3 døgn med veer – beretning fra førstegangsfødende
Natten til tirsdag den 6. juni:
Vågner klokken 01:28 den 6. juni med menstruationslignende smerter fortil og i lænden. Jeg forsøger at hvile mig, og kan mærke smerterne komme og gå. Ca. med 20 minutters intervaller.
Om morgenen går jeg toilettet og kan se, at jeg har tegnblødning. Slimproppen er muligvis gået, men er ikke sikker.
I løbet af dagen cykler jeg på Fisketorvet og handler ind. Her er veerne gået lidt i sig selv igen.
Onsdag den 7. juni (terminsdagen):
Har sovet ca. 3 timer den nat.
Veerne er taget til i styrke, men er meget uregelmæssige.
Om aftenen er jeg så træt og udmattet, at jeg ringer til fødemodtagelsen, da jeg har hørt at man kan få en smertecocktail. Jordemoderen, som jeg snakker med, beder os om at komme ind, så jeg kan blive tjekket.
Torsdag den 8. juni:
Jeg tror klokken er omkring 3, da vi kører derind.
Efter at have ventet i et undersøgelseslokale i ca. 40 minutter, kommer en jordemoder og en jordemoderstuderende ind og undersøger mig. Jeg er 4 cm åben, men veerne er alt for uregelmæssige til, at jeg må blive, så jeg får en smertecocktail, så jeg kan få sovet og hvilet. Jordemoderen vil helt sikkert mene, at min søn vil komme til verden i løbet af torsdagen (hun lover dog ikke noget).
Vi kører hjem omkring klokken 5, og jeg får sovet til klokken 10-11 stykker. Fra jeg vågner og indtil klokken er 16, er veerne gået helt i sig selv (højst sandsynligt pga. den ve-hæmmende pille man tager i cocktailen), og jeg er vildt skuffet, da jeg her er overbevist om, at jeg ikke får min søn at se lige foreløbig.
Da veerne begynder igen omkring klokken 16, føles de kraftigere end tidligere, men endnu mere uregelmæssige.
Jeg prøver at arbejde med dem, og beder min kæreste om at lave boller i karry til aftensmad. Jeg får spist lidt i ve-pauserne.
Omkring midnat ringer jeg endnu en gang til fødemodtagelsen – denne gang dybt ulykkelig – da jeg ikke føler jeg kommer nogen vegne, og bare gerne vil videre i processen. Jordemoderen fortæller mig mulighederne for det videre forløb:
- jeg kan få endnu en smertecocktail, så jeg kan få lidt mere søvn (de plejer dog kun at give én cocktail, og ellers er det morfin)
- morfin, hvor jeg herefter bliver på hospitalet og sover (kan ikke helt huske grunden til, at man bliver på hospitalet) Red.: Man bliver på hospitalet for babys sikkerhed, hvis du føder mens morfinen har virkning.
Eller den 3. mulighed var, hvis der var plads på fødegangen, at de prikkede hul på vandet, og hjalp mig videre i fødslen.
Jeg vælger den 3. mulighed, og jordemoderen siger , at vi skal komme ind til tjek og så kan vi se, om der er plads på fødegangen til mig. Heldigvis er der plads til os.
Fredag den 9. juni:
Klokken 4:50 prikker de hul på vandet, og jeg tror der går 10 minutter, så begynder veerne for alvor at blive stærkere og helt regelmæssige.
Vi bliver fulgt ned til fødestuen med badekar (da jeg gerne vil føde i vand) af den samme jordemoderstuderende, som havde undersøgt mig natten før. På stuen gør jordemoderen (også den samme jordemoder, som havde tjekket mig natten forinden) badekaret klar, og den jordemoderstuderende lægger lavement på mig.
Da jeg er færdig på toilettet, kan jeg endelig komme ned i badekaret, og hvor det dog en rar følelse….. de første 3 minutter… Derefter kan jeg slet ikke finde en stilling, der er behagelig for mig. Veerne gør alt for ondt, pludselig har jeg det alt for varmt i badekaret, og jeg føler hele tiden at jeg har mere at presse ud efter lavementet. Da jeg har vendt og drejet mig i badekaret i ca. 20 minutter, ringer min kæreste efter jordemoderen, fordi NU skal jeg have en epidural, og det skal bare gå stærkt! Jeg har så mange smerter, og jeg kan ikke længere arbejde med veerne, så op med mig fra badekaret, og hen på briksen, da hun lige skal tjekke hvor langt jeg er i processen.
“Malene, jeg kan godt forstå du har haft så ondt… Du er 10 cm åben, så den epidural får du ikke”
Jeg kunne have skreget af lykke! At tro, at man har flere timer igen med smerter, til at kunne se lys for enden af tunnelen, er bare den fedeste følelse. Så kan jeg bedre forstå, at jeg havde sådan en trang til at presse i badekaret – jeg havde fået presseveer.
Jeg starter siddende på en bold, da min søn skal længere ned i bækkenet, før jeg egentlig må begynde at presse, så kommer jeg op at stå, så de kan følge med i, hvor langt nede han ligger, når jeg har en presseve, og da jeg ikke længere kan stå, kommer jeg op på briksen og ligger på ryggen.
Jeg ender med at gispe min søn til verden, klokken 08:14, fredag den 9. juni. Så inden de prikkede hul på vandet, havde jeg været 3 døgn om at åbne mig 4 cm. Da de tog vandet, var jeg 3 timer om at åbne mig de sidste 6 cm. Jordemoderen fortæller mig, at han havde ligget skævt i mit bækken, og at det højst sandsynligt var derfor, at jeg havde haft uregelmæssige veer i så lang tid.
Min søn hedder Theo, 3890 gram og 51 cm lang ved fødslen.
Indsendt af Malene.
