Vandfødsel – en førstegangsfødendes ønskefødsel!

Det var 4 dage efter termin, da jeg torsdag den 31. juli 2014, lige før midnat, troede at mit vand muligvis var gået. Jeg sad på toilettet og der kom en mini ekstra skylle, som jeg ikke helt kunne definere.

Det var dog helt klart og lugtede ikke, så jeg besluttede mig for, at det nok alligevel ikke var det.

Præcis to timer senere vågnede jeg, af den første ve. På toilettet konstaterede jeg, at der også var tegnblødning, og jeg mente, at det muligvis sivede lidt fra mig.

Jeg ringede derfor til fødegangen, og sagde, at jeg havde mistanke om, at vandet var gået, og at jeg havde veer med ca. et kvarters interval. De bad mig ringe igen kl. 8 samme morgen, men tidligere, hvis veerne var blevet mere intensive i mellemtiden. Og så rådede de mig selvfølgelig til at få så meget søvn som muligt.

Tanken om den nært forestående fødsel gjorde, at hverken jeg eller min kæreste, kunne falde i søvn igen. Min kæreste stod op og fik afsluttet noget arbejde, mens jeg sad foran computeren og læste nyheder, og tog veerne stående ved køkkenbordet.

Jeg havde i forvejen trænet mange teknikker fra Yojo fødselsforberedelse og fra bogen ’Smertefri Fødsel’, og fandt det meget naturligt at bruge afspændingen og den overfladiske vejrtrækning, når veerne kom, så det føltes forbavsende let. Veerne tog dog ikke til i intensitet, men blev ved med at være forholdsvis milde og med et kvarters mellemrum.

På et tidspunkt blev vi alligevel så trætte, at vi gik i seng og satte vækkeuret til kl. 8. Da det ringede, var der ca. et kvarter mellem veerne, så da jeg ringede til fødegangen, fik vi at vide, at vi skulle komme til tjek kl. 11, men i mellemtiden skulle vi bare slappe af.

Vi spiste morgenmad og så en film, mens vi ventede på nogle veer, vi kunne bruge til noget.

De kom dog ikke, så da vi tog til tjek kl.12 på rigshospitalet var mine forventninger ikke store. Det viste sig alligevel, at min livmoderhals, der under graviditeten havde været 5 cm, var borte, og at jeg havde udvidet mig 1 cm.

Det viste sig også, at vandet endnu ikke var gået. Det var kun en ydre hinde og ikke rigtig vandafgang. Så havde jeg heldigvis ikke nogen ’bagkant’, hvilket jeg havde frygtet lidt, da jeg ønskede en naturlig fødsel helt uden medicinske indgreb.

Jordemoderen fortalte os, at vi alligevel skulle komme ind senest kl. 19, hvis veerne ikke var blevet intensive inden. Hun mente dog, at vi ville komme tilbage allerede efter et par timer, og foreslog, at vi bare gik en tur i området, men jeg følte mig udmattet og ville hjem og sove.

Allerede på vejen hjem i bilen, kunne jeg mærke en forandring i veernes intensitet. De kom en lille smule hyppigere og med en lille smule mere kraft på. Alligevel gik jeg omkuld på sengen med ve-timer app’en tændt på min mobil.

Det lykkedes mig at sove mellem veerne, selvom de kom med rimelig stor styrke og med mellem ca. 4 og 7 minutters mellemrum. En enkelt gang, faldt jeg endda i søvn under en ve, og fik derfor ikke stoppet timeren, da veen var overstået.

Kl. 15 var det umuligt at sove mere. Veerne kom så hyppigt og med så stor kraft, at jeg ikke kunne gå, og måtte sidde på hug på gulvet og kaste op i en spand, på grund af smerten.

Jeg vidste, at nu var det tid og ringede til fødegangen. Jeg blev hverken spurgt til hyppighed eller kraft som tidligere, for jordemoderen kunne høre på mig, at nu var det nu.

Da vi ankom kl. 16, blev jeg undersøgt igen. Jeg var ca. 5-6 cm åben og i aktiv fødsel. Vores jordemoder kom ind til os og ledte os til fødestuen. Hun hed det samme som mig, og jeg syntes umiddelbart godt om hende.

Hun spurgte til mine ønsker til fødslen, læste min ønskeseddel, og det var tydeligt, at hun både forstod og respekterede mine ønsker, om at tage udviddelsesveerne i fred, og om at få en naturlig fødsel i vand.

Der var nu så meget smæk på veerne, at jeg havde svært ved at holde mig afslappet i resten af kroppen, sådan som jeg havde øvet. Min kæreste vidste, hvor vigtigt det var for mit arbejde, så han hjalp mig så godt han kunne, ved at guide mig og gøre mig opmærksom på at afspænde kæbe, skuldre og hænder.

Den overfladiske vejrtrækning kørte helt automatisk, og jeg havde nærmest svært ved at slippe den igen i pauserne.

