Alle sagde at anden gang var nemmere?!
Dette bliver beretningen om begge mine fødsler.
Første gang vågnede jeg kl. 4.45 ved at vandet gik, 6 dage før termin.
Jeg må være blevet advaret i søvne, for jeg nåede at få smidt numsen ud over kanten af sengen, så vandet endte på gulvet.
Jeg vækkede min kæreste med et “vandet er gået!” og på trods af at han ellers altid er svær at vække, var han med ét lysvågen og lettere panisk.
Da vi havde fået styr på vandet, og der ikke umiddelbart viste sig tegn på veer, gik vi i seng igen. Det havde vi fået at vide til fødselsforberedelsen, og vi var overbeviste om at selvfølgelig kunne vi ikke falde i søvn igen, for nu var det jo nu!
Klokken var dog blevet 9 da vi vågnede igen. Vi tog det stille og roligt, da der stadig ingen veer var, fik lavet noget morgenmad og ringet til fødegangen. De ville gerne se mig, og vi tog til Skejby med det samme.
Da der ikke rigtig var gang i noget, fik jeg nogle piller til at sætte gang i veerne.
Ved 15 tiden var der gang i veerne og vi ringede derind, fordi jeg var bekymret for at skulle sidde fast i myldretidstrafikken omkring Århus. Vi fik dog at vide at så længe vi kunne overskue det, skulle vi bare blive hjemme.
Klokken 20 tog vi ind på sygehuset til tjek og der var jeg åbnet 3 cm. og vi fik lov til at blive. Efter at have ventet yderligere nogle timer og der ikke skete det helt vilde, fik jeg et vestimulerende drop.
Selv på det allerlaveste niveau resulterede det i kraftige veer, med halvandet minut imellem.
Det var dog ikke veerne, der var ved at tage livet af mig, men derimod de kraftige rygsmerter jeg fik mellem veerne.
Jeg forsøgte at holde det stangen med lattergas, men jeg blev bare skæv af det, og stoppede derfor med det igen.
Klokken ca. 1 kunne jeg ikke klare det længere og bad om en epiduralblokade. Da lægen var klar til at lægge den, blev han kaldt væk til et akut kejsersnit og kom først tilbage 45 min. senere.
Jeg var grædefærdig da han måtte gå!! Men jeg fik min epiduralblokade og lige pludselig vendte stemningen, jeg fik overskuddet tilbage og kunne sove i de små pauser der var mellem veerne.
Omkring kl. 5 fik jeg pressetrang og begyndte bedre at kunne arbejde med veerne. Baby, som vi ikke kendte kønnet på, lå dog gemt bag skambenet og ville ikke komme ordentlig ned i bækkenet.
Der blev taget flere blodprøver fra hovedet på hende, og da det til sidst viste sig at hun ikke tolerede veerne særlig godt og hendes iltniveau faldt, måtte hun tages med sugekop.
Stuen blev fyldt med mennesker og deres studerende, og det var ret overvældende for min kæreste.
Jeg var langt væk og mest optaget af de tre veer, jeg fik at vide der var tilbage. Mine veer var dog gået helt i stå, og jeg endte med at presse hende ud uden veer, men med hjælp fra koppen.
Jeg fik en andengrads bristning og blev syet. Men det var fuldstændig ligemeget da jeg lå med min lille datter på 2922g i armene.
Hun blev født 29 timer efter at vandet gik.
På trods af et bøvlet forløb der absolut ikke kørte af sig selv, men skulle hjælpes igang gennem hele forløbet, var jeg rigtig glad for oplevelsen, og mit eneste ønske til anden gang var, at det hele måtte gå lidt mere af sig selv.
2.Fødsel
Min anden fødsel startede ligeledes med at vandet gik kl. 19.45, midt i putningen af min datter.
Kort efter begyndte veerne og allerede nu fik jeg mit ønske om at tingene skulle gå mere af sig selv, opfyldt. Vi fik tilkaldt svigermor der skulle passe Signe under fødslen, og ringet til fødegangen.
Mens vi ventede på at veerne blev kraftigere, fik vi set et afsnit af Game of Thrones og hyggesnakket. Det hele var generelt meget stille og roligt.
