Et akut kejsersnit og et planlagt.

Kære Kejserinder og I andre mødre.

Jeg har besluttet mig for at dele hele min historie med jer. For jeg tror den vil kunne hjælpe andre, til at se anderledes og mere positivt på Kejsersnit.

Min titel som “kejserinde” startede for knap 4 år siden efter hele 47 timers veer.
Vandet gik kl 4 om morgenen og jeg fik reglmessige veer lige efter. Vi blev bedt om at komme ind på hospitalet (Hillerød) en times tid efter, da jeg intet liv kunne mærke. Vi hørte hjertelyd og fik lov at vente. Men vi måtte vente lige til kl. 12 dagen efter, før nogen kiggede til os. Vi fik meget ærligt af vide, at vi var blevet glemt i travlhed. I mellemtiden var mine veer næsten gået i sig selv igen og jeg fik sat ve-drop til.

Min datter lå skævt og var “stjernekigger”. De forsøgte at vende hende med Rebozo-metoden til trods for jeg var totalt radbrækket af at ligge så længe med veer. Jeg fik “bistik”, akupunktur og morfin… ja jeg følte blot jeg var en forsøgskanin….Vi nåede helt op på seks forskellige jordemødre…
Endelig fik jeg en epiduralblokade og som bonus på morfinen fik jeg da også et sovende ben. Det var helt dødt. Vi skiftede dato igen og jeg fik skruet op for ve-droppet og kom endelig i aktiv fødsel. Det var ikke let med et dødt ben og følelsen af ikke at kunne styre sin egen krop. Jeg fik min datter så langt at hun blev forsøgt taget med kop. Det lykkedes ikke. Synet og sporene heraf, hjalp ikke på mine nerver, som sandelig kom på en prøve, da jeg fik min datter skubbet op igen og kørt afsted til akut kejsersnit. Alting gik forfærdeligt hurtigt, og mentalt var jeg slet ikke med. Jeg blev bukket sammen for bedøvelsen mens jeg stadig havde veer. Skrækkelig fornemmelse. Jeg var så ulykkelig…

Heldigvis kom den smukkeste datter ud og blev vist for mig. Det skal lige siges, at min mand var en stor støtte og fuldstændig cool under hele forløbet.
Min datter og mand blev logeret på neonatal afsnittet, da hun havde slugt fostervand, og jeg lå mutters alene til opvågning. Flere mødre kom og gik MED deres skønne babyer.. Og jeg lå blot og længtes efter min. Jeg brød til sidst sammen og sagde jeg altså ville se hende nu, selvom bedøvelsen ikke ville ligge sig.
Jeg blev genforenet med min dejlige baby og mand men jeg havde svært ved at komme på benene af udmattelse og smerter, så jeg var indlagt en uges tid. Jeg fik en kort snak om, hvorfor det gik som det gjorde efterfølgende, men intet fik jeg af vide mht. kejsersnittet og pleje samt øvelser. Jeg fik blot en pjece lagt på bordet om at jeg skulle træne bækkenet.
Amningen kiksede også, sikkert pga stress. Og stress kom der også mere af efter fødslen, da min svigermor bestemt mente, at hvis hun nu havde fået lov til at være med til fødslen skulle hun nok “have lært mig at føde!” Og efterfølgende fortalte hun mig hvor synd og forfærdeligt det var med børn der var født ved kejsersnit. Hun påstod de blev syge og aldrig kom sig over mangel af tryg osv osv. Intet under at jeg havde det psykisk dårligt næsten et helt år efter.
Jeg havde aldrig rigtigt fået bearbejdet denne fødsel.

Den historie gjorde stærk bund, for min beslutning om planlagt kejsersnit ved min anden datters fødsel (for 5 måneder siden).

Til trods for uhensigtsmæssige kommentarer og folks bedrevidenhed, stod jeg fast i min beslutning. Dels grundet en kompliceret graviditet pga forliggende moderkage og arvæv, der nev og hev hele graviditeten igennem. Og til dels frygten om at skulle risikere at ligge i flere døgn med veer igen og være forsøgskanin. Med forskrækkelser i form af kraftige blødninger denne sidste graviditet og risici for for tidlig fødsel mm., blev planlagt kejsersnit trumfet igennem. Men det var bestemt ikke med hospitalets gode vilje.. (Hvilket undrer mig dybt – deres udsagn var, at jeg sagtens ville kunne føde naturligt og jeg skulle stærkt overveje om jeg ville fortryde valget.)

