Close
Log Ind Opret Bruger
Termin og graviditet: Alt du skal vide om datoen
facebook pinterest twitter

Termin og graviditet: Alt du skal vide om datoen

Avatar
19 marts 2021, 14:49 Redaktionen

Termin betegnes som den dato du er sat til at føde. Statistisk set føder 5% af alle gravide på deres terminsdato, og det betyder altså at der er langt større chance for at du føder før eller efter din termin end på selve dagen. For førstegangsfødende viser statistikken at ca. 28% går over termin. Man siger, at et barn er født til tiden, hvis det er født fra 3 uger inden op til 2 uger efter terminsdatoen.

Hvordan regner man termin ud?

En graviditet varer 280 dage – eller 40. uger, regnet fra sidste menstruations første dag.

Man er dog ikke gravid de første to uger, så hvis man selv vil beregne terminen ud fra ægløsningstidspunktet, skal man tælle 268 dage frem eller 38 uger frem i kalenderen.

Det er vigtigt at udregne en terminsdato, da man skal have et praj om, hvornår barnet ca. kommer til verden. Terminsdatoen er dog kun vejledende. Det er helt normalt at gå et par uger over tid eller føde et par uger før, og føder du 3 uger før (uge 37+0)  eller 2 uger efter (uge 42+0), har du født “til tiden”. Du skal derfor ikke lægge for meget i datoen, selvom det for mange er en meget magisk dag.

I løbet af graviditeten vil du møde to beregningsmetoder:

Alle gravide i Danmark bliver tilbudt en ultralydsscanning (Nakkefoldsscanning), når de er mellem 11 og 13 uger henne, og langt de fleste tager imod dette tilbud. Ved ultralydsscanningen måles barnets størrelse, og den endelige terminsdato fastsættes. På nogle få fødesteder beregnes terminen ud fra den termin, man når frem til ved misdannelsesscanningen, men det mest normale er, at det er nakkefoldsscannings-terminen der anvendes, da den er mest præcis. Efter 12. uge begynder fostre nemlig at vokse individuelt. 

Hvis du har været i fertilitetsbehandling kender man oftest datoen for behandlingen, f.eks. ægoplægning. Det vil så være denne dato din læge regner fra, men du vil stadig få en ny termin til scanningen som så gælder herefter.

Når man går over termin

Hvis du går over din terminsdato, vil du – på de fleste fødesteder – blive tilbudt en undersøgelse, hvor I aftaler en dato for igangsættelse. En igangsættelse kan tage lang tid, og du er derfor nødt til at prøve at væbne dig med tålmodighed, selvom det kan være småt med tålmodigheden på dette tidspunkt af graviditeten.

Et igangsættelsesforløb kan vare over flere dage, hvor du med bestemte mellemrum får opsat en stikpille. Efter tre piller er din fødsel forhåbentlig så småt gået i gang. Du vil måske få prikket hul på fosterhinderne, så vandet går – dette kan være med til at sætte gang i veerne. Sætter veerne ikke nok skub i tingene, kan du få lagt et vestimulerende drop.

Forløbet afhænger af, hvor klar din krop er, og på hvordan den reagerer på de forskellige stadier af igangsættelsesforløbet.

Brug terminsberegneren

Vi har gjort det nemt for dig at beregne din termin, med vores præcise terminsberegner. Terminsberegneren kan fortælle dig, hvor langt du er henne, hvornår din befrugtningsdato (undfangelsen) var, og hvornår du har termin ud fra følgende oplysninger:

Vores terminsberegner beregner din termin ud fra statistik for hele landet, hvor lang tid der i gennemsnittet går fra en kvinde har sin første menstruation til hun føder. Det er samme metode som lægens egen terminsberegner, der benyttes når du kommer til dit første lægebesøg efter en positiv graviditetstest.