Er knibeøvelser blevet umoderne?
Du har jo nok hørt at du bør lave dine knibeøvelser for dit bækkenbund ofte. Du har nok også været i tvivl om du gjorde det rigtigt. Det er også meget sandsynligt at du har fundet det ubehageligt. Måske har du gjort det i perioder for så at skubbe det fra dig igen, netop fordi du var i tvivl og fandt det ubehageligt.
Måske du er blevet urolig over hvad der kan ske hvis du ikke laver dine knibeøvelser? Risikerer du at blive for slap i bækkenbunden og kan slappe bunde give alle mulige problemer? Når man spørger den enkelte kvinde, er listen over de mange problemer, som kan forekomme hvis vi ikke træner bækkenbunden, lang. Den spænder fra inkontinens over nedsunkne underliv til slappe skeder, som ikke er attraktive at have samlejer med.
Se også: Knibeøvelser og træning: Sådan kommer du igang
En kort gennemgang af en bækkenbundskultur og knibeøvelser i forandring
Sex og bækkenbunde
Hvad angår samlejer må jeg med det samme slå fast, at ingen skylder andre at kunne tilbyde samlejer med en bestemt spændingsgrad OG at nydelsen ved et samleje ikke øges af at være spændt i bækkenbunden. Sex og nydelse handler om sansning. Altså det at kunne mærke stimuli i et område og at være tryg nok til at nyde det. Orgasmer involverer bestemt bækkenbunden, men ikke ved at de bliver “bedre” af at bunden er spændt. Tvært i mod kan det gøre ondt at få orgasme hvis bækkenbunden er overspændt.
Stress-inkontinens og hårde knibeøvelser
Det samme gælder faktisk for dryptis og andre former for inkontinens. En overspændt bækkenbund kan ikke reagere på trykforandringer i kroppen (ved for eksempel host og hop) og kan derfor ikke holde på urinen. For at bækkenbunden kan reagere relevant på trykforandringerne når vi hopper, griner og nyser, skal den både kunne mærke at der sker en forandring og kunne flytte på sig for at modstå ændringen. Det vil sige at bækkenbundens samarbejde med resten af kroppen og hjernen skal være tilstrækkeligt nuanceret OG at bunden skal have en hvilespænding, der tillader rum til at spænde yderligere op. Når bunden reagerer ved at spænde op og dermed rykker sig fremad, lukker den af for urinrørets åbning og kan modstå en stor trykforandring.
Mange har netop oplevet at dryptisse og søge at løse det ved at lave en masse knibeøvelser uden at få effekt af det. Omvendt har mange i de senere år, hvor vores forståelse af bækkenbunden er blevet mere nuanceret, erfaret at det at få afspændt og bevæget bækkenbunden mere fleksibelt, har afhjulpet inkontinensen på forholdsvis kort tid.
Arnold Kegel og måledimsen
Men hvorfor har vi så fået at vide, at vi skal lave vores knibeøvelser og hvis vi ikke skal det, hvad skal vi da gøre for at holde underlivet friskt og behageligt? Knibeøvelser kaldes også Kegel-øvelser. Det stammer fra en læge, Arnold Kegel, der begyndte at kigge på det område vi nu kalder bækkenbunden i 1940erne. Hans måde at forstå og beskrive det han så, var at det var muskler, der var blevet slappe og skulle gøres “stærke” ved at spændes. Derfra kom knibeøvelsen/kegeløvelsen som løsningen på inkontinens og andre problemer efter fødsler.
Det er skam rigtig nok at bækkenbunden påvirkes i fødslen og har at gøre med både orgasmer og inkontinens, men ikke på den måde, som Kegel-øvelserne har beskrevet for os. Den opfattelse passede med måden man oplevede muskler og kroppe på dengang i 1948. Og så passede billedet med at han selv udviklede en dims, et Perineometer. Dimsen kunne måle “styrken” i bækkenbunden.
Det vil altså sige at en mand fra 1940erne, hvor man gik op i høje knæløft og ikke havde fornemmelse for kroppens måde at være en helhed på, og slet ikke for hvordan fødslen kan opleves af kvinden, har formuleret for os hvordan vi “skal” forstå og arbejde med vores kroppe.
Knib hårdt i kæben
Forestil dig at du fik besked på at spænde hårdt i kæben hver gang du holdt for rødt. Det lyder dumt og du ville nok ikke bare gå i gang med opspændings-regimet uden i hvert fald at stille nogle spørgsmål først. Så byt ordet “kæbe” ud med “bækkenbund”. Og husk at det kan være skamfuldt nok for den enkelte ikke at leve op til tidens sundhedsvejledninger, men når de handler om underlivet, kan det føles ekstra “forkert” ikke at gøre hvad der bliver sagt. Og når det, der bliver sagt er tilstrækkeligt “skævt” til at man derved kan mærke hvad man skal gøre, kommer den enkelte til at stå tilbage med følelsen af forkerthed.
