Jern og graviditet: Alt du bør vide om jerntilskud
En graviditet medfører et øget behov for en række vitaminer og mineraler, som den gravide kvinde skal tilgodese – dels for at sikre en sund og normal graviditet og dels for at fosteret kan få de bedste betingelser for at udvikle sig til et sundt og normalt barn.
Jern er et af de vigtigste mineraler før, under og efter graviditeten, og i denne artikel kommer vi ind på alt hvad du bør vide om jern og graviditet.
Indhold i artiklen
Hvad er jerntabletter godt for?
Jern stimulerer dannelsen af røde blodlegemer, som transporterer ilten rundt i blodet. Børn, mænd og kvinder efter menopause har normalt brug for 10-15 mg jern dagligt, mens kvinder i den fødedygtige alder, skal have ca. 18 mg. jern.
Når man er gravid er det dog ekstra vigtigt med en god transport af ilt, så barnet får den næring, det har brug for. Derfor anbefales det at alle gravide tager et dagligt jerntilskud på 40-50 mg fra 10. uge og igennem hele graviditeten.
Den næring, du indtager, går først og fremmest til barnet, og det ufødte barn har brug for ilt, energi, vitaminer og mineraler.
Under graviditeten øges blodmængden i kroppen med mange liter. Mængden af røde blodlegemer med ca. 20%, men væskemængden i blodårerne stiger med ca. 50 %.
Resultatet er, at blodet bliver fortyndet, selv om antallet af røde blodlegemer stiger. Dette viser sig ved, at blodprocenten under graviditeten er lavere end normalt.
Hvordan ved man, om man lider af jernmangel?
I Danmark udvikler ca. en femtedel af kvinder jernmangel under graviditeten. Men problemet starter allerede inden graviditeten, da 75 % af alle kvinder i den fødedygtige alder får for lidt jern (Kilde: Danskernes kostvaner).
Jernmangel fører til blodmangel og giver træthed, i svære tilfælde også svimmelhed. Hvis du har svært ved at komme ud af sengen, bliver hurtigt træt eller meget let forpustet under fysisk aktivitet, er det en god idé at få tjekket, om du har jernmangel hos lægen.
Den bedste biomarkør for kroppens jernreserver er serum ferritin koncentrationen. Desværre tager lægen eller jordemoderen ikke denne blodprøve som led i standardomsorgen for gravide, men hos mange læger er det muligt at bede om at få målt serum ferritinen, som tages ved en simpel blodprøve.
Med et prik i fingeren kan lægen måle din hæmoglobin (blodprocent). Normalværdien for blodprocenten er 7 – 10 mmol/L for kvinder. Hvis din blodprocent er lavere end 7 mmol/L, så skal du tage en større dosis jern end den dosis, som Sundhedsstyrelsen foreskriver. En normal hæmoglobinværdi kan i nogle tilfælde være misvisende, da dine jernreserver kan være udtømte, hvilket betyder, at du kort tid efter kan få jernmangel.
Hvorfor giver jern energi?
Jernmangel betyder, at blodcellerne ikke danner nok hæmoglobin til at erstatte det tabte blod. Når man har jernmangel, har kroppen svært ved at danne hæmoglobin til de nye blodceller. De røde blodceller transporterer ilten rundt i kroppen og ud til cellerne, og det er den mindre ilt til cellerne, der giver dig mindre energi og mere træthed.
Kan man få for meget jern?
Jern skal, som så meget andet, indtages i korrekte doser. Har man fået for meget jern kan det resultere i diarré, opkast, kvalme og mavesmerter. Inden du begynder at tage jerntabletter er det derfor en god idé, at konsultere med din læge.
Har alle gravide behov for jerntilskud?
Nej. Hvis dine jerndepoter er over et vist niveau, så har du nok jern til at komme igennem din graviditet uden af få jernmangel.
Det er dog meget få gravide der har så gode jerndepoter, at de ikke behøver jerntilskud for at gennemføre en normal og sund graviditet. Jern spiller en vigtig rolle for en vellykket graviditet, har positiv indflydelse på barnets fødselsvægt og medvirker også til, at fosteret og barnet får en normal mental og motorisk udvikling i de første leveår.
Hvis dine jernreserver er større end 500 mg (serum ferritin-koncentration over 70 μg/L) kan du nyde graviditeten uden at tænke på at skulle tage et jerntilskud.
Jernholdig mad hjælper dig godt på vej
En sund og varieret kost er afgørende for at imødekomme de ekstra behov der opstår under graviditeten. De færreste gravide kan forebygge jernmangel alene ved at spise jernholdig mad, men en afbalanceret og varieret kost kan hjælpe en godt på vej.
Kroppen har generelt svært ved at optage jern, og en del ryger videre i fordøjelseskanalen uden at blive optaget i kroppen. Af den jern vi indtager, er det kun ca. 10 % der optages i kroppen.
