Mere hjælp til nyfødte og deres forældre fra sundhedsplejersken
Igennem de senere år er et stigende antal nyfødte blevet genindlagt på sygehuset i løbet af de første par uger efter fødslen.
I forsøget på at bremse den kedelige tendens vil alle familier, der udskrives indenfor 3 dage efter fødslen derfor få tilbudt et besøg fra sundhedsplejersken få dage efter hjemkomsten fra sygehuset.
Flere spædbørn genindlægges
I løbet af de senere år er antallet af genindlæggelser blandt spædbørn steget markant. Genindlæggelserne er f.eks. begrundet med dårlig trivsel, fejlernæring og spiseproblemer. De faktiske tal viser, at mens der i 2007 blev indlagt 617 spædbørn indenfor de første 4 uger, var tallet i 2011 steget til hele 1.098 spædbørn.
Sundhedsminister Astrid Krag ønsker at tage hånd om den kedelige udvikling, og i regeringens kommende sundhedspolitiske udspil lægger hun derfor op til, at den kommunale sundhedsplejes indsats styrkes i de første par dage efter at familierne er kommet hjem fra sygehuset.
Besøg af sundhedsplejersken på 4.-5. dagen
Med forslaget bliver der lagt op til, at alle familier der er udskrevet indenfor 72 timer efter fødslen samt hjemmefødende, fremover vil blive tilbudt et besøg af en sundhedsplejerske på 4.-5. dagen efter fødslen. I 2011 blev ca. 73 % af familierne udskrevet indenfor 72 timer efter fødslen.
Amning er et af de områder, som mange forældre har problemer med, og sundhedsplejerskebesøgene vil give forældrene mulighed for at få hjælp og stille spørgsmål. Omvendt får sundhedsplejerskerne mulighed for at vurdere, hvordan barnet trives, se om amningen kører som den skal osv.
40 mio. kr. skal styrke svangreomsorgen
Som led i det kommende sundhedspolitiske udspil vil regeringen samtidig sætte 40 mio. kr. af til at styrke svangreomsorgen overfor sårbare familier.
Det forventes, at Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for svangreomsorg bliver udsendt 1. juni 2013.