Og det er netop hvad jeg mødte i overflod da jeg stod for at foretage 8-ugers undersøgelser i en lægepraksis. Jeg mødte en masse kvinder, der havde født og som følte sig enten for dårlige eller forkerte.
Se også: Genkend din bækkenbund
8 ugers undersøgelsen
I Danmark tilbydes vi jo at komme til en undersøgelse hos egen læge 8 uger efter vi har født. Det har været en fast bestanddel af den undersøgelse, at man skulle lave en gynækologisk undersøgelse. I undersøgelsen har de fleste oplevet at lægen/jordemoderen indførte et par fingre i skeden og bad dem om at knibe. Man har ment at kunne vurdere om bækkenbunden var “god nok” eller “u-arbejdsdygtig”. Mange har fået at vide, i den forbindelse, at de skulle lave flere knibeøvelser. Et af problemerne ved det er, at de efter fødslen føler sig afskåret fra underlivet og har brug for fagpersonens vurdering for at kunne begynde at tro på og mærke, underlivet igen. Et andet problem er, at det er meget svært at knibe musklen i den stilling. Har man fået bristninger ved fødslen, er man ofte meget motiveret for at en fagperson kigger på området sammen med én og er med til at vurdere helingen af eventuelle bristninger. I stedet for at få en vurdering af bækkenbundens knibe-evne har man brug for hjælp til hvordan man kan begynde at få bækkenbundens muskler til at “vågne” igen.
Kvalme og ubehag ved knibeøvelser
Uanset hvordan man har oplevet fødslen, har bækkenbunden været påvirket og reagerer, meget naturligt, ved at holde sig lidt stille efter. Uanset om man bristede eller ej, er området ved vulva ømt og derfor forsøger man mere eller mindre bevidst, at holde den i ro. Hvis man skal hjælpe sin bækkenbund til at begynde at bevæge sig frit igen, skal man derfor gøre det gradvist og blidt, så kroppen oplever det som trygt. Hvis man bare forsøger at knibe den hårdt sammen, vil man ofte føle ubehag ved det. Nogen får kvalme når de kniber. Fordi det kan være så ubehageligt, undlader mange at lave knibeøvelserne.
Kejsersnit og bækkenbund
Selvom belastningen af bækkenbunden ikke er helt den samme ved et kejsersnit, som ved en vaginal fødsel, er selve graviditeten stadig en belastning og kejsersnittet giver bækkenbunden sine helt egne udfordringer. Derfor er det også ganske aktuelt efter et kejsersnit, at få en meningsfuld måde at forstå og samarbejde med sin bækkenbund på.
Behov for nuancering
Når vi får at vide at vi skal knibe, men føler kvalme, ubehag og usikkerhed når vi prøver, er vi jo splittet mellem at gøre noget ubehageligt for os selv og at ønske at gøre hvad vi får at vide er “det rigtige”. Blandt andet af den grund er det nødvendigt at vi får gjort op med den bækkenbunds-kultur, der var baseret på Arnold kegels bækkenbunds-syn. Det er simpelthen for demotiverende at skulle gøre noget ubehageligt for at blive “sund”. Da det samtidigt ikke er gavnligt for musklerne bare at spændes hårdt, er der al mulig grund til at vi bliver mere nuancerede i måden vi taler om bækkenbunden på og i de råd vi får og giver angående bækkenbunden.
Ikke slap, men på vagt
Vi kan starte med at forstå at bækkenbunden ikke er slap, men “på vagt” efter fødslen. Der har siden 1940erne været flere fagpersoner, der har ønsket at skabe den forandring, men først i de sidste år, er den mere moderne og kropsvenlige bækkenbundskultur blevet bredere anerkendt. Langt de fleste af de fagpersoner, der er specialiseret i bækkenbund, vejleder netop i at afspænding og stræk af bunden er lige så vigtigt som at den knibes sammen. Mange ved at de hårde knib ikke er ønskværdige og vejleder i blidere knib. Dog er der langt til at alle som rådgiver, er opdateret i deres viden og måde at formidle den på.
Hvis du som kvinde efter din fødsel både hører de moderne råd OG får foldere og anvisninger om de gammeldags knib, er det ikke mærkeligt at du bliver forvirret og har svært ved at finde din vej til at forstå, træne og på sigt, nyde din bækkenbund.
En behagelig bækkenbund med dine knibeøvelser
Det er mit håb at denne artikel kan hjælpe dig til at forstå hvorfor du møder modsatrettede råd og at du kan finde ro til at få en meningsfuld fornemmelse af dit eget underliv. Jeg ønsker at alle kan få lov at opleve deres bækkenbund, som behagelig og hvad der af følger af glæder som bækkenbunden kan give når den er fri.