Faderstuen: Når ”vi” er gravide
Dennis er blogger på Min-Mave, under navnet Faderstuen, hvor han skriver om at miste et barn, og glæden ved at hans kone er gravid igen. Læs hans blog her. |
Jeg har altid tænkt: ”Nej… hun er gravid.. du har bare hjulpet”.
Det er kvinden der går gennem hormonforandringerne, vægtforøgelsen, smerten og de generelle udfordringer ved at alting ændrer sig ved hendes krop og sind.
Men det er i virkeligheden begge parter, der er gravide.
Vi mænd kan godt ende med at stå på sidelinjen og stirre, mens vores kærester/koner går i gravid-mode og bliver helt opslugte af at være gravide.
Derfor er det vigtigt at være involveret.
Hun behøver ikke spørge dig, du behøver bare at gøre det!
Læs også: Armbånd sender følelsen af graviditet
Vi går turen mod fødslen sammen
Min kone har fra starten gjort enormt meget for at inddrage mig i graviditeten.
Ja, det vil sige at det har hun faktisk ikke, for det har virket meget naturligt for os, at det var en fælles rejse.
Vi har skabt et barn sammen, så vil vi også gå turen mod fødslen sammen.
Hun har hele graviditeten taget min hånd og lagt den på hendes mave.
Allerede før man kunne mærke noget.
Jeg tror det er vigtigt for hende, at jeg er med hele vejen; fra allerførste lille boblende sitren, til de helt store karatespark der kan få mig til at hoppe helt af overraskelse.
Vi øver os på at blive en familie
For min kone og jeg handler graviditet mere om familie, end det gør om selve graviditeten.
Vi er i gang med at lave en rigtig lille familie, så vi opfører os også derefter.
Hun ved godt når hun er urimelig
Jo jo, min kone bliver gradvist og eksponentielt større, mere følsom og mere urimelig.
Men hun ved det godt.
Hun kan godt se at hun måske er lidt urimelig eller nærtagende, men hun kan ikke gøre noget ved det.
Så hun siger undskyld.
Det er ikke nødvendigt, for jeg kan godt forstå hvad hun gennemgår, men det er nu meget rart alligevel.
Det er med til at jeg ikke bliver skræmt helt ned i et mande-hul, hvor jeg kan sidde forsigtigt og vente til det hele er overstået, for ikke at såre hendes følelser.
Læs også: Du bærer barnet, så bærer jeg dig
Jeg er begyndt at læse for maven
Jeg tror ikke nødvendigvis på at babyen kan genkende min stemme og alt det der, men jeg synes nu alligevel, at det er meget hyggeligt at tænke på, at han/hun ligger derinde og lytter med.
Så jeg læser sådan nogle ”du skal være far, men du behøver ikke panikke, for der er andre der er ligeså befippede som dig”-bøger til den helt store guldmedalje.
Jeg kan ikke finde ud af, om jeg læser bøgerne for min egen, mine kones eller mit kommende barns skyld, men det er vel egentligt også bedøvende lige meget.
Jeg elsker at læse for os alle sammen.
Vi er gravide sammen
Jeg tror, at det bedste min kone har gjort for at inddrage mig i graviditeten har været: at aktivt inddrage mig.
- Hun fortæller mig hele tiden om, hvad der sker med hendes krop og vores barn,
- Hun lægger mine hænder på maven og
- Hun fortæller mig, hvor meget hun nyder at jeg er med på rejsen.
Det er nok det vigtigste. At hun fortæller mig det.
Det er først efter jeg selv oplevede det, at jeg i virkeligheden forstod det.
Det her med at ”vi” er gravide.