Close
Log Ind Opret Bruger
Børneorm (Enterobius vermicularis)
facebook pinterest twitter

Børneorm (Enterobius vermicularis)

Avatar
3 september 2015, 14:36

boerneorm kan ses i afføringen og kløer ved numsen

Af privatpraktiserende læge Trine Erichsen

Børneorm kaldes på latin Enterobius vermicularis.

Det er små, tynde, cirka 2-10 mm lange hvide orm, der lever i tyktarmen. Og rigtig mange børnefamilier stifter bekendtskab med børneorm på et eller andet tidspunkt.

Ormen er ikke farligt, men kan være generende for barnet pga. kløe.

På trods af navnet kan både børn og voksne blive smittet med ormen.

 

Hvordan får man børneorm?

Ormen smitter fra menneske til menneske via ormenes æg.

Smitten foregår direkte fra endetarmsåbningen til mund.

Når en inficeret person klør sig i endetarmsåbningen kan æggene spredes til hænder, legetøj osv.

Man kan også blive smittet af luftbårne æg, som kommer fra eksempelvis tøj eller sengetøj tilhørende en person, der er smittet med børneorm, eller via mad som er berørt af inficerede hænder.

Barnet kan komme til at smitte sig selv gentagne gange ved at klø sig i numsen, hvorved æggene sætter sig fast under fingerneglene og derved kommer ud i omgivelserne eller op til munden.

Når æggene synkes kommer de ned i tarmen hvor de klækkes. Hunormene vandrer gennem endetarmsåbningen til den omkringliggende hud, hvor de lægger æg.

Børneormens æg er meget modstandsdygtige og kan overleve i op til 2 uger i støv og sengetøj.

Fra man smittes med børneormens æg går der ca. 3-4 uger før der er udviklet en voksen ægbærende hunorm. De voksne orme lever i ca. 3 måneder.

Det er meget almindeligt at børneorm kan smitte øvrige familiemedlemmer.

Har et barn først fået børneorm, antages det derfor at hele husstanden er smittet, uanset om de øvrige familiemedlemmer har symptomer eller har set orm i afføringen.

Som udgangspunkt skal hele familien behandles.

Børneorm rammer langt de fleste børnefamilier

 

Symptomer og forløb

Det væsentligste symptom på børneorm er kraftig kløe i numsen omkring endetarmsåbningen om aftenen og om natten, hvor ormene vandrer ud for at lægge deres æg.

Kløen skyldes at ormene udskiller et stof der virker lokalirriterende på huden.

Der kan ses kradsemærker og sår omkring endetarmsåbningen. Kløen kan være så intens, at barnet ikke kan sove og derved bliver træt og utilpas.

Ormene kan også ofte ses med det blotte øje udenpå afføring eller omkring endetarmsåbningen.

Man kan dog godt være smittet med børneorm uden at have symptomer.

I sjældne tilfælde kan antallet af børneorm blive så stort, at det kan give anledning til mavesmerter, kvalme og eventuelt opkastninger.

Læs også: Børnesår hudinfektion

 

Er børneorm farlige?

Børneorm er ikke farlige og giver som oftest ikke anledning til ubehag udover kløe.

Tanken om at man er smittet med orm i tarmen kan dog være generende.

 

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen kan ofte stille diagnosen alene udfra en beskrivelse af barnets symptomer eller oplysninger om, at der er observeret orm i barnets afføring.

En regelret diagnose kræver principielt at man kan påvise æg i huden omkring endetarmsåbningen.

En sådan prøve tages ved at trykke et stykke tape mod huden omkring endetarmsåbningen, hvorefter tapestykket undersøges for ormeæg i et mikroskop.

Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at gentage denne prøve flere gange.

 

Hvordan behandles børneorm?

Børneorm kan behandles med en ormekur. Alle medlemmer af husstanden bør behandles, uanset om de har symptomer på børneorm eller ej.

Lægemidlet fås på recept hos en praktiserende læge.

 

Hvad kan du selv gøre?

God hygiejne er vigtig. Alle i husstanden (både børn og voksne) skal vaske hænderne grundigt efter toiletbesøg og før måltider. Boligen bør rengøres grundigt, især soveværelset.

Håndklæder, sengetøj og undertøj bør skiftes hyppigt og kogevaskes.

Neglene bør renses dagligt og holdes kortklippede for at undgå at ormeæg sætter sig fast under dem.

Daglige bade tilrådes – helst om morgenen for at fjerne orm og æg omkring endetarmsåbningen.

 

Trine Erichsen, læge

Kilde Lægehåndbogen