Førstegangsfødende: En fødsel med fart på.
D 7/12-17 kl 00.35 vågner jeg med ondt i maven.
Jeg er 39+4 og mere end færdig med at være gravid. Min graviditet har været nem, ikke en eneste sygedag, ikke en eneste dag med kvalme, og jeg løb flittigt indtil uge 34 og gik ca 7-10 km ture hver dag helt frem til fødslen. Trods den nemme graviditet, tror jeg, alle har været gravide, kender til den tunge fornemmelse og trætheden den sidste tid. Nå men jeg vågner og tænker jeg har fået dårlig mave, går på wc men da jeg når derud er smerten forsvundet.. Præcis efter 3 minutter kommer smerten igen i 30 sekunder. Og det går det op for mig, at det må være veer. Jeg sætter mig i sofaen og tænker 1000 tanker – gad vide, om jeg når at føde i dag, gad vide hvordan det kommer til at gå etc.
Kl 01.30 gør det så ondt, veerne kommer præcis med 3 minutter imellem og varer 30 sekunder. Jeg vækker min kæreste og siger at jeg har veer, på det tidspunkt kan jeg slet ikke tale eller koncentrere mig om noget som helst under veerne. Min kæreste er dog sikker på, det kun er plukveer, da de ikke varer over 30 sekunder.. plukveer??? Jesus mand, det her er ikke plukveer, er du sindssyg??
Kl 02.10 ringer jeg til fødegangen. Jeg har det lidt dårligt med at ringe så hurtigt, da jeg jo har fået ørene tudet fulde af, at det tager 100 år for en førstegangsfødende at føde.. Men på det tidspunkt gør veerne så ondt og har jo været regelmæssige helt siden begyndelsen.
Jordemoderen jeg taler med er sød nok, men der er (som forventet) ingen kære mor: “De der veer varer slet ikke længe nok endnu, ta’ du 2 Panodil, et bad og prøv om du kan sove.” Jeg bliver ked af det og tænker, Gud hvor er jeg dårlig til det her, jeg troede min smertetærskel var meget højere, jeg kan på ingen måde holde det her ud i 12 timer – eller hvor længe denne fødsel nu skal vare.. Prøv at sove sagde hun, jeg kan ikke engang trække vejret under veerne nu!!!??
Jeg går lidt rundt mellem veerne, kan slet ikke finde ro, så jeg beslutter at prøve med et bad, da det varme vand rammer maven, går der et smæld igennem min krop og jeg fornemmer vandet går og nu skal jeg bare på toilettet -som i LIGE nu! Jeg kommer over på wc’et og kaster op ud af det blå, men der kommer ikke noget afføring. Jeg kan se det bløder og mærker en pressetrang, der er så voldsom, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg har presseveer.
Jeg beder min kæreste ringe til fødegangen igen kl er nu 03.15 (har jeg efterfølgende fået at vide). Jordemoderen i røret kan godt høre, at jeg har presseveer og jeg er så glad for hun siger jeg bare må presse, for jeg kan intet andet. Min kæreste finder håndklæder frem og ligger dem og mig på badeværelsesgulvet.
Jordemoderen, der stadig er i telefonen, beder mig mærke efter om jeg kan mærke hovedet med mine fingre – jo tak, det kan jeg love dig for, at jeg kan. I det samme opdager jeg, at de hvide håndklæder er smurt ind i noget grønt og tænker grønt fostervand FUCK, lige i det sekund går jeg i panik – jeg kan sgu da ikke føde her med min kæreste, som eneste hjælper og så med grønt fostervand!! Sekundet efter er panikken ovre, jeg har simpelthen ikke overskud til at være i panik, min krop har taget TOTALT over.
Jordemoderen taler til mig i telefonen og fortæller, hun har bestilt en ambulance med udrykning. Jeg husker ikke ret meget andet, af det hun siger til mig, andet end hun på et tidspunkt spørger, om ambulancen er kommet. Det er den ikke og hun siger “de er godt nok længe om det” – tak for info, det hjælper så ikke mig, at du er nervøs for de er længe om det….
Nå, men ambulancen kommer og jeg går selv ud til den mellem veerne – de skal ikke køre ind med båren på mine nye gulve.. Jeg husker ikke turen til hospitalet som ligger 20 minutter herfra, kun at vi kører med udrykning. Da vi ankommer til fødestuen, tænker jeg, det var da vildt så mange mennesker, der er her på stuen (det var 2 jordemødre, pædiatrisk forvagt og bagvagt samt 2 andre jeg aldrig fandt ud af hvem var).
Jeg bliver vippet over på fødelejet og jordemoderen siger “lidt mindre lyd lidt mere pres” okay, er du klar over hvor ondt det her gør? tænkte jeg. Jeg presser et par gange og jordemoderen siger hun kommer en varm klud på mit mellemkød, at det vil føles behageligt – LØGN i stedet får hun med sine fingre fat om hagen på baby og rykker til, for hun skal åbenbart ud NU. Jesus mand det gjorde ondt.
5 minutter efter ankomst til fødegangen havde jeg født min datter kl 04.26. En fødsel der tog 3 timer og 50 minutter fra første ve.
Min datter skreg med det samme, var heldigvis sund og rask og havde det fint trods det grønne fostervand.
Jeg endte med en grad 2 bristning, og blev syet flere steder, men det kunne jo have været meget værre med den fart den unge dame havde på.
Vi lod os udskrive fra hospitalet dagen efter og levede (forhåbentlig) lykkeligt til vores dages ende?
Indsendt af:
Anne
