Pas på de små i solen, husk solcreme
Sommeren er på vej, og derfor er det vigtigt at beskytte børnene mod solen. Jo flere solskoldninger man får som barn, jo større er risikoen, ifølge Kræftens Bekæmpelse, for at man udvikler kræft senere i livet.
Hold øje med UV-indexet
Du kan holde øje med UV-indexet, som i sommerperioden dagligt bliver oplyst i vejrudsigten.
I Danmark når UV-indexet max op på 7, men sydpå kan det komme op på 10 eller derover. Du skal bruge solcreme ved et UV-index over 3.
En god idé kan være at have to forskellige slags solfaktor derhjemme. Så har du altid den rigtige ved hånden.
Skru ned for solen
Kræftens Bekæmpelse har flere gode råd til solbeskyttelse af de små poder, og de fremhæver især vigtigheden af ekstra solbeskyttelse mellem kl. 12 og 15, hvor solen er stærkest.
Med ekstra solbeskyttelse menes f.eks.
- At lade børnene være i skyggen
- At lade børnene være dækket af tøj til knæer og albuer
- At give børnene solcreme og solhat på
Børnevenlig solcreme
Der findes flere solcremer, der er parfumefri og miljømærkede, hvilket bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Astma-Allergi Danmark og Miljøstyrelsen anbefaler.
Som eksempler på mærker der har svanemærkede og parfumefri solcremer kan nævnes Derma og Matas’ eget mærke. Begge mærker har i øvrigt både solcreme som lotion og spray.
UV-badetøj til børnene
I de senere år er UV-badetøj desuden vundet kraftigt frem. Det giver børnene en ekstra beskyttelse mod solen, når solens skarpe stråler reflekteres i vandet.
UV-badetøj produceres af en lang række forskellige mærker, og meget af det er desuden designet, så det beskytter overkrop samt overarme.
Som voksen skal du vælge solfaktor efter din hudtype
Type 1: Du bliver altid skoldet, men aldrig brun.
Løsning: Undgå solen, dæk huden med tøj og brug minimum faktor 15-25.
Type 2: Du bliver solskoldet de første gange, du er i solen, men efterfølgende får du en let brun farve.
Løsning: Undgå gerne solen, men hvis du vil sole dig, skal du bruge faktor 15-25.
Type 3: Du bliver let solskoldet de første gange, du er i solen, men efterfølgende får du en moderat brun farve:
Løsning: Brug faktor 15-25 de første uger. Herefter kan du bruge en lavere faktor.
Type 4: Du bliver aldrig solskoldet og efter en uge er du meget brun.
Løsning: Brug solcreme alligevel – du har mindre risiko for at udvikle hudkræft end de 3 foregående typer, men din hud får samme antal skader og rynker.
Type 5: Du har mørkebrun eller sort hud og bliver aldrig skoldet.
Løsning: Du skal forholde dig som ved type 4 – for din huds skyld.