Uge 2+3 – De første tegn på graviditet
De første tegn på graviditet er meget usikre, og de kan have mange andre årsager.
Det er sjældent, at kvinder kan mærke noget som helst på dette tidlige tidspunkt, så du behøver slet ikke være opmærksom på symptomer endnu.
Det er kun 2 dage siden, du havde ægløsning.
Får du vores gratis Projekt Baby mails? – Sådan skriver du dig op.
Temperaturen – det første tegn på graviditet?
Når ægløsningen er sket, stiger kvindens temperatur, og ud fra temperaturen er det faktisk i nogle tilfælde muligt at formode graviditet.
Hvis du bruger temperatur-metoden til at lære din krop at kende og til at finde dit ægløsningstidspunkt, vil du formentlig have opdaget, at din temperatur har ændret sig en anelse – den er sandsynligvis steget 0,2 – 1,0 grader.
Læs også: Sådan måler du ægløsningen med temperatur-metoden
Når ægløsningen er sket, og den follikel, der indeholdte det lille æg, er bristet, bliver folliklen lavet om til en celle, der kaldes for det gule legeme.
Denne celle producerer progesteron, og det er netop dette hormon, der har fået din temperatur til at stige lidt.
Sygdom som første tegn på graviditet?
Nogle kvinder oplever, at de bliver syge lige efter ægløsningen, og efter de er blevet befrugtet.
Dette kan skyldes, at immunforsvaret bliver hæmmet af det ændrede hormonniveau for at beskytte det befrugtede æg, som jo faktisk er et fremmedlegeme i moderens krop.
Ægget betragtes som fremmedlegeme
For at det lille befrugtede æg – zygoten – ikke bliver betragtet som et fremmedlegeme, eller noget andet skadeligt, som din krop vil forsøge at ødelægge og skille sig af med, er din krop nødt til at være snedig. Derfor producerer din krop nu EPF (early pregnancy factor), som er et protein, der narrer din krop til at tro, at det ”lille nye liv” skal være der.
Ægget begynder sin rejse mod livmoderen
Millioner af små fimrehår – cilier – som sidder på ydersiden af din æggeleder, leder den to-cellede zygote blidt af sted ved at lave bølgende bevægelser i den rigtige retning.
Det befrugtede æg kan nu begynde sin rejse til sit bestemmelsessted – din livmoder – hvor det forhåbentlig skal ”bo” de næste mange, mange måneder.
Billedet viser, at zygoten nu består af 4 celler.
Alle kvinders cyklus er forskellig, og denne kalender afspejler kun en gennemsnitlig cyklus på 28 dage. Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, kontakt da egen læge.