Jeg som troede det var plukveer
Den 8. april 17, havde jeg gang i en masse ting.
Da der var 6 dage til termin, gik jeg i gang med at gøre puslebordet helt færdigt og gøre hovedrent i hele huset.
Da det blev aften kunne jeg godt mærke mit bækken – det var slet ikke glad for mig og jeg havde utrolig ondt.
Det var ikke en smerte jeg ikke havde oplevet før, så jeg gik tidligt i seng, med manden, da vi skulle til påskefrokost med familien dagen efter.
D. 9. april 17, vågner jeg kl.8 efter en urolig nat, p.g.a hævede ben, ondt i bækken og “hedeslag”, så jeg følte mig ikke helt udhvilet.
Jeg føler mig virkelig tung over lænden, og det niver lidt, men tænker det er p.g.a alt arbejdet dagen før og at det nok bare var plukveer.
Vi er ved familien kl.12:30 og jeg snakker med min mor om at det niver lidt, og hun siger at det kan være min krop der er i gang med at forberede sig til fødslen.
Det tænkte jeg kunne være rigtig nok, der var jo kun 5 dage til termin, så det kunne jo ske når som helst.
Vi spiser frokost, men min appetit udeblev, så jeg vælger ikke at spise så meget, da jeg får kvalme af maden.
Lige pludselig begynder det at gøre mere ondt i lænden, men igen tænker jeg plukveer, for det føltes sådan, bare en lille smule kraftigere. Så kom det i intervaller, min mor tog tid uden jeg vidste det og sagde at det varer i 5 min. og kommer igen efter 7 min.
Jeg vælger at ringe til fødegangen, da jeg gerne ville høre hvad jeg skal gøre og om jordemoderen tænker jeg har veer?
Hun grinte lidt af mig i tlf. og sagde at når jeg kunne snakke så normalt og have en fuld samtale med hende, uden nogen klagen, tænkte hun ikke at jeg var i aktiv fødsel.
Så jeg kunne ringe igen om 3 timer, hvis det skulle være blevet værre og ikke gået i sig selv igen.
Jeg vælger at sige til manden jeg gerne vil hjem, for at se om jeg kan få sovet lidt, for hvis det er begyndende veer, ville jeg gerne “samle kræfter “.
Jeg skulle køre bilen, da manden havde drukket for meget snaps. Hjemme igen, føler jeg lige pludselig at jeg skal “bummelumme”, der kommer ingenting, men nu syntes jeg det begynder at gøre ret ondt.
Jeg tænker jeg er en piv-skid, da de 3 timer endnu ikke er gået, siden jeg snakkede med jordemoderen.
Jeg forsøger at komme ind på værelset, men falder om og råber efter manden, han kommer op og ser jeg har utrolig ondt og panikker lidt, da han jo ikke kan køre bil.
Han ringer til sin søster, som heldigvis kun er 4 min. fra vores hus, så hun kommer med det samme , hjælper mig ned af trappen og ind i bilen. Lige pludselig får jeg ve-storm med frygtelige smerter, og vil have at hun stopper bilen.
Jeg smider mig ude i rabatten og skriger lidt, og så sætter jeg mig ind i bilen igen, bliver ved med at sige jeg er en piv-skid, og vi sikkert bliver sendt hjem igen.
Ude på sygehuset ringer vi på til fødeafdelingen. Der går lang tid før de endelig lukker op og siger vi skal vente der, også går de igen!
Jeg bliver meget sur, for har så ondt på dette tidspunkt at jeg rigtig gerne ville væk fra gangen.
Endelig er der en jordemoder som siger: Hende her skal undersøges NU! De “smider” mig på en briks og hun undersøger mig og siger at jeg er 8 cm. åben – nu er kl. 16:15. Så det er ikke bare plukveer, og de sender mig ikke hjem igen.
Da de skifter mit tøj spørger jeg om jeg må komme i badekar , men det er der ikke tid til, så jeg spørger om det er iorden jeg går i bad og det må jeg gerne.
Jeg nød at stå under den varme bruser – jeg kunne slet ikke ligge ned, jeg skulle gå rundt hele tiden.
Da jeg kommer ind igen undersøger hun mig og siger jeg er 10 cm. åben, så jeg må gerne begynde at presse. Det gør jeg i skrædderstilling, da jeg føler det er mest behageligt.
Lige pludselig går vandet og jeg kan mærke en form for lettelse, min ve-storm var der stadigvæk og jeg fik ingen pauser til at trække vejret i.
Jeg undskylder for at have svinet med vandet, hvilket fik jordemoderen til at grine og sagde det gjorde ingenting.
Jeg koncentrerer mig også meget om at min mand er okay , og jordemoderen beder mig om at koncentrere mig om at føde så skulle hun nok sørge for min mand.
Kl. 18:26 ligger jeg med min søn i armene og kan slet ikke forstå det er gået så stærkt.
Jeg er bare helt klar på at skulle hjem med det samme, men må vente til kl. 22. Jeg er verdens lykkeligste menneske og ville have alle skal se mit dejlige barn.
Jeg var fuld af overskud efter fødslen trods ve-storm og den maraton som det er at føde et barn, 100 procent uden smertelindring udover varmt vand.
Den anonyme