76.413 kr. er prisen for et kunstigt befrugtet barn
En ny dansk undersøgelse har regnet ud, hvor meget det koster at føde et kunstigt befrugtet barn.
Det offentlige betaler i gennemsnittet prisen 76.413 kr. i fertilitetsbehandling for hver gang det munder ud i en nyfødt baby, og den pris dækker både materialer, løn, medicin samt vand og varme.
”Vi har også medregnet prisen for alle de fertilitetsbehandlinger, som ikke ender med at give et barn. Så prisen fortæller, hvor meget samfundet i gennemsnittet har betalt, hver gang en fertilitetsbehandling lykkes,” fortæller Lone Schmidt, som er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, til videnskab.dk
Billigt sammenlignet med andre lande
Det kan lyde dyrt, men Lone Schmidt fortæller at det faktisk er billigt sluppet, sammenlignet med mange andre lande:
”Hvis man sammenligner prisen med fertilitetsbehandlinger i andre lande er det her relativt billigt. Samtidig skal man også tænke på, at de børn, som kommer til verden, bliver skatteborgere, som kommer til at bidrage økonomisk til samfundet igennem et helt liv. Set i det perspektiv virker 76.000 som en rigtig god investering,” siger Lone Schmidt til videnskab.dk.
Læs også: Hvad er kunstig befrugtning?
Undersøgelsen tager udgangspunkt i 739 barnløse par, som forskerne har fulgt igennem fem år, fra den første fertilitetsbehandling.
Behandlingerne varierer meget efter, hvad de forskellige par har behov for, og forskerne har haft adgang til deres journaler:
”Der er forskellige måder at lave kunstig befrugtning på, og hvis den ene behandling ikke virker, så prøver man normalt noget andet. Derfor har vi fulgt alle de her par for at finde ud, hvilket forløb de har været igennem, inden de får et barn eller måske giver op. På den måde kommer vores beregninger til at afspejle virkeligheden, og det er det gode ved at lave undersøgelsen på denne her måde,” fortæller Terkel Christiansen, som er professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet til videnskab.dk.
Pris for kunstig befrugtning kan være grundlag for politiske diskussioner
Den udregnede pris er vigtig at kende, når man diskutere fertilitetsbehandling, fordi man så reelt ved, hvad det er man snakker om.
Og styrken ved denne undersøgelse er netop også, at alle omkostninger for et kunstigt befrugtet barn er inkluderet – fra lokaleleje, materialer og løn til lys, varme og vand.
”Vi har lavet denne her undersøgelse, fordi Danmark er et af de lande med den største forekomst af fertilitetsbehandlinger. Men på trods af at det altså er en hyppig aktivitet i det offentlige sundhedsvæsen, er der aldrig før lavet en detaljeret beregning af, hvad det koster,« siger lektor Lone Schmidt til videnskab.dk.
Læs også: Hvad koster kunstig befrugtning?
Den tidligere VK-regering indførte brugerbetaling på fertilitetsbehandling i 2011, og det førte faktisk til færre fødsler af kunstigt befrugtet børn. Men den nye regering har gjort det gratis igen, siden de trådte til.
”Fertilitetsbehandling er et område, som har en stor politisk bevågenhed. Som økonom vil jeg gerne bidrage til at afgøre, hvad fertilitetsbehandlingen koster. Nu kan politikerne se de kolde fakta over, hvad fertilitetsbehandlingen koster, og hvor mange børn der kommer ud af det,” siger professor Terkel Christiansen til videnskab.dk.
Jo ældre kvinden er, jo højere priser for kunstig befrugtning
En ikke så stor overraskelse er, at det er dyrere at fertilitetsbehandle kvinder over 35 år, end det er at behandle yngre kvinder under 35 år.
De unge kvinder koster i gennemsnittet 67.551 kr. at fertilitetsbehandle, mens det i gennemsnittet koster 108.793 kr. at fertilitetsbehandle kvinder mellem 35-40 år.
”Det er helt forventeligt. Det handler om, at ældre kvinder gennemsnitligt skal have flere behandlinger, før det lykkes dem at få et levende barn,” siger lektor Lone Schmidt til videnskab.dk.
Danskerne og kunstig befrugtning
Ifølge opgørelser fra Sundhedsstyrelsen kommer ca. 8 procent af alle danske børn til verden igennem kunstig befrugtning.
Det offentlige sundhedsvæsen tilbyder 3 gratis fertilitetsbehandlinger indtil kvinden er 40 år gammel, og den tilbydes til både enlige og par.
Dog tilbydes kunstig befrugtning ikke til par, der allerede har fælles børn sammen eller til enlige, der ikke allerede har fået børn.