Close
Log Ind Opret Bruger
Enlige bliver insemineret i stedet for sædtyveri
facebook pinterest twitter

Enlige bliver insemineret i stedet for sædtyveri

Avatar
11 juli 2014, 09:05

Enlige vælger insemination

Det er ikke let at finde drømmemanden, når man har et hektisk liv med karriere og venner. Derfor vælger flere og flere enlige kvinder at blive insemineret med donorsæd.

Før 2007 var kvindens eneste mulighed for at blive gravid, hvis hun ikke levede i et ægteskabs lignende forhold, selv at finde en donor – i byen eller i vennekredsen.

Mange føler det er umoralsk og sædtyveri, når en kvinde tager en fremmed mand med hjem fra byen for at blive gravid, fordi man fratager manden sit valg om at sætte børn i verden eller ej.

Læs også: Danske kvinder vil være solomødre

Den anden løsning med en sæddoner fra omgangskredsen, føler mange er besværlig, fordi der ofte opstår konflikter om forældremyndigheder og forvirring hos barnet.

Så det var for mange kvinder en lettelse, da loven om kunstig befrugtning blev ændret i 2007, så enlige og lesbiske kunne blive befrugtet på en klinik, med en anonym sæddoner.

 

Flere enlige end lesbiske

Faktisk er der i dag flere enlige kvinder, der vælger at modtage insemination, end der er lesbiske, oplyser formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, til Berlingske Tidende.

Alene i år vil ca. 4.000 børn i Danmark blive født af en enlig mor.

 

Individualisering får enlige til at vælge insemination

Fremtidsforskeren Birthe Dahl har udtalt til Berlingske Tidende at det skyldes en stigende individualisering:

”Det er ofte stærke kvinder, der bare ikke har fået den mand, de gerne ville have. Det er ikke superegoisme, Kvinderne er børn af en velfærdsstat med et stort fokus på individet, og de er opdraget til at realisere sig selv” fortæller hun.

Fertilitetsdebat: Snak om fertilitet med ligesindede.

Den samme tendens er skyld i at flere mænd vælger børnene fra, og er ofte grunden til at kvinden forlader dem, for at blive solomor:

”De vælger mændene fra, men et barn til, imens de stadig kan”. Fortæller Karin Erb.

 

Derfor vælger jeg som enlig insemination

“Jeg er enlig/single og valgte at gå i behandling med donorsæd i marts 2007, måtte dog igennem en operation først pga. lukkede æggeledere. Startede for alvor op i april 2008, hvor det lykkedes første gang, desværre endte det skidt efter 9 uger – øv… er siden fortsat ufortrødent, desværre uden held. Skal igang med hormoner og 6. og sidste forsøg nu – så jeg håber virkelig meget.

Jeg valgte at gå i behandling, da jeg på 6. år er single og har gjort op med mig selv at jeg ikke vil sidde som 42, 43 årig eller ældre og ærgrer mig over at jeg ikke gjorde det… det er selvfølgelig ærgerligt at der ikke er en mand i billedet, men tiden går og da jeg hverken vil risikere sygdomme m.m. ved et one night-stand eller bilde en mand ind at jeg er dybt forelset i ham, udelukkende for at få et barn, jamen så faldt valget på denne metode… venner, familie, kollegaer har alle modtaget mit valg super positivt og de fleste synes faktisk at det er et enormt sejt valg.

Jeg ser sådan på det, at jeg kan fortælle mit barn en dag at han/hun er det mest ønskede barn i denne verden, fremfor at måske skulle fortælle at faderen under ingen omstændigheder vil vide af det. Det var hårdt at tage beslutningen i første omgang, da jeg virkelig har følt det som et nederlag, at jeg ikke (som næsten alle andre piger) har kunnet finde Mr. Right. På den anden side, så er jeg heller ikke i tvivl om at mit barn vil vokse op super elsket, og at der nok een eller anden dag kommer en sød, rar og dejlig mand som er klar på at være pap-far, og jeg har samtidig også allerede besluttet at der skal laves en lillebror/-søster når den dag kommer, man kan jo “reservere” sæd fra samme donor mod et mindre gebyr, så de bliver helsøskende.

Nu ved jeg ikke hvilke muligheder du har fået, da du tog beslutningen, men dér hvor jeg går i behandling (Hvidovre Fertilitetsklinik), der har jeg fået tilbudt 6 forsøg via inseminering (4.-6. forsøg med hormoner) og hvis de ikke lykkes, så har jeg også 3 forsøg via reagensglas – jeg er ikke så stærk i alle de kliniske termer og forkortelser.

Jeg håber naturligvis at det lykkes nu, i dette forsøg, for det er virkelig hårdt at det måned efter måned ikke vil lykkes, føler at jeg gør alt det rigtige, mht. motion, søvn, vitaminer, afslapning og korrekt mad. Så jeg håber virkelig at du har en god familie eller veninder/venner som kan/vil støtte dig.

Jeg spurgte på klinikken ved 1. ell. 2. forsøg om hvor mange andre enlige der gik i behandling derude, lige som mig, lægens bud på det tidspunkt var at der gik 12-15 piger – så vi er ikke så alene om det som man måske tror ind imellem.”

Af Mumsi