En vaskeægte røverhistorie fra en andengangsfødende
Jeg var gravid for anden gang. Min første fødsel (40+12) var smertefuld, men hurtig. Helt præcist varede den 1½ time og var meget overvældende.
Af den grund skulle jeg denne gang føde hjemme. Alt var derfor klar og vi ventede spændt. Dagene gik.
40+0, 40+12 og endelig 40+14. Det betød igangsættelse og skuffelsen kan ikke beskrives, da jeg fik at vide, at det ikke kunne foregå hjemme.
Vi pakkede det allermest nødvendige, sendte lillepigen på 15 måneder hjem til mormor og morfar, og trillede af sted mod sygehuset. Med en knude i maven ved tanken om, hvad der ventede mig.
På fødegangen var der travlt og vi måtte vente pænt. Omkring kl. 11 bliver det endelig vores tur, og der blev snakket lidt om at føde i vand, den forrige fødsel, min nervøsitet, om om den studerende må være der osv. Så blev jeg bedt om at lægge mig op på briksen, og de spændte den velkendte rem om maven for at måle, hvad de nu skal måle.
Pludselig opdagede jeg, at jordemoderen og den studerende så helt forkerte ud i ansigterne, og jeg blev bange. Efter nogle lange sekunder sagde jordemoderen endelig noget:
”Har du slet ikke ondt?” Jeg svarer at det har jeg ikke. ”Slet ikke?”
Jeg gentager ”nej.”
”Så kig lige på skærmen”.
Jeg kiggede og jordemoderen sagde:
”Du har veer. Kraftige veer.” Ja, for Søren, det kunne jeg da egentlig godt se. Med kort mellem steg kurven til vejrs og faldt igen.
Den rare studerende fik lov til at tage remmen af og tjekke, om jeg var åben. Desværre for den studerende kunne hun ”ikke finde ud af det”.
Til sidst sagde hun ærgerligt: ”Jeg kan mærke 7 cm åben, men det kan ikke passe”. Det gav jordemoderen hende ret i, og hun tjekker i stedet. ”Det er da utroligt, du er 9 cm åben. Har du slet ikke ondt?”
Det havde jeg virkelig ikke. Slet ikke. Det blev bestemt, at vandet skal tages. Jeg huskede i det sekund 1 times presseveer med en stjernekigger fra første fødsel, og mærkede nervøsitet komme snigende.
Så tog de vandet, og vi ventede. Ingenting. Jeg blev bedt om at rejse mig op. Og ganske rigtigt. Tyngdekraften gjorde sit arbejde og jeg fik veer. 1 ve, 2 veer, 5 veer og jeg nåede lige at begynde at kvæle puderne fra sengen. Og så pludseligt kunne jeg mærke det: ”han kommer” råbte jeg.
Jordemoderen og den studerende ilede til, men inden de nåede hen til mig havde min mand grebet den lille fyr. Men han kom han ikke helt ud. Navlestrengen sad to gange stramt om hans hals og blev hurtigt viklet af. Stadig overvældet over at jeg havde født på 1 kvarter fra de tog vandet, fik jeg lagt ham op på brystet. Han var jo blå. Helt blå. Jeg kom endelig igennem til jordemoderen, som gav mig ret. Hun gnubber ham, og han fik hurtigt farve og begyndte at skrige. Jeg tror, at vi alle var lidt forvirrede.
Vi fandt aldrig ud af, om han havde fået nok ilt, for da forvirringen endelig havde lagt sig, var det for sent. Min hjerne slog her knuden og jeg KUNNE bare ikke lægge ham til brystet, mens jeg blev syet. Stemmerne omkring mig forsvandt med mellemrum. Efter noget tid bliver jeg bedt om at tisse. Jeg rejste mig. Og faldt. I sidste øjeblik fik jeg kastet mig ind over mod sengen. Jeg prøvede igen, og den studerende måtte støtte
mig, da alt sortnede og jeg kollapsede. Tilbage til sengen.
Og så skal jeg ellers lige love for, at jeg skulle drikke saft, juice og jeg ved ikke hvad. Endelig kunne jeg stå på mine ben, men må blive på sygehuset til observation i nogle ekstra timer. Min krop var ligeså forvirret som os andre.
Da jordemoderen og den studerende sagde farvel, gav de mig hånden og den studerende sagde ”Det her er vist det tætteste jeg nogensinde kommer på en smertefri fødsel.”
Alt dette lyder måske som en røverhistorie, men det er den skinbarlige sandhed.
Indsendt af Jannie