Inden jeg rigtigt havde taget beslutningen, fik jeg da også en kommentar med på vejen, af en af mine nærmeste, som jeg luftede ideen om planlagt kejsersnit til, som svarede: “Man ved jo at det ikke er det bedste, man har gjort sig nogle erfaringer igennem årene, man ikke kan måle med en naturlig fødsel”. Igen bliver vi bare mødt af folks egne teorier, og formodninger. Folk ved skam nok hvad de skal sige af “gode” råd. De er uden tvivl velmenende, men de bygger desværre kun på stor uvidenhed omkring kejsersnit. Heldigvis støttede min søster mit valg, og kunne fuldt ud forstå mig med henblik på første fødsel.

Det er chokerende så dårligt ry et kejsersnit har.

Med den første fødsels-historie i bagagen, havde jeg virkelig brug for følelsen af kontrol! At jeg havde kontrol over min egen krop og ikke mindst at der var kontrol over selve fødslen!

Og det fik jeg! Jeg fik min drømme fødsel, og en absolut fantastisk oplevelse af et hud-mod-hud kejsersnit.

Og til trods for hospitalets råd om naturlig fødsel, viste det sig så at min jordemoder havde ret. Min datter lå i underkropsstilling! Så det ville have endt i kejsersnit under alle omstændigheder…

Med enormt mange sommerfugle i maven var jeg så klar til det planlagte kejsersnit. Vi bliver mødt af den samme fødseslæge som havde frarådet mig kejsersnittet. Da blev jeg endnu mere nervøs. Men kun for kort stund, da vi nu så en helt anden side af hende. Der fløj simpelthen rundt med god stemning på operationsstuen. Den anden læge drak lige en kop kaffe inden han tog operationstøjet på. Alt var simpelthen så afslappet! Min mand var ved mit ansigt hele tiden, og det var dejligt beroligende. Da operationen gik igang fortsatte det med vittighederne. Jeg havde hele tiden folk til at tilse mig med øjenkontakt og tjekke om jeg havde det godt. Jeg følte mig bare så tryg.

Så blev forklædet sænket og jeg så den skønneste lille pige hjulpet ud. Hun kom straks op og ligge hos mig. Jeg sugede enhver vejrtrækning fra min datter til mig! Jeg havde hende oppe hos mig under opvågningen, og gav hende slet ikke fra mig (pånær da hun blev målt og vejet.).

Jeg var på benene allerede samme eftermiddag og vores ældste datter kom og så hendes lillesøster.

Vi var på føde gangen i to dage, hvor jeg havde de sødeste jordemødre og sygeplejersker til at se til os.

Denne vidunderlige oplevelse af en fødsel har nu slettet alt der skete med den første. Jeg har efter to måneder slet ingen mén. Under operationen fjernede de en del arvæv fra den første gang – og det kan mærkes. Min “pølse” er væk.

Jeg er blevet fuld ud instrueret i øvelser og massage af arret.

I dag er jeg stolt af at kalde mig “Kejserinde” og jeg er naturligvis pavestolt af mine kejserbørn!

Jeg kan mane alle negative ry til jorden, og kan altså meddele at mine børn er 100% sunde og raske!

Dog ammede jeg kun de første måneder, men da der slet ikke kom gang i produktionen (til trods for alt denne gang havde grobund for vellykket amning) producerede jeg intet mælk til trods for pumpe mm. Vores datter havde gulsot, og derfor anbefalede sundhedsplejersken at gå over til ren flaske. Hvilket vi alle også trives med. Ingen banken oveni hovedet denne gang, over mislykkedes amning, for jeg ved jeg gav alt hvad jeg og min baby kunne.

Jeg vil se tilbage på dette hud-mod-hud kejsersnit med stolthed og glæde. Altid.

Dette var mine historier, tak fordi I læste med.

Med venlig hilsen

Nanna Lorentz
-Stolt kejserinde til to piger.

Billederne herunder er fra hud-mod-hud kejsersnittet i Februar