Når intet går som planlagt
Da jeg nåede min 38. graviditetsuge, begyndte der så småt at komme tegn på fødsel. Jeg havde modningsveer over en uges tid og de tiltog i smerte og intensitet samtidig med, at den lille lå og borede med hovedet dagen lang.
Jeg åbnede mig dog ikke, som det er kotume. Ej heller gik vandet. Men samtlige andre tegn var der.
Tre uger efter var jeg til skanning, da jeg var gået en uge over tid og den stakkels sygeplejerske blev lettere perpleks ved synet på skærmen og hun forsvandt med billederne, da hun var i tvivl, om det var maskinen, der var noget galt med eller om hun reelt så, hvad hun troede, hun så. En læge bekræftede, at der var noget galt, men ikke rivende alvorligt, dog nok til, at fødslen skulle sættes i gang. Der var kun 1,5 cm fostervand, hvor den dybeste pyt kunne måles.
Op til fødegangen, ringe hjem til manden, alle sagde, han havde god tid, da jeg var førstegangsfødende, så vi kunne ikke forvente, der skete noget det første døgns tid. Jeg var skrækslagen og lykkelig på samme tid.
Da jeg under mit meget lange og alt andet end gode graviditetsforløb, havde fået streptokokker, skulle jeg ligge med antibiotikadrop og kunne derfor ikke føde i vand, som jeg havde ønsket. Droppet skulle gives ved starten af aktiv fødsel og igen efter fire timer.
Jeg kom ind på stuen og fik klædt om, hvorefter jordemoderen forsøgte at prikke hul på fosterhinden. Det kunne hun ikke, da den var alt for tyk, så det endte med, at elektroden, der normalt skal sættes på barnets hoved til sidst i fødslen, blev skruet op igennem fosterhinden og så skulle vi bare vente en halv times tid, så kunne vi se, om jeg skulle op og gå lidt eller have lidt at spise eller hvad vi nu kunne finde på. Klokken var 13.30.
Ti minutter efter startede veerne og første omgang drop blev sat i gang. Tyve minutter senere var jeg otte cm åben og da min mand kom ind på stuen ca 15.30, havde jeg presseveer.
Det var ikke så smertefuldt, som frygtet, men presset på lænden var uudholdeligt, og jeg kan huske, at så snart, jeg måtte presse, var det en befrielse.
Jeg følte det som om, jeg kun pressede et fåtal af gange, men så blev det hele stoppet igen af lægen, der tog prøve af navlestrengen. Beskeden lød på, at det så fint ud, men grundet manglende næring, skulle den lille ud hurtigst muligt. Vi fik 20 minutter – ellers hed det akut kejsersnit.
Jeg kan huske, jordemoderen gav min mand snoren til kald, så han kunne tilkalde hjælp, når vi skulle til at “holde fødselsdag,” men at han først skulle kalde, når hun gav besked. Samtidig fik jeg en ve, hvorefter jordemoderen gav besked om, at min mand skulle trække i snoren. Og vupti, så lå jeg med den dejligste datter i armene og alt var bare overvældende. Klokken var nu 17.48.
Takket være et fantastisk personale og en ualmindeligt dygtig og rolig jordemoder, kom vi igennem en fødsel, som absolut ikke fulgte ‘reglerne’.
Indsendt af
Susan.
