Uge 5+2 – Lider du af morgenkvalme?
En overvejende del af gravide oplever morgenkvalme i første del af graviditeten.
Morgenkvalme er dog nogle gange en lidt misvisende betegnelse, da det kan komme i løbet af hele dagen.
Kvalmen er oftest mest udtalt om morgenen – derfor betegnelsen morgenkvalme.
Kvalme og sult hænger ofte sammen, og det kan måske også forklare, hvorfor kvalmen er værst om morgenen, da man ikke har spist hele natten.
Hav evt. et stykke knækbrød liggende ved din seng, som du kan kaste dig over, lige så snart du vågner.
Det er i det hele taget en god idé altid at have en lille snack på dig, så du kan prøve at få bugt med kvalmen.
Det kunne også være en smule mandler og rosiner, som du har liggende i tasken/liggende i skuffen på dit kontor.
Hvorfor opstår morgenkvalme?
Som regel går morgenkvalmen over omkring 12. uge, men det er der selvfølgelig ingen garanti for.
Enkelte gravide er desværre plaget af kvalme hele graviditeten igennem.
Man mener, at kvalmen opstår pga. den hormonelle forandring i kroppen, men det vides faktisk ikke med sikkerhed.
Det kan dog forklare, hvorfor kvinder der venter tvillinger ofte har mere kvalme, end kvinder der venter ét barn.
Der dannes nemlig ekstra mange hormoner ved tvillingegraviditeter.
Læs mere: 9 husmoderråd mod morgenkvalme
Er der sammenhæng mellem morgenkvalme og en sund graviditet?
Det korte svar er, nej.
Du er hverken mere eller mindre gravid, fordi du ikke har morgenkvalme.
Selvom man bør prise sig lykkelig over ikke at være plaget af kvalme, kan nogle have svært ved at føle sig gravide, hvis de ikke mærker noget til symptomer.
Myten om, at en graviditet er sundere, hvis man har meget kvalme, er måske opstået som en trøst til dem, der døjer meget med kvalmen.
Det har i hvert fald intet på sig.
Læs også: 9 måder at gætte på, om du venter dreng eller pige
Barnets udvikling uge 5+2
I denne uge vil dit barn vokse sig til at være 3 mm fra hoved til hale.
Dit barns udvikling går stærkt i disse uger, og dit barn er derfor meget følsom over for negative påvirkninger, som fx rygning og alkohol.
Dagens billede
Nogle gange siger et billede mere end tusind ord…