Da jeg var 8 cm åben, ca. kl. 17.45, var karret fyldt nok op til, at jeg kunne komme ned i det og ligge i den dybe ende. Først havde jeg svært ved at finde en stilling, hvor jeg kunne ligge afslappet og tage veerne. Men sammen med min kæreste fandt jeg ud af, at jeg kunne vælte om på siden og tage dem liggende i hans arme, mens han bekræftede mig i, at jeg gjorde et godt stykke arbejde.

Når han kunne mærke, at veerne toppede, sagde han, at lige om lidt var det overstået. Mellem veerne lå jeg på ryggen og forsøgte at tage dybe indåndinger og slappe af.

Vandet gik under en kraftig ve, hvor jeg samtidig kastede op i en pose. Det føltes som et lille pop inde i mig, og da jeg kiggede ned, kunne jeg se, at det heldigvis var klart. Jeg kunne altså fortsat blive i karret.

På det tidspunkt var jeg så udmattet af smerterne og det hårde arbejde, at jeg følte, at jeg ikke kunne klare flere veer, men bare ville sove.

Det var ikke på grund af smerterne, men på grund af, at jeg var så udmattet, at jeg troede, at jeg ikke kunne gennemføre fødslen. Jeg sagde til min kæreste og jordemoderen, at jeg ikke kunne mere, men deres ros og opmuntringer fik mig til at klare endnu en ve, og endnu en.

Pludselig begyndte jeg at føle en trang til at presse en lille smule under hver ve, og jordemoderen sagde, at jeg skulle lytte til min krop og gøre hvad den bad mig om.

På det tidspunkt var jeg 10 cm åben og begyndt på arbejdet, med at få vores datter helt ned gennem bækkenet, til åbningen. Nu kom der lyd på veerne, og jeg følte pludselig en ny form for smerte under veerne, men også en tiltrængt energi i kroppen.

Jeg brugte en blanding af den overfladiske vejtrækning, dyb vejtrækning og ’brøl’ under denne fase, og det virkede.

Kl. 19.52 stod vores datter med hovedet mod åbningen i mit bækken, præcis som hun skulle og den rigtige pressefase begyndte. Jeg havde ca. 3 pres i hver ve, og kunne tydeligt mærke hovedet presse mod åbningen under hver ve.

Jeg forstår hvorfor det kaldes ’the ring of fire’ – det var smertefyldt på en brændende måde, men en vild oplevelse. Under en ve-pause tog jeg hånden ned, og mærkede hendes lange, utroligt bløde hår mellem mine ben. Det var en ubeskrivelig følelse.

Jordemoderen guidede mig i hvornår jeg skulle presse, og hvornår jeg skulle holde igen. Når jeg holdt igen, brugte jeg den overfladiske vejrtrækning som små gisp. Konstant under pressefasen tjekkede hun vores datters hjerterytme, og under hele forløbet var den fuldstændig upåvirket af omstændighederne.

Det var så skønt at høre, og jeg følte, at jeg gjorde det helt rigtige, når min datter kunne tage det så roligt.

Pludselig kom hovedet ud, men desværre kun halvt. Det gjorde sindssygt ondt, og var nok den værste smerte under fødslen. Jeg spurgte febrilsk jordemoderen om jeg skulle vente på næste ve, eller om jeg måtte presse hende ud.

Inden jeg fik et svar, havde jeg presset hovedet helt ud. Smerten var simpelthen uudholdelig. Det betød dog, at jeg ikke var helt klar til at presse, da næste ve kom, og kroppen fulgte derfor først i veen efter, præcis kl. 20.04. Selve pressefasen varede altså kun 12 minutter i alt.

Jordemoderen førte vores datter op mod mig under vandet, og jeg kunne selv tage hende op af vandet og lægge hende mod min brystkasse.

Hun kiggede bare på mig med store øjne, helt rolig. Så gav hun et par korte vræl fra sig og blev igen helt stille. Hun var helt blå, men jordemoderen sagde, at det var normalt, når de blev født i vand.

Vi ventede i karret, mens navlestrengen fortsat pulserede, og da det blev for koldt, klippede min kæreste navlestrengen. Derefter fik han vores datter under et varmetæppe, så han kunne ligge med hende, mens jeg fødte moderkagen.

Jeg kom op at ligge på briksen, og forberedte mig på at skulle føde moderkagen under en ve. Men jordemoderen pressede blot blidt på min mave og vupti følte jeg en enorm lettelse, samtidig med, at den gled ud af mig.

Da jordemoderen efterfølgende tjekkede mig, var der kun kommet to små bitte rifter, og jeg skulle derfor ikke syes.

Jeg havde netop gennemlevet den drømmefødsel, jeg havde ønsket mig, var sulten, udmattet, og høj af lykke.

Jeg kunne dog ikke have gjort det uden den opbakning jeg fik af min kæreste, både i form af opmuntringer, men også fordi han holdt mig under hver eneste ve, så jeg kunne ligge, præcis som jeg ville, og som føltes bedst for mig.

Kun under den rigtige pressefase lå jeg på ryggen i vandet, nærmest i bro, uden at han holdt mig. Og jordemoderen var den bedste man kunne ønske sig i min situation.

Mine bedste råd: vær grundig forberedt, men vær omstillingsklar.

/Mette

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.