Close
Log Ind Opret Bruger
40% af danske kvinder overvejer at donere æg
facebook pinterest twitter

40% af danske kvinder overvejer at donere æg

Redaktionen
5 september 2016, 12:24 Redaktionen

Ægdonation er noget 40% af danske kvinder overvejer 

Omkring 40 procent af de danske kvinder har overvejet at donere deres æg til barnløse par. Det viser en spritny undersøgelse af kvinders holdning til ægdonation. Desværre fravælger hver tredje danske kvinde ægdonation på grund af manglende viden. Synd og skam for de mange barnløse par i Danmark.

Vilje er der nok af. Over 40 procent af de danske kvinder har overvejet at donere æg, og særligt i Region Midtjylland overvejer mere end halvdelen af kvinderne at donere æg til barnløse.

Det er ikke pengene, der trækker, når kvinder overvejer at blive ægdonor. Tværtimod, viser en helt ny undersøgelse om kvinders holdning til ægdonation. Kun 7 procent af de danske kvinder nævner den økonomiske kompensation som udslagsgivende for at de ville donere æg – og det til trods for at kompensationen for nyligt er hævet fra 2400 kr. til 7000 kr. pr ægdonation.

Det, der motiverer kvinderne, er derimod muligheden for at hjælpe barnløse par, at føle de gør noget godt for andre, eller at hjælpe en veninde eller en anden kvinde de kender med at bliver mor.

I den nye undersøgelse blandt 400 danske kvinder i alderen 18-35 år svarer en tredjedel, at det er manglende viden om ægdonation, der er årsag til at de endnu ikke er ægdonor.

Undersøgelsen viser altså meget positivt, at så stor andel af de danske kvinder overvejer at hjælpe barnløse par ved at donere æg. Til gengæld viser den også, at ingen af de adspurgte allerede er ægdonorer. Så der er et stort potentiale blandt de danske kvinder for at komme ud af busken og hjælpe de barnløse par.

 

Danmark mangler æg til barnløse

Alt for få kvinder bliver ægdonorer. Derfor var der fx kun behandling til 233 af de 600 ufrivilligt barnløse, der ønskede behandling med donoræg sidste år. Resten kommer om i køen og kan vente i flere år.

Ufrivillig barnløshed kan have mange årsager. I en tredjedel af tilfældene af ufrivillig barnløshed er det hos kvinden at årsagen skal findes. Kræftbehandling med stråler eller kemoterapi, kan i mange tilfælde medføre midlertidig infertilitet og i nogle tilfælde helt ødelægge kvindens æg. Andre årsager kan være tidlig overgangsalder, uregelmæssige menstruationer, der tyder på uregelmæssige ægløsninger samt tilstanden PCOS (polycystisk ovariesyndrom).

10-15 procent af heteroseksuelle par er ufrivilligt barnløse, så der er meget stor efterspørgsel efter donorernes hjælp til at stifte familie. En ægdonor kan virkelig være med til at ændre de barnløses liv, og hjælpe med at stifte drømmefamilien.

 

Fakta:

Den landsdækkende undersøgelse af kvinders holdning til ægdonation er foretaget for Cryos af analysehuset Opeepl og er baseret på 400 besvarelser fra kvinder mellem 18 og 35 år.

 

Har du overvejet at donere æg?

Ja

Alle 37%

Midtjylland 45 %

Hovedstaden 39 %

Sjælland 25%

Nordjylland 38%

Syddanmark 32%

 

Hvorfor er du ikke ægdonor?

Jeg ved ikke nok om, hvad det kræver at være ægdonor

Alle 35%

Midtjylland 44%

Hovedstaden 35%

Sjælland 34 %

Nordjylland 36%

Syddanmark 28%

 

Fakta om ægdonation:

Ægdonorer skal opfylde en række betingelser:

  • være højst 35 år
  • være sunde og raske
  • ikke have kendte alvorlige sygdomme i familien
  • have negativ test for HIV, hepatitis B og C og syfilis
  • have normal fertilitet eller være i behandling for barnløshed med reagensglasmetoden
  • Kompensationen for donation af æg: 7000 kr.