Fra kosten kan du optage jern gennem frugt, bær, grøntsager, brød- og kornprodukter samt fra kød, fjerkræ og fisk som kaldes hæmjern. Det er kornprodukterne vi får mest jern fra, mens frugt og grønt bidrager med 1/5 del og kød også bidrager med 1/5 del.
Jern fra kød optages meget bedre i kroppen end jern fra grøntsager og kornprodukter, og det betyder også at gravide vegetarer har højere risiko for at udvikle jernmangel.
Fødevarer med højt jernindhold
Nogle af de bedste naturlige kilder til jernholdig mad er lever (anbefales ikke til gravide og ammende grundet højt niveau af A-vitamin), hjerte, spinat, broccoli. Andre fødevarer, der er gode kilder til jern, er angivet her med jernindhold i mg pr. 100 gr. i parentes.
Husk, at selvom der er langt mindre jern i oksekød, så optages det bedre, end den jern der findes i f.eks. sesamfrø.
- sesamfrø (15 mg)
- svinelever (13 mg)
- musling (8 mg)
- cashewnød (6 mg)
- fuldkornsknækbrød (5 mg)
- havregryn (4 mg)
- bælgfrugter (3 mg)
- oksekød (2 mg)
- rugbrød (2 mg)
Du kan se den fulde liste her.
Bivirkninger fra jerntilskud
Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at tage 40-50 mg jerntilskud fra graviditetens 10. uge, men selv med de bedste former for jerntilskud kan man ikke være sikker på at komme uden om bivirkningerne. Jerntilskud er nemlig kendt for at give blandt andet forstoppelse, hård mave, ondt i maven og gener ved afføring, og som gravid er man i forvejen ekstra følsom over for mavegener.
Der er imidlertid stor forskel på jernpræparaterne, og ofte kan generne skyldes et jerntilskud med dårlig optagelse. Jern, som ikke optages i kroppen, efterlades i tarmen, hvor det hos mange gravide giver mavegener som forstoppelse. Mange vælger i dag et mere naturligt og letoptageligt organisk bundet jernprodukt. Så kan man nemlig nøjes med mindre og dermed også reducere risikoen for gener.
Almindelige jerntabletter egner sig ofte ikke til gravide, medmindre der er konstateret jernmangel. Der findes dog jerntabletter til gravide – f.eks. GraviJern som er letoptageligt og en såkaldt depottablet. Depottablet betyder at jernet frigives i små mængder over længere tid, hvilket nedsætter risikoen for hård afføring.
Bivirkningerne fra jern vil dog oftest aftage når kroppen vænner sig til det. Nogle sundhedsfaglige personer anbefaler, at man kan tage jerntilskuddet hver anden dag, hvis man fortsætter med at have problemer. Du bør som altid kontakte din egen læge hvis du oplever problemer i graviditeten, som ikke går over af sig selv.
Forebyggelse af jernbivirkninger
En hård mave forårsaget af jerntilskud, kan være svær at afhjælpe fuldstændig, og derfor bør der fokuseres på forebyggelse.
Det bedste råd er at sørge for at spise jernholdig mad og eventuelt supplere med et mildt jernholdigt kosttilskud, så ens jerndepoter er fyldte, når man bliver gravid. På den måde slipper man for at tage så store doser jern, og dermed er bivirkningerne mindre.
Er den hårde mave allerede trådt ind er forebyggelse for sent, og i disse tilfælde kan du afhjælpe problematikken ved at
- at drikke rigeligt med vand
- at motionere regelmæssigt
- at spise fiberholdigt mad og grove grøntsager
Hvordan tages jerntabletter?
Jerntabletter kan indtages enten morgen eller aften, og som udgangspunkt behøver du ikke tage det sammen med mad, medmindre du har gener som kvalme eller smerter i maven.
C-vitamin fremmer jernoptagelse, og du kan derfor med fordel drikke et glas juice. Til gengæld bør du undlade at kombinere det med mælkeprodukter og koffeinholdige produkter (kaffe, sodavand, te). Vær opmærksom på at andre kosttilskud og medicin kan nedsætte optagelsen af jern.
Jerntilskud efter fødsel
Det er normalt at kvinder mister meget blod ved fødslen, og det kan sænke blodprocenten. En lav blodprocent kan gøre dig træt, i dårligt humør og få dig til at miste appetitten. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen også, at du fortsætter med at tage jerntilskud, så du ikke mister energi til den vigtigste opgave i dit liv: at være mor.
Hvor længe man skal tage jerntilskuddet kan variere, men Sundhedsstyrelsen anbefaler de første 4-8 uger fra fødslen. Der er intet i vejen for at du tager jerntilskud mens du ammer.
Anmeldelser af jerntilskud
Så jeg ville bare lige dele det med jer andre der kæmper mod træthed og hovedpine, det er måske et forsøg værd, for jer andre at prøve det.