Kl. 23.30 havde vi en aftale om at komme ind til tjek og vi kørte til Randers Sygehus. Der var på nuværende tidspunkt godt gang i veerne, der virkelig nev.
Ved tjekket var jeg 3 cm. åben, og vi valgte at blive på sygehuset og se tingene lidt an, fordi det var anden gang.
Veerne gik helt i stå, og de ville gerne give mig vestimulerende drop for at få det i gang igen, men jeg ville gerne se, om vi ikke kunne få det tilbage på sporet naturligt først.
Det tog en times tid, med akupunktur, før der var godt gang i veerne igen. Jordemoderen synes dog stadig det gik for langsomt, da de gerne ville undgå at der skulle gå for lang tid fra vandafgang til fødsel, af hensyn til risiko for infektioner.
Jeg holdt fast i at jeg gerne ville undgå droppet, da det havde givet mig vestorm sidst.
Veerne blev naturligt kraftigere og kraftigere, og jeg kom først under bruseren i lang tid og derefter i badekar, for at tage nogle af smerterne, og for at kunne slappe lidt af.
Jeg kunne hverken sidde eller ligge under veerne, så jeg vandrede bare rundt på fødestuen.
Da smerterne blev for kraftige kom jeg op af vandet igen og herefter fulgte to timers MEGET kraftige veer, der tog al min viljestyrke for at klare.
Da de undersøgte mig herefter, kunne de konstatere at jeg var….3 cm. åben!!! Alt det arbejde, og så var der ikke sket noget som helst!
Jeg var grædefærdig og helt ødelagt, plus min ryg var begyndt at blive ulidelig mellem veerne, ligesom under min første fødsel.
Jeg fik grædende bedt om at få lagt en epiduralblokade, og kunne ENDELIG få lov til at ligge ned uden at have smerter, og slappe lidt af i min trætte krop. På dette tidspunkt var klokken blevet 11 om formiddagen.
Efter en time uden smerter, begyndte jeg så småt at mærke pressetrang, som efter to timer var taget kraftigt til. Og her starter så mit personlige helvede på jord!
6 timers pressefase, hvor jeg skiftevis gerne måtte presse og absolut IKKE måtte! Det var så dejligt når jeg måtte presse med, og fuldstændig uudholdeligt når jeg ikke måtte.
Der blev løbende taget blodprøver af hans hoved og han klarede det bare super, så ingen sugekop til mig denne gang, til at afslutte mit helvede.
Jeg var uendelig udmattet og forsøgte at holde igen, selvom min krop sagde det var umuligt, og jeg bare blev nødt til at presse, selvom jeg ikke måtte. Og timerne trak ud og der skete ingenting!
Han var ikke trængt langt nok ned i bækkenet og hver gang jeg holdt op med at presse, smuttede han op igen.
Til sidst begyndte baby også at blive stresset og iltniveauet faldt. Så nu måtte jeg virkelig ikke presse under veerne og dette var helt forfærdeligt!
Både fordi jeg virkelig ikke kunne lade være, uanset hvor meget jeg forsøgte, og fordi den dårlige samvittighed over at der kunne ske noget med mit barn, var overvældende hver gang jeg så pressede alligevel.
Det var forfærdeligt.
Endelig lød beskeden at nu stod hovedet på bækkenbunden, og så brugte jordemoderen gudhjælpemig 20 min. ekstra på at spørge fødselslægen, om hvad de skulle gøre herfra… Og jeg synes det var oplagt at hvis han stod rigtig, så skulle han sgu da bare ud! Hvilket heldigvis også var fødselslægens svar.
Tre veer senere var min skønne store dreng ude. 4250g og nok grunden til at han sad fast og det tog så lang tid. 1300 g. mere end sin søster! Han blev født kl.20.08, 24 timer efter at vandet var gået.
Jeg kom gennem fødslen uden en skramme, men sad alligevel med følelsen af, at det her gør jeg aldrig mere! Efter en uge med min skønne dreng i armene, kan det dog godt være jeg revurderer den udmelding!
Min kæreste var en kæmpe støtte gennem begge fødsler og sørgede for både klude og saft i rigelige mængder, mellem veerne. Han var så sej og støttende på trods af at han fik adskillige flabede svar med på vejen
Mvh Louise