Pletblødning før, under og efter graviditet
De fleste kvinder vil opleve pletblødning i løbet af deres liv, og årsagerne er ofte at finde i forbindelse med menstruation, brug af p-piller, efter sex eller under en graviditet. Blødningerne er som regel ufarlige og ofte så beskedne, at de let kan forveksles med brunlig udflåd. At opleve pletblødninger er i de fleste tilfælde altså ganske normalt, og bør ikke vække bekymring.
Pletblødning under graviditet
I starten af en graviditet er mange gravide ekstra opmærksomme på blødninger, og særlig pletblødning kan vække bekymring. Det er dog vigtigt at vide, at man som gravid kan opleve pletblødning af flere forskellige årsager som langt fra altid indikerer noget negativt. Det kan bl.a. skyldes:
- Et lille sår på livmoderhalsen
- For meget fysisk aktivitet
- Sex (I nogle tilfælde begynder livmoderhalsen at bløde, hvis den bliver berørt, dette er dog ikke farligt)
Disse typer pletblødninger er harmløse.
Blødninger under 1. trimester
I det 1. trimester gennemgår livmoderen en så voldsom proces, at der frigives mange hormoner og livmoderhalsen kan blive skrøbelig og have let ved at bløde, enten ved let berøring ved samleje eller af sig selv. Selve moderkagen inde i livmoderen kan være ved at blive dannet tæt på udgangen af livmoderen, og et lille blodkar kan evt. give lidt sparsom blødning.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at enhver krampetrækning, værken eller pletblødning ikke nødvendigvis er et varsel om truende abort. I næsten alle normale graviditeter vil mindst èt af disse symptomer optræde på et eller andet tidspunkt. Faktisk bløder 25 % af alle kvinder i løbet af de første ca. 13 uger af graviditeten, og over 50 % af disse graviditeter fortsætter og ender med et sundt og raskt barn.
Det skal dog understreges, at svære smerter og/eller kraftig blødning bør udløse akut lægekontakt. Er du i tvivl, er det heller aldrig forkert at ringe og spørge din læge om hvad du bør gøre.
I disse situationer skal du straks ringe til lægen:
- Hvis du får blødninger med kramper eller smerter midt i den nederste del af underlivet. (smerter i den ene side af underlivet kan være tegn på en graviditet udenfor livmoderen og kræver også en opringning til lægen)
- Hvis du har stærke smerter, eller smerter, der fortsætter usvækket i mere end èn dag, selv om de ikke er ledsaget af pletblødning eller blødninger.
- Hvis blødningerne er så kraftige som en menstruation eller let pletblødning fortsætter i mere end 3 dage i træk.
I disse situationer skal du sørge for hurtigt at komme under lægebehandling:
- Hvis du tidligere har aborteret og får enten blødninger eller kramper eller begge dele.
- Hvis blødningerne er tilstrækkeligt kraftige til at gennembløde flere bind på en time, eller hvis smerterne er så stærke at de føles uudholdelige.
- Hvis du får et gråligt eller rødt, klumpet udflåd, som kan være et tegn på at du er ved at abortere. Hvis du ikke kan få fat på din læge, må du tage direkte på skadestuen.
Pletblødning som tegn på graviditet
Nogle kvinder får en lille pletblødning (måske blot en smule lyserød/brunligt udflåd), ca. 7-10 dage efter at befrugtningen af ægget har fundet sted, og hvor den lille cellekugle, der vil udvikle sig til dit barn, vil sætte sig fast i din livmoder, og det er ganske normalt.
I nogle tilfælde kan blødningen være lige så kraftig som en alm. menstruation og vare lige så lang tid, og du kan have de samme symptomer som du plejer at have under menstruationen. Det kan være oppustethed, menstruationssmerter m.m. I disse tilfælde kan du tro at menstruationen kommer før tiden og tror derfor ikke at du er gravid.
Graviditeten vil så måske først blive opdaget senere, evt. først næste gang du skal have menstruation, og din forventede fødselstermin vil blive “fejlberegnet” fordi du havde denne “menstruation”, som i virkeligheden var barnet som satte sig fast i din livmoder, og ikke var en alm. menstruation. Denne blødning har fået navnet “implantationsblødning”.
Pletblødning efter fødsel
At bløde efter en fødsel er ganske normalt, og de efterfølgende dage vil det mest af alt minde om en kraftig menstruation. Blødningen fortsætter i 4-6 uger, men aftager langsomt i intensitet. Årsagen til blødningen skal findes det sted moderkagen har siddet under graviditeten, som efter fødslen efterlader et sår der skal heles. Selve blødningen kan indeholde klumper, og vil i begyndelsen være frisk blod og efterhånden udvikle sig til brunligt udflåd og senere hvid/gullig udflåd.
Oplever du blødning lige efter fødslen kan årsagen oftest være at livmoderen ikke trækker sig rigtigt sammen, rifter eller at der sidder rester af moderkagen i livmoderen.