På godt og ondt. Fødselsberetning om akut kejsersnit fra en førstegangsfødende.
Billedet er af Willads, 7 måneder gammel.
Torsdag den 8/12 møder jeg 7.30 på Herlev Hospital til igangsættelse med angustapiller. Jeg er her 2 cm. åben, men jeg mærker intet, kun de “sædvanlige” plukkeveer.
Jeg tager de 2 første piller på hospitalet, og herefter får jeg resten af pillerne udleveret, så jeg kan tage dem med hjem, og tage dem hver anden time.
De første par timer sker der absolut INGENTING, så jeg følte, at jeg lige kunne klare vasketøj osv. .. 😆
Kl. 17 ca. begynder de første små veer at melde sig. Kl. 17.15 har jeg veer med meget korte intervaller.
Kl. 17.45 kontakter vi FG, da jeg nu har kraftige veer, med nærmest kun 1 minut i mellem.
Da vi kommer ind på Herlev, kommer jeg ind på en stue, og her spidser tingene virkelig til! Mine veer er SÅ kraftige, men jeg har ikke åbnet mig overhovedet!
Jeg siger flere gange til min mor, at jeg ikke kan føde – det føles ikke som om, at alt er som det skal være!
Jeg får en indsprøjtning med morfin, som skal holde i 6 timer, og bliver kørt over på en “ventestue”, hvor jeg egentlig bare skal ligge, til jeg åbner mig..
Efter 2 timers ventetid er morfinen stoppet med at virke, og jeg har stadig ikke åbnet mig. Jeg må ikke få mere morfin, og må nøjes med varmepuder..
6 timer efter ankomst er jeg nu åbnet 4 cm. Jordemoderen følger mig ind på fødestuen, og jeg beder om epdidural (selvom jeg fra start havde nægtet ALLE former for smertestillende, pånær lattergas).
Jordemoderen kontakter en anæstesisygeplejerske, og i mellemtiden forsøger hun at give mig maske med lattergas, men det kunne jeg slet ikke!
Jeg skriger konstant i smerter – jeg har ingen pauser imellem mine veer, og mine smerter er ekstreme!
Anæstesien kommer og epiduralblokaden bliver lagt – og jeg er seriøst i himlen! Lammet fra brystet og ned.
MEN – nu begynder min lille drengs hjerterytme at dale. Jeg bliver vendt rundt på skiftevis højre og venstre side, i håb om, at de kan stabilisere hjerterytmen, men det lykkes ikke. Jeg er nu 7 cm. åben.
Kl. 01.18 bestiller lægen tid til akut kejsersnit, de tør ikke at lade mig fortsætte.
Kl. 01.28 er vores lille vidunder ude! 🙂
Omkring kl. 14 kommer lægen ind på vores stue – lillemanden skal på neo, fordi hans blodsukker er ALT for lavt, han skal have anlagt sonde, og mor her skal blive på stuen og få antibiotika – så far går med baby.
Jeg kommer op på neo i mellem mine antibiotikaer – men der er ikke plads til os. Når jeg er der, kan far ikke være der og omvendt. Far passer baby, når jeg er nede og få antibiotika, og så sover far, når jeg er på neo. Et døgn på neo var rigeligt! Og vi får lov til at komme tilbage på barselsafsnittet.
Jeg får pludselig en sindssyg hovedpine, men fordi jeg går oprejst, og intet hjælper på hovedpinen (hverken koffein eller det at ligge ned), mener lægen ikke, at der er noget at gøre.
Søndag tager vi hjem. Hvis min hovedpine alligevel ikke kunne “kureres”, så vi ingen grund til at blive.
Tirsdag skal jeg til PKU med lillemanden – jeg kæmper for at magte det, min hovedpine er ulidelig!
Og pludseligt går det op for jordemødre og læger, at jeg måske alligevel har fået den såkaldte spinalhovedpine, og de vil derfor forsøge med bloodpatch.
Bloodpatch bliver “lagt”, og jeg er hovedpinefri med det samme! Lykken vil ingen ende tage – NU kan jeg være mor!
Søndag opdager jeg, at jeg er drivvåd fra maven og ned af benet, jeg tror først at det er mælk, men finder ud af, at der løber væske ud af arret fra kejsersnittet – MEGET væske.
Jeg ringer derfor 1813. De kunne ikke hjælpe, hvis ikke jeg havde feber. Jeg skulle bare forsøge at presse så meget væske ud som muligt, og så opsøge egen læge mandag.
Jeg bruger en hel køkkenrulle og en hel toiletrulle, før jeg taper mig selv ind i gaze og tape og går i seng.
Mandag ringer jeg til lægen. Jeg får en akuttid.
Lægen kigger på arret, han synes ikke, at han ser tegn på infektion. Han “dækker” arret med polymem og beder mig kontakte dem igen, hvis det ikke aftager.
3 timer efter lægebesøget er det væsket igennem polymemem, og jeg påsætter selv nyt.
Tirsdag snakker jeg med min jordemoder, hun beder mig kontakte barselsafsnittet, og fortælle om det hele.
Jeg kontakter dem, bliver omstillet til gynækologisk, som gerne vil se mig kl. 16.
Jeg møder op, de kigger på det, og de kan IKKE lide, hvad de ser. Der er infektion under huden, og det eneste, der er at gøre, er at åbne mig op igen .. 🙁
Kl. 21/22 ca., tirsdag aften, bliver jeg kørt til operation. De åbner mig op, og lader såret stå åbent. Torsdag morgen kommer jeg til operation igen – med forventning om at blive lukket sammen og komme hjem, men sagen er anden. De har renset såret, og ladet det været åbent – IGEN.
Fredag bliver min far indlagt på hjerteafdelingen – for et år siden faldt han om med hjertestop, og nu melder symptomerne sig igen. Han skal blive til observation.
Lørdag (nu den 24. December) kommer jeg til operation igen. NU lukker de mig sammen, og jeg kan komme hjem og holde jul med min familie – for min far blev udskrevet samme dag!
JEG skal ALDRIG nogensinde have flere børn! Folk siger til mig, at jeg kommer til at glemme det hele.. Sagen er bare den, at det har været så sindssygt et fødselsforløb og efterfødselsforløb, at jeg ikke kommer til at glemme det! 😯
