Close
Log Ind Opret Bruger
Tredagesfeber – Feber og udslæt
facebook pinterest twitter

Tredagesfeber – Feber og udslæt

Avatar
9 september 2015, 19:01 kathleenna

Tredagesfeber giver barnet feber i 3 dage

Af privatpraktiserende læge Eva Ejsing

Tredagesfeber kaldes også exenthema subitum eller roseola infantum.

Tredagesfeber er en meget smitsom og mild børnesygdom, der giver feber og udslæt hos helt små børn.

Sygdommen skyldes et virus, der hedder humant herpesvirus 6 (HHV-6) og rammer barnet mellem 1/2 til 3 år, og langt de fleste børn har haft sygdommen i 2-års alderen.

Sygdommen er helt ufarlig.

 

Symptomer på tredagesfeber

tredagesfeber har et meget karakteristisk forløb med først høj feber 39-40 grader.

Feberen varer i 3-5 dage (derfor navnet tredagesfeber), hvorefter feberen falder brat.

Når feberen falder, kommer der et blegrødt småplettet udslæt. Udslættet sidder hovedsageligt på bryst og ryg, men kan også sprede sig til arme og ansigt.

Udslættet forsvinder efter få timer til et par dage efter.

De fleste børn vil ikke være særligt påvirkede, men nogle kan irritable og urolige. Desuden kan de få lidt ondt i ører og hals, samt få hævede lymfeknuder på halsen.

 

Sådan bliver man smittet

Sygdommen smitter ligesom forkølelse gennem luftvejene via dråbeinfektion.

Tiden, fra man er blevet smittet, til sygdommen bryder ud, er 9-10 dage. Man smitter formentlig så længe, der er udslæt.

De fleste børn vil være helt raske efter 3-5 dage med feber og 1-2 dage med udslæt.

Læs også: Feber og temperaturmåling

 

Sådan er sygdomsforløbet

Sygdommen er langt oftest en helt ufarlig og hurtigt overstået helt uden komplikationer. Der kan dog forekomme feberkramper i forbindelse med den høje temperatur, hvilket dog også i langt de fleste tilfælde er helt uskadeligt.

 

Behandling af tredagesfeber

Der findes ingen behandling, sygdommen går over af sig selv helt uden behandling. Man kan dog give febersænkende midler som Panodil, der kan lindre barnets symptomer, hvis det er meget generet af feberen.

 

Det kan du selv gøre

Hvis barnet har høj feber skal det være letpåklædt, eventuelt kun i ble.

Temperaturen i rummet skal være kølig. Man skal undgå at pakke barnet med høj feber ind i dyner og varmt tøj, da det i så fald ikke kan slippe af med varmen.

Når barnet har høj feber, mister det også væske, hvorfor man skal sørge for det drikker rigeligt.

 

Kontakt lægen hvis

I langt de fleste tilfælde vil barnet være relativt upåvirket, og sygdommen vil forsvinde af sig selv, uden det er nødvendigt at kontakte lægen.

Hvis barnet er sløvt, ikke er interesseret omgivelserne, ikke vil lege eller se tv, skal man søge læge. Ligeledes skal man kontakte lægen, hvis der opstår feberkramper.

Hvis kramperne varer mere end 5 minutter skal man ringe 112. Feberkramper er i langt de fleste tilfælde helt ufarlige for barnet.

 

Sådan stiller lægen diagnosen

Tredagesfeber har et meget karakteristisk forløb med feber og siden udslæt, i forbindelse med, at feberen falder.

Sygehistorien vil i sig selv gøre, at lægen kan stille diagnosen. Det er muligt at tage en blodprøve, der sikrer diagnosen, men dette vil næsten aldrig være nødvendigt.

 

Tilbage i daginstitution

Så længe der er feber, bør barnet holdes hjemme. Når feberen er forsvundet kan barnet komme i institution, hvis det ellers er upåvirket.

 

Af læge Eva Ejsing

Kilde: Lægehåndbogen.dk