Gravide skal ikke frygte kvalmemedicin
Over halvdelen af alle gravide lider af kvalme og opkast under deres graviditet, og selvom der findes kvalmstillende medicin på markedet, undlader mange kvinder at tage det, af frygt for at fosteret vil tage skade.
Frygten er ubegrundet
Statens Serum Institut (SSI) har forsket i den kvalmestillende medicin metoclorapis, og de har fundet frem til, at frygten er ubegrundet.
Björg Pasternak, læge og forsker hos SSI forklarer om den nye undersøgelse; ”Tidligere studier tyder på, at metoclopramid er sikkert at bruge i graviditeten, men der har været væsentlige huller, som vi nu har forsøgt at udfylde”.
45.000 gravide kvinder er grundlag for forskningen
I den nye undersøgelse af medicinens eventuelle bivirkninger har forskerne gjort brug af data fra de danske sundhedsregistre. Ved hjælp af registrene er alle gravide kvinder i perioden 1997-2011 blevet identificeret.
Herefter har man kunnet sammenligne de kvinder, der gjorde brug af metoclopramid med dem, som ikke benyttede lægemidlet, men som i øvrigt havde samme alder, graviditetshistorik og sundhedstilstand.
Forskerne identificerede mere end 45.000 gravide kvinder, som har gjort brug af metoclopramid på et givent tidspunkt i deres graviditet. Det svarer til 3,7 procent af alle gravide. Ud af dem brugte mere end halvdelen (28.000) lægemidlet i den første del af graviditeten, hvor fosteret er mest sårbart.
Tydelige resultater
Forskerne fandt intet belæg for bivirkninger som følge af den kvalmestillende medicin metoclopramid. Der var ingen øget risiko for alvorlige misdannelser, spontan abort, og dødfødsel. Ligesom det ikke var tegn på øget risiko for tidlig fødsel, lav fødselsvægt eller afvigende fostervækst.
Forskerne konkluderede efter undersøgelsen, at resultaterne var meget tydelige.
Statens Serum Institut har tidligere undersøgt midlet ondansetron, som typisk bruges til de kvinder, der ikke har gavn af midler som metoclopramid. I undersøgelsen af ondansetron blev det ligeledes konkluderet, at der ikke var flere spontane aborter, dødfødsler eller misdannelser hos de gravide, der havde fået ordineret medicinen.
Læs også 9 husmorråd mod morgenkvalme
Kilde: JP.dk