Close
Log Ind Opret Bruger
Er dit barn 5 år – Sådan viser du, at han er elsket
facebook pinterest twitter

Er dit barn 5 år – Sådan viser du, at han er elsket

Avatar
14 februar 2014, 10:12

vis han er elsket

Efterhånden som dit barn bliver mere selvstændigt og selv kan klare en masse opgaver, bliver din udfordring at få lagt en masse omsorg og kærlighed ind i hverdagssituationerne, som erstatning for puslestunden, amningen, påklædningen og alle de andre ting, dit barn engang skulle have hjælp til.

Didde Flor Rotne & Nikolaj Flor Rotne har skrevet bogen ”Glade børn med kærlighed og grænser”, hvor de giver nogle gode råd til at få kærlighed ind i hverdagen.

Jeg har samlet de råd, der er i ”Kapitel 5, hvordan ved dit barn at det er elsket?”, til 9 gode råd om hvordan du får kærlighed ind i hverdagen:

 

1) ”Husk at smile før du sover, så går dagens surhed over” – Piet Hein.

Som forældre er der rigtig gode grunde til at opbygge positive følelser, fordi det gør os i både fysisk, mental og psykisk bedre stand.

Så put aldrig dit barn, før I har genoprettet den gode stemning efter en konflikt eller lignende.

 

2) Kram hellere en ekstra gang

Når vi krammer, føler barnet sig elsket og knytter bånd til os, som styrker det, og giver det selvtillid til at danne gode relationer med andre mennesker igennem hele livet.

 

3) Opfyld dit barn med positive følelser fra morgenstuden

Væk dit barn blidt og brug de første søvndrukne minutter til at kramme og sige blide ord til ham. Det gør hele morgenen meget bedre og mindsker betydeligt risikoen for konflikter, fordi man etablerer en positiv og rolig atmosfære.

 

4) Fra hjerne til hjerte

At du kan leve dig ind i og forstå dit barn, er altafgørende for, at I kan få et godt forhold til hinanden.

”Ved at være sammen med dig lærer dit barn at regulere sig selv. Det betyder, at den måde, du er på overfor dit barn, udvikler dit barns evne til selvregulering. Når du viser kærlighed til dit barn, så lærer det at vise kærlighed til sig selv. Med tiden udvikler dit barn sin fysiske, kærlighedsmæssige og sociale selvmestring, fordi du har været der for det.”

 

5) Følelsernes sprog

Du kan undervise dit barn i følelsernes sprog og på den måde gøre dem fortrolige med deres følelser. Det gør du ved at fortælle hvilken følelse du får, når dit barn gør noget.

”Eksempelvis kan du sige: Det gør mig glad, at du tog så godt imod den nye dreng i klassen i dag”.

 

6) Sådan møder du dit barn

Vis forståelse og del både de gode følelser og de dårlige følelser med dit barn.

Hvis dit barn for eksempel har slået sig, skal du vise forståelse uden at komme til at overdrive så meget at barnet tror det er kommet meget slemt til skade.

 

7) Trøst udvikler dit barns hjerne

Når du trøster dit barn, hjælper du hans hjerne med at udvikle sig, så han får nemmere ved at klare stress senere i livet.

Derfor er det vigtigt at du hjælper dit barn til at falde til ro igen.

 

8) Tillært hjælpeløshed

Hvis dit barn ikke bliver mødt i sine behov, lærer det til sidst ikke at gøre opmærksom på dem.

Det kan få alvorlige konsekvenser for barnets selvtillid og tiltro til egne følelser.

Vi skal vise vores børn forståelse for deres behov, og vejlede dem i hvordan de dækker dem.

 

9) Værn om jeres fælles interesser

En vigtig måde at vise dit barn kærlighed på er ved at etablere fælles interesser.

Det kan være fodbold, bollebagning eller gåture i skoven.

Det skal være noget I begge syntes er sjovt og lærerigt.

Det giver jer et godt fundament for at komme igennem situationer, hvor I er udfordret af konflikter.

Du kan læse meget mere i bogen ”Glade børn med kærlighed og grænser”.

Læs også: Det er blevet meget mere populært at sende sine børn i privatskole

 

Hvad gør du for at vise dit barn kærlighed?

Har I nogen ritualer eller traditioner, som du har opbygget for at vise dit barn kærlighed og skabe sammenhold?

Del dine erfaringer med os.

 

Kærlig hilsen

Julie & resten af Team Min-Mave.dk