Sådan får du gode kemivaner før og under graviditeten
Gode kemivaner, når du er gravid!
Kampagnen ”Klar til storken – gravid med god kemi” er udarbejdet af Miljøstyrelsen, og den giver gravide og kvinder, der planlægger at blive det, en række konkrete råd til at mindske mængden af kemikalier, de udsættes for – og dermed opnå en ekstra tryghed.
Miljøstyrelsens kampagne ”Klar til storken – gravid med god kemi” giver gravide og kvinder, som planlægger at blive det, en række konkrete råd til at nedbringe deres udsættelse for kemikalier og dermed give sig selv en ekstra tryghed.
Undersøgelse af kvinders udsættelse for kemikalier
Forud for kampagnen har Miljøstyrelsen undersøgt indholdet af kemikalier i en lang række produkter, som kvinder benytter i hverdagen. Undersøgelsen har også samlet en stor mængde eksisterende viden, og kan derfor for første gang tegne et billede af, hvilke stoffer en typisk dansk kvinde kan komme i kontakt med i hverdagen.
Der er kemikalier overalt
Kemikalier findes overalt, og mange af dem gør vores hverdag både lettere og mere behagelig. Kemikalierne gør dit tøj ordentligt rent, sikrer holdbarheden på din creme, får din shampoo til at dufte godt og meget andet.
Vi kan med andre ord ikke rigtig undvære dem, men omvendt skal vi også omgås dem med omtanke – og særligt i forbindelse med graviditet og amning.
Vi må erkende, at vi ikke kender effekterne af alle kemikalier – dette er endnu en grund til at være ekstra forsigtig, så udsættelsen af kemikalier fra hverdagsprodukter nedsættes.
Kemikaliernes virkning
Kemikalier kan have mange forskellige effekter, nogle kan fx være hormonforstyrrende, mens andre kan være allergifremkaldende. Og når du er gravid eller ammer, er dit barn særligt udsat, fordi selv en lille mængde kemikalier kan have stor virkning på et lille barn.
De kemiske stoffer kan optages i blodet, nogle ophobes endda i vores fedtvæv, og de kan gå over i modermælken. Derved kan kemikalierne føres videre til barnet i moderens mave og siden det ammende barn.
Mere og mere forskning tyder på, at stoffer med hormonforstyrrende egenskaber kan medføre skader på menneskers forplantningssystem, ligesom det er set hos dyr i naturen. Og flere undersøgelser viser en stor stigning i parfumeallergi i befolkningen.
Stigningen skyldes formentlig både, at der anvendes flere allergifremkaldende stoffer, og at parfume anvendes i et stigende antal forskellige produkter, samt at parfume anvendes i stadigt større mængder i de enkelte produkter.
Fem råd om gode kemivaner
Resultaterne af undersøgelsen er mundet ud i fem overordnede råd til gravide og kvinder, der planlægger at blive det:
- Gå efter produkter med miljømærkerne Svanen og Blomsten, helst uden parfume.
- Fjern støv en gang om ugen, og luft grundigt ud mindst to gange dagligt.
- Minimer din udsættelse for kemikalier – undgå f.eks. maling, sprayprodukter og hårfarve.
- Varier dine råvarer, og spis mange forskellige fødevarer hver dag
- Indtag kun medicin og kosttilskud efter samråd med din læge. Det gælder også håndkøbsmedicin og naturmedicin
Få gode råd til kemivaner direkte på mobilen
Desuden får du som kvinde et overskueligt og let værktøj i hænderne i form af www.klartilstorken.dk, der kan bruges direkte fra din smartphone. Her har Miljøstyrelsen samlet alle relevante råd, der kan hjælpe dig med at begrænse din udsættelse for kemikalier – både i hjemmet, på arbejdspladsen og på badeværelset.
9 gode vaner
Miljøstyrelsen har derfor opstillet 9 gode vaner om kemikalier til gravide og ammende, så kemikaliepåvirkningen nedsættes. Vanerne er overskuelige og håndgribelige, og gør det nemmere for dig at skabe god kemi mellem dig og dit barn.
Når du er gravid eller ammer er det en særlig følsom periode for dit barn. Derfor er det vigtigt, at du beskytter dig selv og dit barn mod påvirkninger fra kemikalier. Tænk over hvad du indånder og smører på huden, for det kan påvirke jer begge. Hvis du følger de 9 gode vaner er du godt på vej til at skabe god kemi mellem dig og dit barn.
- Brug så lidt kosmetik og creme som muligt mens du er gravid og ammer
- Vælg altid uparfumerede produkter og lad være med at bruge parfume, mens du er gravid og ammer
- Køb miljømærkede produkter når det er muligt – se efter Svanemærket og Blomsten
- Farv ikke hår mens du er gravid og ammer
- Undgå at bruge produkter på spraydåse og lad være med at male mens du er gravid og ammer
Babyer – god kemi til den lille
- Vask alle ting til din baby før brug – også tøj og legetøj af stof og plastik
- Lad være med at bruge creme, sæbe o. lign. til din baby dagligt
- Køb altid duft- og parfumefri produkter til din baby – også legetøj
- Brug kun legetøj, der er beregnet til babyer. Legetøj til børn over 3 år kan indeholde ftalater.