

Pirogger til madpakke, aftensmad eller som snacks

Avatar
20 juli 2017, 12:11 sofiamanning

pirogger, mad, opskrift, madpakke
Madpakke. Hvad skal du finde på at komme med i madpakken i morgen? Det er et evigt tilbagevendende spørgsmål for os forældre. Svaret er: pirogger!

Pirogger er nemme at lave, og denne udgave er en sund variant til junior – og til resten af familien.

De er gode at have liggende i køleskabet som en snack til mellemmåltid, og de vil sikkert være populære på en længere køretur, hvor sulten kan melde sig og blodsukkeret kan blive lavt. Kan også serveres som aftensmåltid sammen med en salat/ovnbagte rodfrugter og en dip af yoghurt med hvidløg/lime/basilikum.

Se også: Inspiration til madpakken

 

Det skal du bruge til en portion (ca. 12 stk. afhængig af størrelser)

Dej:

  • ½ pakke økologisk gær (25 gram)
  • 4 dl vand
  • 600 gram mel (ca 10 dl) – fx 300 g øko hvid hvedemel, 200 g øko hvedemel og 100 g øko fuldkornsmel/grahamsmel
  • 1 dl olie – fx øko olivenolie eller 100 gram smeltet smør
  • 1 æg til pensling

Fyld:

400 g øko hakket oksekød
Et par løg / forårsløg
Et par gulerødder
En lille squash/courgette
Spinat (frisk eller frossen)
En håndful kål
Evt. en dåse majs
En dåse tomatpuré
Krydderier og krydderurter efter eget valg – fx oregano, hvidløg, spidskommen, karry, løvstikke, timian og mynte (frisk eller tørret)
Evt. 150 gram revet ost – fx cheddar, gryére, feta eller mozzarella

Sådan gør du

Lun vandet en smule, og rør gær ud heri. Tilsæt lidt efter lidt melblandingen og til slut olien.
Hvis du har en røremaskine, så lad den røre rundt på lav styrke i ca. 5 minutter. Ellers må du bruge armkræfterne 🙂

Hæv dejen under fugtigt klæde i en times tid.

Imens kan du snitte grøntsagerne fint (evt i en foodprocesser / stavblender), og brune kødet af med krydderier, krydderurter og tomatpuré. Tilsæt dine snittede grøntsager, og tilsæt en dl vand, og kog ind. Vent på, at dejen har hævet færdig.

Tænd ovnen på 200 grader / 180 grader varmluft.

Del nu dejen i 10-12 kugler., og rul dem i ½ cm tykke cirkler.

Fordel fyldet midt på dejstykkerne (lad 1 cm være fri i siden uden fyld), og slut af med ost på toppen.

Pisk ægget, og pensl nu dejen med sammenpisket æg langs kanten.

Fold nu dejstykkerne sammen til halvmåner, og pres kanten sammen med en gaffel eller med fingrene.

Læg piroggerne på bagepapir på en bageplade. Pensl piroggerne med sammenpisket æg, og drys evt. med nigellafrø eller sesam.

Bages i 15-20 minutter.

Voila! 🙂