Skoldkopper: Hvad er det og sådan behandles de
Af privatpraktiserende læge Trine Erichsen
Hvad er skoldkopper?
Skoldkopper er en meget smitsom men almindelig børnesygdom med feber og karakteristisk udslæt. Sygdommen skyldes en virus kaldet varicella-zoster virus (VZV). Når man bliver smittet og sygdommen er i udbrud kaldes den skoldkopper og ses som hududslæt med blærer og ofte voldsom kløe. Virusen vil altid være at finde i din krop, når du først er blevet smittet. Virusen kan gå i udbrud senere hen i livet og sker dette, betegnes det helvedsild.
Skoldkopper er meget smitsom og rammer især børn. Langt de fleste børn får skoldkopper på et tidspunkt. Man regner med at ca. 40 % af alle børn smittes før 4-års alderen og 40 % i 4-8 års alderen.
Sygdommen kan også ramme voksne, men kan være farligere for voksne end for børn at blive ramt af sygdommen.
Sådan bliver dit barn smittet
Skoldkopper smitter ved dråbesmitte. Det vil sige at virus spreder sig via små dråber fra spyt, hoste eller nys. Virus smitter også ved kontakt med blærer på huden. En person smitter fra ca. 3 dage før det karakteristiske blærefyldte udslæt bryder ud, og indtil der er dannet sår på alle blærer.
Læs også: Skoldkopper under graviditeten
Hvornår smitter skoldkopper?
Du smitter ca 3 dage før du får udslæt indtil der er dannet sår på alle blærer. Dette kan tage mellem 4-6 dage. Når du bliver smittet går der 10-20 dage fra du bliver smittet til symptomerne opstår.
Symptomerne på skoldkopper
- Sygdommen starter oftest med let feber og evt. let sløjhed hos barnet.
- Kort efter opstår det karakteristiske udslæt. Udslættet starter med en enkelt rød plet som efter få timer udvikler sig til en væskeholdig blære. Udslættet starter typisk på bryst og ryg og spreder sig til ansigt, hovedbund, ben og arme. Blæren brister og omdannes i løbet af 1-2 dage til en skorpe som til sidst falder af.
- Udslættet klør ofte voldsomt
- Der kan også ses skoldkoppeudslæt i mundslimhinden og i på kønsorganerne.
- Der kan fremkomme nye blærer i 3-6 dage.
- Børn er tit kun lidt påvirket af sygdommen.
- Voksne er normalt meget syge når de smittes med skoldkopper
Sygdommens varighed
Skoldkopper går over af sig selv og er sædvanligvis overstået i løbet af en uges tid. Udslættet kan vare ved lidt længere og kan smitte indtil den sidste skoldkop er tørret ind og blevet skorpebelagt. Har man en gang haft skoldkopper er de allerfleste efterfølgende livsvarigt immune overfor sygdommen.
Når sygdommen er overstået, bevæger skoldkoppevirus sig fra huden ind i nervernes rødder i rygmarven, hvor det går i ’dvale’ og virus bliver inaktivt. Virus kan dog senere i livet genaktiveres og forårsage ’Helvedesild’.
Er skoldkopper farlige?
For ellers raske børn er skoldkopper en uskyldig børnesygdom som sædvanligvis har et relativt mildt forløb. Sygdommen kan dog være alvorlig for mennesker med nedsat immunforsvar, for nyfødte hvis mor ikke har haft skoldkopper og for ikke immune gravide i slutningen af graviditeten.
Skoldkopper giver sjældent komplikationer, og komplikationer er hyppigere hos voksne. Oftest ses bakteriel infektion i udslættet. I sjældnere tilfælde kan man udvikle lungebetændelse og yderst sjældent kan børn udvikle en godartet hjernebetændelse.
Sådan stiller lægen diagnosen?
Lægen stiller diagnosen ud fra en samlet vurdering af sygdomstegnene.
Behandling
Behandlingen består hovedsagligt af lindring af symptomerne. Sygdommen går over af sig selv og der gives ikke medicin mod selve viruset til børn/unge, som ellers er raske.
Ved voldsom kløe hos barnet, kan det gå ud over nattesøvnen og i disse tilfælde kan man forsøge at give antihistamin. Antihistaminer er midler, der anvendes mod allergiske sygdomme, transportsyge og søvnløshed.
Gode råd og fif
- Undgå at klø og kradse i blærerne. Det kan give betændelse og grimme ar senere.
- Klip barnets negle korte eller lad barnet bruge handsker om natten.
- Har barnet høj feber bør det være afklædt og opholde sig i et køligt rum samt tilbydes rigelig væske.
- Er barnet plaget af kløe kan man forsøge kolde omslag eller zink linement , et middel der kan købes i håndkøb på apoteket. Ved meget udtalt kløe kan lægen give en slags allergimedicin (antihistamin).
- Kølige rum hjælper mod kløen, hvorimod varme og sved kan forværre kløen.
Kontakt lægen hvis…
- Hvis barnet har feber og ikke vil drikke.
- Hvis barnet er under 2 år og temperaturen er over 39ºC eller hvis barnet stadig har feber, selvom skoldkopperne er forsvundet.
- Kontakt læge/vagtlæge med det samme hvis barnet virker sløvt (ligger helt stille og ikke vil høre historie eller lege) eller hvis barnet hoster og har svært ved at trække vejret.
Hvornår må barnet komme i institution?
Det anbefales typisk at barnet holdes hjemme fra institution indtil udslættet er tørt, barnet er feberfrit og alle elementer er belagt med skorper.
Det er muligt at vaccinere mod skoldkopper men vaccinen bruges ikke rutinemæssigt i Danmark til ellers raske børn.
Derfor vaccineres der ikke imod skoldkopper
I nogle lande vaccineres der mod skoldkopper, men i Danmark har man valgt at lade være, medmindre barnet har kronisk dårligt immunforsvar. Sygdommen er meget smitsom, så hvis ikke praktisk taget alle børn vaccineres, vil man forskyde sygdommen til voksenalderen for de ikke vaccinerede.
Sygdommens forløb i barndommen er let, hvorimod det i voksenalderen kan være mere intenst og resultere i helvedesild, som er meget smertefuldt. Derudover kan smitterisiko i graviditeten, som før skrevet, være problematisk.
Du kan dog stadig selv betale dig til en skoldkoppevaccine til dit barn. Læs meget om vaccinationen på SSI.dk
Af Læge Trine Erichsen
Kilde : Lægehåndbogen – Smitsomme sygdomme hos børn og unge, Sundhedsstyrelsens vejledning 2013