Close
Log Ind Opret Bruger
Gamle danske navne
facebook pinterest twitter

Gamle danske navne

Redaktionen
28 maj 2021, 11:05 Redaktionen

Gamle danske navne

Historien om de navne vi i Danmark bruger og hvordan vi bruger dem går langt tilbage – ja faktisk helt tilbage til oldtiden hvor man ikke benyttede for- og efternavne, men blot havde ét navn. Når man taler om “gammeldags navne” er der altså reelt set hundredvis af års historie (og navne) der er i spil.

I denne artikel kan du læse historien bag de danske navne og hvordan det har udviklet sig fra oldtid til nutid, men er du blot på udkig efter inspiration til gode og måske anderledes navne, så kan du hoppe ned til de forskellige lister med gamle danske navne der var populære før i tiden:

Savner du mere inspiration til navne? Så kan du se hvilke fornavne der er de mest populære netop nu.

Danske navne i oldtiden

I oldtiden var der ikke noget der hed for- og efternavne. Der havde man som regel kun ét navn. De cirka 200 personnavne som vi kender i dag, kender vi udelukkende på grund af runeindskrifter, fra begyndelsen af 220 e.Kr.

Navne i det før kristne samfund var delt op i 3 grupper:

  • Sammensatte navne
  • Usammensatte
  • Kortformer

I datidens krigersamfund var sammensatte navne i høj kurs. Det kunne være ord for berømmelse, mod, styrke, våben. Eksempler er f.eks. Asger (gud + spyd), Ragnhild (guderne + kamp) osv. Denne måde at danne navne på var fælles for store dele af Europa. Førsteleddet Thor- var meget populært og omkring en fjerdedel af navnene bestod af det (Thorbjørn, Thordis, Thorkel etc.), hvilke giver anledning til at tro, at Thor har været hovedguden.

De usammensatte navne var oprindeligt tilnavne, som så gik over til at blive brugt som eneste navn. De kunne bestå af dyrenavne som Ravn, Bjørn, Ulv eller personbetegnelser som Karl, Svend, Bonde og slægtsbetegnelser for eksempel Søn, Moder, Søster, Broder og Far. Personer med disse navne var sandsynligvis af yngre og lavere status – dog er dette ikke trælle eller underklassenavne, da disse ofte fik navne der havde betydningen snavsede, løsagtige og uhæderlige.

Kortform navnene var ofte et kælenavn til de sammensatte navne, som kunne være meget lange. Det blev ofte gjort ved at tage en stavelse fra forleddet og et fra efterleddet, for eksempel blev Thorkel til Toke, Ingegerd til Inga osv. Kortformerne blev ofte dannet i barneårene, hvilket ses ved at man bevidst har undgået lyde som er svære for børn at udtale, såsom ’th’ og ’r’.

 

Populære navne i middelalderen frem til 1700-tallet

I slutningen af middelalderen var det kun mellem 5-10% der havde et gammelt nordisk navn, og blandt dem var de mest populære herrenavne Knud, Erik og Olaf.

De populære navne var i stedet dem fra det gamle og nye testamente som vi ser i listen herunder.

 

Populære gamle danske navne fra middelalderen

 

Drengenavne Pigenavne  
Johannes Margareta  
Nicolaus Kristina  
Petrus Katharina  
Iacobus Cecilia  
Olaf Elena  
Andreas Elizabeth  
Laurentius Bothild  
Henrik Anna  
Erik Mette  
Magnus Marina  

I de første 150 år efter middelalderen var de gamle nordiske navne mere eller mindre forsvundet, og da man navngav børn efter familien (førstefødte søn efter farfar, næste søn efter morfar, ældste datter efter farmor og næstældste efter mormor), var det begrænset hvor meget indflydelse der spillede ind fra udlandet.

I senmiddelalderen begyndte varianter af navne som Johannes og Nikolaus at udbrede sig. De blev til Johan, Hans, Klaus, Niels og Jens. De danske konger giftede sig næsten udelukkende ind i tyske fyrsteslægter, hvilket bragte navne som Hermann, Ludwig og Amalie.

Fra den tyske adel fik vi skikken med at give børn to eller flere fornavne (piger fik typisk tre-fire og drenge fik to), og en navneskik introduceret af Christian den 4., var kvindenavne der var afledt af mandsnavne – Frederikke, Ulrikke, Thomasine osv.

Dobbeltnavneskikken gjorde det muligt at opkalde børnene efter mere end et familiemedlem, mens de afledte kvindenavne gjorde det muligt at opkalde piger efter mandlige slægtninge.

I 1700-tallet var Frankrig det kulturelt toneangivende land, men de franske fornavne blev aldrig så populære som de tyske navne. Antallet af drengenavne fra Frankrig blev begrænset til nogle ganske få såsom Emil, Charles og Louis, mens vi fik langt flere pigenavne såsom Charlotte, Henriette, Jeanette, Josephine og Pauline.

 

Populære gamle danske navne fra år 1700

 

Drengenavne Pigenavne
Christian Kirstine
Hans Marie
Johan Ane
Peder Cathrine
Jens Maren
Niels Margrete
Andreas Anna
Friedrich Inger
Jacob Karen
Johannes Sisse

 

Populære gamle danske navne fra 1800-tallet

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte det bedre borgerskab at opkalde deres børn efter litterære idoler. Helte og heltinder, som de læste om hos Ingemann og Grundtvig samt dem de oplevede på teateret i Oehlenschlägers tragedier. Her får vi drenge- og pigenavne ind som Erik, Hagbard, Gudrun, Astrid, Signe, Inge m.fl.

Omkring 1850 bliver særligt Københavnerne inspireret af engelske romanforfattere såsom Dickens, der nu bliver oversat direkte til dansk. Fra russiske værker får vi russiske pigenavne såsom Katja, Olga, Sonja og Vera.

I den sidste del af 1800-tallet bliver vi glade for mere eksotiske navne hvilke giver os navne som Sylvester, Bianca, Olivia, Rosauras. Mange af navnene kom gennem Shakespeares lystspil, som i løbet af 1800-tallet blev oversat til dansk og ofte foregik i en romantisk sydeuropæisk fortid.

 

Populære navne fra 1900-tallet

1900-tallet blev de gamle bondenavnes tidsalder. Indtil dette tidspunkt havde pigenavne været lange og bestået af flere fornavne, hvorfor pigerne ofte fik kælenavne som Grethe, Hanne og Line. Disse navne gik her fra at være kælenavne til officielle navne.

Efter 2. verdenskrig fik vi en invasion af engelske fornavne såsom Benny, Freddy og Johnny – hvoraf sidstnævnte blev det eneste engelske modenavn.

I slutningen af 1900-tallet kommer mange af de bibelske navne på mode såsom Benjamin, Daniel, Elias, Jonas, Lucas, Mathias osv. på trods af, at der ingen større religiøs tilslutning er på tidspunktet.

I 1970’erne fik man for første gang samlet alt statistisk over navne i Danmark i én samlet oversigt, og det betød også at man nu kunne se hvornår ældre navne vender tilbage. Statistisk set vender de tilbage med ca. 100 års mellemrum, og de navne der er særligt populære i dag er altså dem der blev givet i starten af 1900-tallet.

 

 

Drengenavne Pigenavne
Erik Marie
Hans Margrethe
Christian Anna
Svend Else
Aage Inger
Jørgen Karen
Poul Ruth
Peter Grethe
Jens Kirstine
Knud Ellen

 

Savner du mere inspiration til navne? Så kan du se hvilke fornavne der er de mest populære netop nu.