5 ting du skal overveje, når du vælger sæddonor
Efter du har taget beslutningen om at få et barn ved hjælp af donorsæd, går du ind i en proces, hvor du skal foretage en række vigtige valg. Valg som får betydning for både dig og dit barn i fremtiden – og som ikke kan laves om, når først du er blevet gravid. Derfor er det vigtigt, at du tager dig god tid til at overveje de forskellige muligheder, du har.
Igennem tre årtier har den danske sædbank Cryos hjulpet alt fra heteroseksuelle par, lesbiske og singlekvinder med at få drømmen om et barn opfyldt. Louise Bach Hansen, der er konsulent i kundeservice hos Cryos, vejleder Cryos’ kunder i deres beslutningsproces. Hun har derfor dybdegående viden omkring valg af donorsæd og processen omkring at få et donorbarn. I det følgende giver Louise Bach Hansen en række gode råd til, hvad du skal overveje, når du skal vælge din sæddonor.
#1 Hvor meget vil du vide om din sæddonor?
Et af de spørgsmål, som vi ofte taler med vores kunder om, er, hvor mange oplysninger de gerne vil have om deres sæddonor. Du har mulighed for enten at vælge en donor med basisprofil eller en med udvidet profil – og der kan være fordele ved begge dele.
En basisprofil indeholder oplysninger som donorens etnicitet, øjenfarve, hårfarve, højde, vægt, beskæftigelse og blodtype. Denne type profil vælges typisk af klienter, der ønsker at have så lidt oplysninger om donoren som muligt.
For andre betyder det meget at have mulighed for at påvirke deres kommende barns personlighed og generelle træk. I sådanne tilfælde vil man typisk gå efter en donor med en udvidet profil. Udover de informationer som man får i basisprofilen, kan man i en udvidet donorprofil fx også høre en lydfil af donorens stemme, se børnebilleder, personlighedstest, et håndskrevet brev fra donoren selv og få svar på forskellige personlige spørgsmål om donor.
Hos de fleste sædbanker skal man betale for at få oplysninger omkring donorerne, men i Donorsøgning på Cryos’ hjemmeside ligger disse oplysninger frit tilgængelig. En god måde, at finde ud af om du foretrækker en donor med basisprofil eller udvidet profil, er at tage et kig på de forskellige profiler og mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig. Hvordan føles det, når du læser om de forskellige donorer? Kan du lide at få en fornemmelse af de enkeltes personligheder, eller foretrækker du mere distance til doneren?
#2 Skal dit barn ligne dig?
Hvis du får et barn med donorsæd, kommer 50% af barnets genetik fra dig som mor. Derfor er der stor sandsynlighed for, at barnet kommer til at have nogle af dine træk. Præcis hvor meget barnet kommer til at ligne dig fysisk og mentalt er dog (stadig) svært at spå om.
Hvis det er vigtigt for dig, at dit barn kommer til at ligne dig og/eller din partner, skal du skulle gå efter en donor, der har nogle af de samme fysiske træk som dig selv eller din partner. Med en donor med basisprofil, kan du gå efter de overordnede træk som fx hårfarve og øjenfarve. Vil du gå mere detaljeret til værks, så gå efter en donor med udvidet profil. Derved kan du matche dig og din sæddonor på flere parametre – fx personlighed, børnebilleder og uddannelsesbaggrund.
#3 Hvor vigtig er donorens sundhedshistorik?
Alle sæddonorer hos Cryos er udvalgt i henhold til omfattende kvalitetssikring og driftsprocedurer for donor-screening. Kun en lille procentdel af de personer, der ansøger om at blive donorer, kommer igennem nåleøjet. Dvs. at personer med risikoadfærd og sygdomssymptomer bliver afvist. Til trods for denne intensive screening kan risikoen for at få et barn med en medicinsk tilstand selvfølgelig ikke elimineres, da alle mennesker jo har en form for ”skævheder”.
Er du interesseret i at vide så meget som muligt om sæddonorens sundhedsmæssige baggrund, er det, i en udvidet donorprofiler, muligt at se vigtige sundhedsoplysninger om donoren, men også om donorens forældre, søskende og bedsteforældre.
#4 Hvad skal dit barn have mulighed for at vide om donoren?
En af de vigtige ting, som du skal overveje, når du vælger en sæddonor, er, hvorvidt donoren skal være anonym eller ikke-anonym. Hvis vedkommende er anonym, kan hverken du eller dit barn få donorens identitet at vide.
Det er forskelligt fra person til person, hvor vigtigt det er at kende sin biologiske baggrund. Nogle donorbørn med anonym donor får identitetsudfordringer på et senere tidspunkt i livet – typisk omkring teenagealderen eller i starten af voksenlivet. For andre fylder tanken om den biologiske far meget lidt og kommer ikke til at give barnet udfordringer.
Det er svært at vide på forhånd, hvordan dit barn kommer til at reagere. Derfor er det også værd at overveje fra starten, hvordan det, at dit barn er donorbarn, skal italesættes, og hvordan eventuelle fremtidige spørgsmål fra barnet skal besvares. Det gælder både, hvis du vælger en anonym og en ikke-anonym donor til dit barn.
Vores erfaring peger på, at især singler og par af samme køn har præferencer for ikke-anonyme sæddonorer, mens heteroseksuelle par synes at have præference for anonyme. Men det er ikke altid sådan, og valget er meget individuelt og komplekst.
Hvis du vælger en ikke-anonym donor kan barnet (men ikke du) efter sin 18 års fødselsdag, henvende sig til sædbanken og få udleveret oplysninger om donoren. Du kan spørge i din sædbank, hvilke oplysninger de vil udlevere til barnet, når vedkommende er fyldt 18 år.
#5 Skal du have en eksklusiv donor?
For nogle personer betyder det meget at have eksklusiv ret til en donors sæd og dermed være den eneste, der har mulighed for at få et donorbarn med vedkommende.
Hvis du vil gå efter en eksklusiv donor, kan du i donordatabasen på Cryos’ hjemmeside se, hvilke donorer der endnu ikke har været et salg eller en reservation på, og som du derfor kan købe dig eksklusiv ret til. Disse profiler er markeret med en stjerne.
Du kan få en eksklusiv donor ved at købe al den tilgængelige sæd fra donoren og ”købe vedkommende ud”. Det er selvfølgelig dyrere at få en eksklusiv donor til sit kommende barn eller børn, men hvis det er vigtigt for dig, er det helt klart en mulighed, der er værd at overveje.
Om Cryos
Cryos blev stiftet i Aarhus i 1987 af Ole Schou. I dag er Cryos verdens største sædbank med salg af sæd til over 80 lande. Cryos har desuden verdens største antal af registrerede graviditeter samt det største antal af sæddonorer. Læs mere på dk-da.cryosinternational.com.