Sådan får man henvisning til fertilitetsbehandling
Siden 2012 har fertilitetsbehandling været gratis i Danmark, men inden I kan begynde, skal I have en henvisning til fertilitetsbehandling fra jeres egen læge.
Krav for at få en henvisning til fertilitetsbehandling
For at komme i betragtning til behandling for barnløshed på statens regning, er der nogle krav, der skal være på plads:
- Kvinden må ikke være fyldt 40 år, og henvisning til fertilitetsbehandling skal derfor være opnået senest 6 måneder inden hendes 40 års fødselsdag.
- I må ikke allerede have fælles børn sammen. Hvis du er enlig og allerede har et barn, kan du ikke få en henvisning.
- Årsagerne til barnløsheden skal undersøges af egen læge hos både manden og kvinden. Lægen undersøger bl.a. mandens sæd og kvindens ægløsningscyklus, før henvisningen til fertilitetsbehandlingen gives.
Undersøgelser før fertilitetsbehandling
Både manden og kvinden skal undersøges grundigt, før man kan få henvisning til en fertilitetsklinik.
Begge partner skal testes for kønssygdomme, leverbetændelse og hepatitis.
Derudover gennemfører lægen følgende undersøgelser:
- Vurdering af sædkvaliteten
- Vurdering af passage gennem kvindens æggeleder og livmoder
- Hormonanalyse
Læs også: årsager til ufrivillig barnløshed
Fertilitetsklinikker anbefaler flere undersøgelser
Ud over de ovenstående undersøgelser, kan det hjælpe fertilitetsklinikken hvis følgende undersøgelser også bliver foretaget hos egen læge, inden fertilitetsbehandlingen påbegyndes:
- Celleprøve (smear) fra livmoderhalsen
- Podning for chlamydia fra kvindens livmoder
- Test (blodprøve, rubella) for røde hunde hos kvinden.
- Hvis testen er negativ, anbefaler man vaccination, og herefter må man først forsøge at opnå graviditet efter 3 måneder.
- Test (blodprøve) for toxoplasmose og parvovirus B-19 (lussingesyge) hos kvinden.
Så lang ventetid fra henvisning til behandling
Rigshospitalet oplyser en ventetid på ca. 3-4 måneder, fra henvisningen er givet og til den indledende samtale og planlægning af behandlingsforløbet foretages.
Video: Hvad bør du vide inden du går i fertilitetsbehandling