Close
Log Ind Opret Bruger
Hvis jeg siger ”ind og ud” så ved du godt, hvad jeg mener
facebook pinterest twitter

Hvis jeg siger ”ind og ud” så ved du godt, hvad jeg mener

Avatar
23 december 2013, 13:11

verdens-nemmeste-meditation_242566

 

Nej, det er ikke bevægelser i dobbeltsengen, der tænkes på. Derimod er det sådan bogen ”Verdens nemmeste meditation” opsummerer de teknikker, man lige har lært.

Jeg har fået denne bog til anmeldelse over weekenden og jeg har både glædet mig lidt og samtidig tænkt: ”åh nej”.

Jeg har glædet mig fordi forfatteren, Sebastian Overgaard, er en spændende blanding af reklamemand og iværksætter, som begge er erhvervstyper, der tyder på, at manden ikke er alt for alternativ og speltborgeragtig.

Og jeg har frygtet det lidt, fordi jeg ikke lige er typen, der har tålmodighed til meditation.

Min eneste erfaring med en slags meditation er, da jeg var teenager og en stor fan af Eileen Fords legendariske ”Skønhedsbogen”.

I den anbefaler hun alle kvinder, at sætte noget roligt musik på, lægge sig fladt på gulvtæppet med fødderne hævet og bare lytte i ti minutter, imens man trækker vejret dybt.

Det praktiserede jeg faktisk i lang tid, og har ofte tænkt at jeg skulle starte igen.

 

Tilbage til ”Verdens nemmeste meditation”

Bogen er en lille sag, skrevet med stor skrifttype og meget luft på hver eneste side.

Det betyder, at de næsten 200 hundrede sider var læst på lidt over en time. Hvilket jeg kun kan klappe i hænderne over, da bogens titel jo netop lover mig, at jeg kan komme hurtig og nemt i gang med meditation.

Dog kunne bogens indholdsfortegnelse godt have gjort det endnu nemmere, ved at skrive på hvilke sider bogens øvelser befinder sig, så man nemt og hurtigt kan springe rundt i bogen, når man har læst den igennem første gang.

 

Fyldt med hverdagsvisdom

”Verdens nemmeste meditation” er ikke skrevet til typen, der rejser til Indien for at meditere med en guru på toppen af et bjerg. Den lærer dig, hvordan du kan meditere i bussen, når du vasker op, eller bare lige sniger dig ud på toilettet for at få en pause fra chefen eller børnene.

”De største meditationseksperter beskriver meditation som en helt naturlig del af alle vores aktiviteter. Du kan børste tænder meditativt. Gå på arbejde meditativt. Møde mennesker meditativt og så videre.”

Bogen er også fyldt med små dejlige huskeråd og tricks til at gøre hverdagen mindre stresset og i stedet fylde den med harmoni og større kreativitet.

 

Verdens nemmeste øvelser

Øvelserne er nemme og beskrevet, så man helt intuitivt forstår, hvad det er, man skal gøre for at opnå den eftertragtede meditative tilstand.

Faktisk skal man bare fokusere på at trække vejret ind og ud:

”Brug dette øjeblik til at sætte pris på dit åndedræt. Brug dette åndedræt til at sætte pris på dette øjeblik. Dette gensidige bånd er den absolut vigtigste nøgle til meditation.”

 

Lyder det kedeligt?

Sebastian Overgaard er helt klar over, at det er virkelig kedeligt at meditere. Faktisk bruger han et helt kapitel på at fortælle dig, hvor kedeligt det er, og hvor meget din intuition siger dig, at du ikke lige gider det.

Men han kommer også med en masse gode argumenter, som du kan fortælle din hjerne, når den ikke gider meditere. Fx at det giver dig overskud, at du får en masse gode ideer og at du kommer til at sove bedre om natten.

 

Har han overbevist mig?

Ja! Det har han. Eller i hvert fald har han givet mig det sidste skub til, at komme i gang med min Eileen Ford rutine igen, kombineret med hans øvelser.

Og grunden til det er, at jeg er blevet overbevist om, at jeg ikke har tid til at lade værre.

For når en lang dag er gået med arbejde, min søn er puttet og jeg bare falder om af træthed og stirrer på en ligegyldig serie i fjernsynet, så fylder det mig ikke med tilfredshed.

Derimod ved jeg godt, at hvis jeg efter putningen mediterede i ti minutter, så ville jeg få overskud til at lave noget meningsfuldt: skrive en mail til min farmor, male et maleri, ringe til en veninde eller noget helt andet, der ville give mig glæde og tilfredshed.

 

Fakta:

“Verdens nemmeste meditation” udkommer 27. december fra forlaget People’s Press. Den har 192 sider og vejledende udsalgspris er 149, 95 kr.

 

Dette er en advertorial, og der kan forekomme kommercielle links.