Close
Log Ind Opret Bruger
Uge 31+1 – Hvordan er første uge med en nyfødt baby?
facebook pinterest twitter

Uge 31+1 – Hvordan er første uge med en nyfødt baby?

Avatar
5 marts 2013, 09:39 cont

Gravid kvinde i uge 31 +0 tænker over den første uge med sin baby

Hvis du er gravid med dit første barn, føler du måske, at du ikke har nogen som helst idé om, hvad man stiller op med sådan en lille nyfødt baby.

Måske kan du endda have følelsen af, at det er helt uansvarligt, at de lader dig og din kæreste tage barnet med hjem, når I ikke aner hvordan man passer et spædbarn.

 

Moderinstinktet hjælper os med nyfødt baby

Heldigvis er vi indrettet sådan, at det fra naturens side kommer helt naturligt, hvad vi skal gøre.

Der er også kompetent personale til stede på sygehusene, der bl.a. hjælper med at få amningen i gang.

Og har du spørgsmål, kan du lige så godt fyre dem alle af, inden du står hjemme og mangler svar.

At have spørgsmål viser jo ikke, at du er en uduelig mor, men derimod at du vil dit barn det bedste.

 

Babykalenderen

Min-Mave har en kalender, der følger din babys udvikling uge for uge.

Når du har født, vil dine graviditetsmails automatisk blive til babymails, som hver uge sender dig informationer om det stadie dit barn er i.

Babykalenderen er lavet i samarbejde med vidunderlige uger.

 

Sådan ser din nyfødte baby ud

Når din nyfødte baby kommer ud, ser det ikke ud som på film. Hovedet kan være skævt, fordi det er blevet mast på vejen ud – bare rolig, det retter sig ud igen – det kan være blåt i hovedet, og det vil være smurt ind i fosterfedt.

Selvom man måske kan have lyst til det, skal fosterfedtet ikke vaskes af – det vil blive optaget i babys hud og forsvinde efter nogle dage.

Læs mere om: hvordan det nyfødte barn ser ud.

 

Det er ok at vente med barselsbesøg

Mange jordemødre anbefaler, at man ikke har familie og venner rendende ud og ind af huset den første uges tid, for at man kan finde ind i den nye rolle som forældre i fred og ro, og for at man kan få ro omkring at få amningen op at køre.

Det betyder jo ikke, at barnet nødvendigvis skal holdes hemmeligt den første uge, men at man måske overvejer at begrænse mængden af gæster til et par timer nogle enkelte dage.

Det er f.eks ikke alle steder, der tillader besøg de første timer efter fødslen, og især den nybagte mor vil være meget træt ovenpå anstrengelserne og have brug for ro.

Hvis du bliver mor for første gang, falder det dig måske heller ikke naturligt at hive brystet frem foran hele svigermekanikken – og det kan jo blive svært at undgå, når du skal have gang i amningen.

Der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan vi er, og nogen vil sikkert være helt afslappede med at have huset fuldt af gæster.

Prøv at snakke med din kæreste og find ud af, hvad der passer jer, og lad være med at tænke over om et familiemedlem eller en ven bliver fornærmet over ikke at få lov at se den nyføde baby de første dage.

 

PKU test

Der er også rigeligt af praktiske ting, man skal de første dage. Det anbefales, at alle nyfødte i Danmark får foretaget en PKU-test – en blodprøve – som undersøger for en række sygdomme.

Denne blodprøve skal foretages, når barnet er mellem 48 og 72 timer gammelt.

Læs mere: om PKU-testen.

 

Dit barns udvikling uge 31+1

Diameteren på barnets hoved (målt fra øre til øre) er ca. 7,8 cm. Mavens omkreds er ca. 27,9 cm og lårbenet er ca. 5,9 cm.

Vægten er meget individuel, men vil i denne uge være mellem ca. 1400 og 2200g.

Barnet er nu oppe på ca. halvdelen af sin fødselsvægt, og arme og ben er blevet mere velproportionerede i forhold til kroppen og hovedet.

Der er fortsat god plads til, at dit barn kan vende og dreje sig inde i maven og give spark i skiftevis ribben og blære.

Scanningsbillede af baby uge 31+1

 

Citat fra brugerne om barselsbesøg

Mange Min-Mave-brugere anbefaler, at man melder klart ud, hvad ens “regler” for barselsbesøg er for at undgå stressede situationer efter fødslen.

MaleneA skriver: “Til fødselsforberedelse er vi faktisk også blevet anbefalet, at slappe lidt af med besøg i de første par dage, fordi babyer ikke har brug for at gå fra arm til arm, men bare være sammen med mor og far + evt søskende.

Desuden kan det være stressende med amning, hvis der er forstyrrelser hele tiden.”

 

Alle børn udvikler sig forskelligt og alle graviditeter er forskellige. Beskrivelserne i denne graviditetskalender er derfor et billede af, hvordan en graviditet og en baby KAN udvikle sig. Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder.