Close
Log Ind Opret Bruger
Fødselsberetning: En lyn fødsel og en drømme fødsel
facebook pinterest twitter

Fødselsberetning: En lyn fødsel og en drømme fødsel

Julie - Min-Mave.dk
27 oktober 2021, 09:00 Julie - Min-Mave.dk

Den 31.07.21 havde jeg både været til min nevøs 3 års fødselsdag og været i fitnesscenter/legeland med min kæreste og vores datter på tre år så vi var sent hjemme og vores datter kom næsten direkte i seng.

Ca en halvanden time senere sover hun tungt inde i hendes seng og jeg havde en følelse af at jeg hele tiden var våd men at mit vand ikke var gået, men lagde alligevel med et håndklæde i mellem mine ben hvis nu det var vandet som var begyndt at gå. 

Og vandet går

Omkring kl 20:09 mærker jeg en ballon som springer og får nogle smerter. Jeg ligger på siden i sofaen da det sker og det vælter ud med vand. Hver gang jeg bevægede mig kom der mere. Inden jeg var kommet op af sofaen havde jeg bedt min kæreste om at ringe til mine forældre så min far kunne komme og passe vores datter som sov og min mor kunne tage med til fødslen.

Imens han ringer går jeg ud på toilettet både for at få et nyt håndklæde men også for at sætte mig på toilettet hvis der skulle komme mere mens jeg ventede på at mine forældre kom. Da han havde ringet til mine forældre bad jeg om min mobil så jeg kunne ringe til hospitalet.
Vi snakkede i et par minutter og de sagde at vi lige så stille skulle bevæge os med sygehuset. 

Fem minutter efter ankommer mine forældre og vi får gjort bilen klar til at vi skulle kører. Mine veer begyndte at komme som jeg lagde på efter samtalen med sygehuset. Vi kører et par minutter efter mine forældres ankomst og jeg er total gennemblødt. 

Som vi kører mod sygehuset bliver mine veer længere og længere og tiden i mellem bliver kortere og kortere. De er forskellige i styrken. Nogle skal jeg puste på og andre kan jeg snakke igennem.

Meget kraftige veer

Da vi ankommer til sygehuset lidt over en halv time efter vi er kørt er de så kraftige at jeg ikke kan gå selv.
Da vi kommer der op er de slet ikke klar til os og de roder lidt rundt i hvor vi skal være, hvem der skal være der af de ansatte og det var selvom jeg informerede dem om at dette kommer til at gå hurtigt, rigtig hurtigt.
Vi får en stue og de undersøger mig og de siger “du er kun 5 cm åben”. Jeg beder om at få lagt en blokade hvis jeg kan nå det og de bestiller en blokade.

Jeg beder om at få lattergas imens jeg venter på blokaden. Der går ca 10 minutter så får jeg lattergassen da de lige skulle hente den først.
På dette tidspunkt har vi været på sygehuset i 20 minutter. Et minut efter jeg har fået lattergas kommer de for at ligge en blokade.
De får mig lagt ned på siden og beder mig om at rykke over mod kanten og trække benene op til maven.
Imens jeg trækker benene op til maven smører de den orange væske på min ryg. Og lige som de skal til at stikke nålen ind siger jordmoderen at det når vi ikke. Hun beder min kæreste om at tage mit øverste ben og løfte det så baby bedre kan komme ud. 

Jeg bliver spurgt af min mor om jeg føler jeg skal presse men jeg kan ikke mærke om jeg skal presse eller ej. På ca 5 minutter har jeg åbenbart to presseveer og på de to kom min tredje datter ud. 
 
Jeg nåede at få smertestillende i form af lattergas i 10 minutter i alt. Jeg nåede at være på sygehuset i ca 25 – 30 minutter. Hele fødslen tog 1 time og 20 minutter. Dette var en drømme fødsel i forhold til smerter men også i forhold til hvad jeg kunne klare i forhold til hele forløbet da jeg ikke kunne holde til det med de to andre fødsler jeg har haft.
 
Ud kom en fin lille pige på 52 cm og vejede 3870 g.

Med venlig hilsen
En tredjegangs fødende