Når forkølelsen ikke går væk: Kan det være pollenallergi?
Er dit barn snottet, og er det som om forkølelsen varer flere uger eller måneder hen over foråret eller sommeren?
Så er det måske slet ikke en forkølelse men derimod pollenallergi, der generer dit barn.
”Børn får oftere forkølelser end voksne, og det kan nogle gange skjule pollenallergi lidt,” forklarer speciallæge i almen medicin, Jannik Kruse.
Et barn med pollenallergi kan opleve almindelige symptomer som stoppet eller løbende næse, irriterede og røde øjne samt gentagne nys, men vær også opmærksom på symptomer som træthed og koncentrationsbesvær, råder han:
”Barnet kan være mere træt end normalt, og der kan være vanskeligheder med at koncentrere sig i skolen eller under sport og aktivitet. Generne kan have stor indflydelse på dit barns livskvalitet, og barnet kan få en følelse af at være holdt uden for fællesskaber, når det ikke kan være ude at lege med sine kammerater.”
Allergi kan føre til astma
Er dit barn plaget af pollenallergi, er der god grund til at gribe ind. For ikke nok med at symptomerne kan have stor indflydelse på barnets hverdag, så er der også risiko for, at pollenallergi kan udvikle sig til astma. Faktisk oplever 30 procent af mennesker med høfeber astmasymptomer som hoste, vejrtrækningsbesvær, trykken for brystet og en pibende eller hvæsende vejrtrækning.
”Luftvejsallergi kan med tiden udvikle sig til astma. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på de tidlige tegn på astma og sikre, at barnet får tilstrækkelig behandling for sine symptomer for at mindske risikoen for astma,” forklarer Jannik Kruse.
Forbered dig til lægebesøget
Mistænker du pollenallergi hos dit barn, er det en god idé at få barnet udredt. Lægen vil spørge ind til barnets sygehistorie og symptomer og eventuelt foretage en allergitest i form af blodprøve eller priktest. Allergitesten kan afsløre hvilke allergener dit barn kan reagere på og hjælpe lægen til at stille en korrekt diagnose. Men hvornår er det egentlig tid til at søge læge?
”Når dit barns pollenallergi forstyrrer barnets daglige liv, er det et godt tidspunkt at søge lægehjælp. Et lægebesøg kan give svar på dine bekymringer og spørgsmål om barnets behandlingsmuligheder og hvad du selv kan gøre for at mindske allergien,” siger Jannik Kruse og tilføjer:
”Forud for lægebesøget kan det være klogt at føre en symptomdagbog over dit barns symptomer, som kan give lægen et godt overblik over dit barns symptomer.”
3 trin til håndtering af allergi
Har dit barn pollenallergi, kan du som udgangspunkt hjælpe dit barn på tre måder:
- Reducér barnets eksponering for pollen: Undgå udendørsaktiviteter på dage med høje pollental, skift tøj og vask hår på barnet inden sengetid.
- Behandl med symptomlindrende medicin: Øjendråber, næsespray med binyrebarkhormon og antihistamintabletter kan dæmpe barnets symptomer midlertidigt.
- Allergivaccination: Allergen immunterapi behandler årsagen til allergien ved at udsætte barnets immunsystem for kontrollerede doser allergen over tid.