Idéer til gode barselsgaver
De fleste har en lille ting med til baby, mor eller måske endda til hele familien, når de første gang kommer på barselsbesøg, men hvad er egentlig gode barselsgaver?
Barselsgaver til baby
Inden du køber ind til baby, er det værd at huske på, at de mange småbørnsfamilier går meget op i økologi og god kemi, så det er en god idé at købe økologisk og samtidig sikre, at gaven er godkendt til baby.
Gaveidéer til baby kan f.eks. være
- Tøj – Husk at en del babyer starter direkte med str. 56 og at mange forældre i øvrigt har godt med tøj til den første tid
- Legetøj – f.eks. bøger i stof, rangler o.lign.
- En sangbog, så mor og far kan synge for den lille
- Gavekort til babyfotografering
- Ting med navn – i Min-Maves webshop kan du bl.a. købe sutter med navn
Gaver til storebror eller storesøster
Det kan være en overvældende oplevelse at blive storebror eller storesøster, især hvis man tidligere var enebarn, for pludselig er alles øjne rettet mod den lille ny, som i øvrigt på ingen måde er sjov at lege med… endnu.
Derfor kan det være en god idé også at tænke lidt på storebror eller storesøster, når man er på barselsvisit.
Hvis du har et tæt forhold til storebror eller storesøster og I ofte ses, kan lidt ekstra opmærksomhed være mindst ligeså værdsat som en gave – du kan f.eks. (efter aftale med forældrene, naturligvis) tage den store med på legepladsen, i svømmehallen, hen at fodre ænder, ud at cykle en tur eller noget andet, så han/hun for en stund atter er 100 % i centrum.
Hvis du foretrækker at tage en gave med, så spørg evt. forældrene til råds – de ved, hvad der hitter og kan sikre dig mod at købe noget, som storebror eller storesøster allerede har.
Gaver til mor og far
Barselsgaver er ofte målrettet baby, men sådan behøver det faktisk ikke være.
En nyfødt har ikke det store behov for f.eks. legetøj, og tøj til den første tid har babys forældre sikkert allerede selv købt.
Til gengæld har de fleste forældre formentlig glemt sig selv en smule i tiden op til fødslen, da tankerne har kredset om den kommende familieforøgelse, så de vil med garanti sætte stor pris på en lille ting…
Gaveidéer til mor og far kan f.eks. være
- Årskort til den nærmeste zoo, så de kan gå hyggelige ture med den lille ny i barnevognen
- Gavekort til børnetøjswebshops, så de i ro og mag kan købe de ting, de mangler til baby
- Lidt forkælelse, f.eks. en gang massage, en god creme eller lign. (vær opmærksom på at mange mødre går meget op i, at hudprodukter o.lign. er økologiske/fri for parabener)
Hvis du besøger mor og far i dagene umiddelbart efter fødslen, vil de formentlig sætte stor pris på, at du selv medbringer en kage eller lign. da overskuddet sjældent er så stort i de første dage efter fødslen.
Hvis du er en ørn i en køkken, vil lidt mad til fryseren også være en sikker vinder i mange familier.
Har du et forslag til de perfekte barselsgaver?
Hvis du har en idé til den perfekte barselsgave, så del den endelig med os ved hjælp af kommentarfeltet her under artiklen.